Ny færdselslov og tavlestandardisering 1932
Tre typer internationale færdselstegn
På en europæisk konference om vejfærdsel i Genève i marts 1931 vedtog Folkeforbundet en samlet plan for de internationale færdselstegn til landevejs- og bytrafik. Forslaget var udarbejdet af den internationale automobilsammenslutning og blev udmøntet i en ny konvention, der afløste automobilkonventionen fra 1926.
I den nye konvention blev de internationale færdselsskilte opdelt i tre hovedtyper. 1) Trekantede advarselstegn, 2) Runde og røde tegn der viste en bestemt færdselsregel / forbudsskilte og 3) firkantede, blå oplysningsskilte, f.eks. P-skiltet.
Revision af færdselslov med klare skilteregler
I 1932 blev den første danske færdselslov revideret, og der kom et nyt sæt skilteregler.(1) Fire år efter skrev Edm. Johansen, ingeniør ved Københavns Kommunes vejafdeling, en artikel i Dansk Vejtidsskrift om færdselsregulering og færdselsregler i ti lande. I artiklen gav han den nye tavlebekendtgørelse fra 1932 et par ord med på vejen.(2) Han ærgrede sig over, at de danske tavler ikke stemte mere overens med de internationale færdselstavler, der var besluttet i Genéve året før.
Men de nye skilteregler i færdselsloven kunne måske få bugt med de lettere anarkistiske tilstande på skilteområdet, som der herskede i landet her i starten af 30´erne:
”Endnu behøver man dog ikke at komme meget rundt i Landet for at finde Skilte af den mest besynderlige Farve og Form. Navnlig synes det at være en udbredt Mening, at den røde Farve pynter i Landskabet, og man kan endog finde Vejstrækninger, der i begge ender er forsynede med røde Skilte, medens der dog paa samme Vejstrækning kan findes baade Porte og Garageanlæg, hvortil det ikke havde været Meningen at spærre for Tilkørsel. Dette fremmer ikke færdselssikkerheden.”(3)
Færdselstavlerne fik en central placering i den nye lovs § 4. Og i den efterfølgende skiltebekendtgørelse blev der givet helt klare regler for skiltenes farver, bogstavtyper- og størrelser m.m. Det var stadigvæk politiet, der bestemte hvor tavlerne måtte sættes op, og Justitsministeriet udstak reglerne for hvordan de skulle se ud. Men som noget nyt, forsøgte loven at beskytte færdselsskiltene på flere måder. F.eks. forbød loven reklametavler langs vejene og for tæt på de rigtige færdselstavler. Politiet fik også bemyndigelse til at kræve, at andre indretninger og tavler ved vejene blev fjernet. Og der blev indført en væsentlig bestemmelse, som beskyttede tavlerne mod ødelæggelse. Nu blev det forbudt at ”flytte, borttage, forvanske, tilsmudse eller beskadige lovligt anbragte tavler…”(4) Det havde været svært at få standset ødelæggelsen af emaljetavler, men med denne bestemmelse var man kommet et stort skridt videre.
Det var også nyt, at færdselsloven ligestillede alle typer trafikanter. Nu blev cyklister, ridende og kørsel med trækvogn også underlagt færdselsreglerne. De skulle følge skiltningen ligesom bilisterne.
Dannebrogsfarvede advarselstavler
”Da de gennembrudte Trekanter ikke altid er lige synlige i Terrænet, og da de ikke kan give nogen Refleksvirkning af Lyset fra Motorkøretøjernes Lygter, og da den gule Farve var vanskelig at faa lysægte, bestemmer Justitsministeriets Bekendtgørelse, … at de skal udføres i de nationale Farver – rødt og hvidt,…”(5) En politimester fra Varde, der i 1928 havde indsendt en klage over de gule, trekantede advarselstavler til ”Auto”-bladet, fik fire senere sit ønske om dannebrogsfarvede vejskilte opfyldt.
Emaljetavlen var tilbage, nu med en forhøjet rød kant. Skiltet blev atter udført i en massiv, hvid plade. Advarselssymbolet blev nu også rødt i stedet for hvidt. Det blev også tilladt at gøre skiltene reflekterende med refleksglas. ”Katteøjnene” på de gamle skilte havde ikke givet den ønskede effekt, men var sat op i mangel af bedre. Det var ikke muligt at gøre emaljetavlerne reflekterende.
Det fælles Vejtavleudvalg for FDM og KDAK lovede at betale for opsætning af de nye advarselstavler, men kun på landevejene. Klubbernes bogstaver og ”Det Fælles Vejtavleudvalg” kom til at stå på et ovalt mærke nederst midtfor på de nye advarselstavler.
I 1932 blev de fem advarselstavler dannebrogsfarvede.
Skilt med udråbstegn!
Skitse af det nye internationale
faretegn fra 1931.
På den internationale færdselskongres i 1931 kom et helt nyt internationalt faretegn på banen. Symbolet i midten af det trekantede skilt var et udråbstegn. Skiltet skulle blot gøre opmærksom på en fare. I Danmark havde man den danske advarselstavle til at gøre opmærksom på en fare. På tavlen stod ”Auto Giv Agt”, men den havde aldrig været med i de ældre tavlebekendtgørelser. I den nye tavlebekendtgørelse fra 1932 blev den nye internationale tavle med udråbstegn derimod repræsenteret på fire skilte. Det røde udråbstegn var placeret på hvid baggrund og havde den røde, trekantede ramme udenom.
Det ene fare-skilt bar kun tavlen med udråbstegnet. Det skulle advare trafikanterne om andre farer og at forsigtighed var påkrævet. De tre andre tavler fik derimod forskellige rektangulære undertavler, der oplyste om den konkrete fare og hvorfor man skulle køre forsigtigt. På den ene undertavle stod der ”Spor”, og det advarede om andre spor end ubevogtet jernbaneoverskæring, f.eks. roe-, teglværks- eller mergelspor. På den anden undertavle stod der ”Skole” og det skulle sættes op ved skoler for at beskytte ”Børnene mod Farerne fra Vejfærdselen”. Den tredje og sidste undertavle skulle sættes op ved sygehus og bar teksten: ”Sygehus undgaa Støj”.
Andreaskors ved ubevogtede jernbaneoverskæringer
Der blev i 1930´erne ydet en særlig indsats for at sikre trafikken ved de ubevogtede jernbaneoverskæringer, men det var ikke nok at sætte et skilt op. Der måtte noget mere til for at undgå dødsulykkerne. I 1930 blev en krydsningslov vedtaget, der skulle sikre færdslen ved vejkrydsninger og sikre færdslen mellem veje og jernbaner. Ministeriet for offentlige Arbejder bekendtgjorde herefter et nyt krydsmærke i 1931, der skulle sættes op ved enkelt- og flersporede jernbaner. Året efter kom det med i den nye tavlebekendtgørelse. Sammen med krydsmærket kunne også anvendes lyssignaler.
Det første krydsmærke eller Andreaskors, som det også blev kaldt, blev sat op ved den farlige ubevogtede jernbaneoverskæring ved Vangede Station. Afmærkningen var et forsøg, hvor forskellige firmaers konstruktioner blev sat op og afprøvet. Forsøgene ville vare op til 1 ½-2 år, og først herefter kunne man forvente at alle farlige niveauoverskæringer var sikret.
Internationale forbudstavler
Den internationale konvention fra 1931 anbefalede at forbudsskiltene, eller de skilte der beskrev en færdselsregel, beholdt den runde form og farven rød.
På internationalt niveau havde man dog valgt at splitte tavlen ”færdsel forbudt med motorkøretøjer” op i tre nye tavler, der hver især forbød forskellige køretøjer. De tre tavler havde tegninger af hhv. en bil, en motorcykel og et skilt, hvor begge køretøjer var på. Og der blev også indført et nyt rødt skilt for ”Indkørsel forbudt” med en vandret hvid stribe i midten.
Uændrede danske forbudsskilte
I Danmark havde man hidtil benyttet et rundt, rødt skilt uden tekst til at forbyde kørsel med motorvogn, og man havde desuden et skilt der forbød kørsel med alle typer af køretøjer. Måske ville de nye internationale forbudstavler blive taget i brug, når de helt røde tavler uden tekst skulle males op f.eks. ved statsskovene, var holdningen i KDAKs blad ”Auto”. Men i 1932 kom en ny dansk bekendtgørelse for vejskilte, og i den blev der ikke ændret ved de danske forbudskilte. Udover at forbuds- og påbudstavler fremover skulle forsynes med politiets stempel eller blot ”Politiet”.
Fra 1932 kunne det gamle, prikkede forbudsskilt bruges i flere sammenhænge, bl.a. til at lukke en vej for gennemkørsel hvis et køretøj var for tungt, og til at udelukke cyklister. Det kunne også bruges til ”andre Forbud eller Paabud”, når de omfattede motor- og hestevogne, enten alene eller når de var i forbindelse med andre ”færdselsarter”. På undertavlen blev oplysninger om forbuddet eller påbuddet skrevet. I de nye tavleregler fra 1955 blev det prikkede forbudsskilt officielt afskaffet til fordel for andre internationale forbudstavler.
Ny international hastighedstavle
Den nye internationale konvention om færdselstavler fra 1931 indeholdt også et nyt, rundt hastighedsskilt med rød ring på hvid baggrund og med hastighedsbegrænsning angivet i km. I Danmark havde man i mange år brugt det rektangulære hastighedsskilt for at få folk til at køre langsommere på bestemte strækninger end den tilladte hastighed. Medlemsbladet for KDAK forventede, at man med tiden ville få det internationale hastighedskilt i Danmark, men det skete ikke i den nye tavlebekendtgørelse fra 1932, selvom den danske regering lige havde tiltrådt den internationale konvention om skilte fra 1931.
Nye regler for politiets hastighedstavler
I Danmark blev det i 1932 i stedet muligt at opsætte tre forskellige typer hastighedsskilte.
Den første type var den rektangulære, hvide tavle med max. hastighed og angivelse af den strækning, hvor hastigheden var sat ned. Politiet havde hidtil brugt denne tavle til at sætte farten ned. Den kunne dog ikke bruges til at sætte farten ned i en hel by.
Hvis politiet ville have bilisten til tage toppen af farten over et vejkryds eller i et vejsving, fik de nu mulighed for at placere en undertavle under de internationale trekantede advarselssymboler. På undertavlen kunne der f.eks. stå ”10 Km over Krydset”.
Foto: KDAK / Dansk Veteranbil Klub.
Fotoet ovenfor viser en hastighedstavle, der er hængt under en advarselstavle, for at få bilisterne til at køre langsommere over et vejkryds.
Den sidste og tredje hastighedstavle var et nyt ”Langsom” skilt. Det skulle anvendes for at få bilisten til at køre langsomt over en kort strækning, f.eks. gennem en port eller over en bro. Skiltet havde en rektangulær form og var lavet af en hvid træ- eller metalplade. ”Langsomt” var skrevet med mørkeblå skrift, og på tavlen kunne også tilføjes forhindringens art f.eks. ”Langsomt gennem Porten”.
De forskellige hastighedsskiltene hang sandsynligvis allerede i gadebilledet, og de to nye typer blev måske optaget i den nye bekendtgørelse, for at politiet kunne få styr på den måde, de blev brugt på. For i samme åndedrag ønskede myndigheder ikke længere at se hastighedstavler med tekst som ”Skridt”, ”Forsigtig Kørsel”, ”Fare” eller trusler i gadebilledet. Ord eller tegn på færdselstavler måtte kun bruges, hvis man havde fået lov af Justitsministeriet. Hvis man ville have bilisterne til at sænke farten pga. en fare på vejen, var det derimod bedre at bruge det nye internationale skilt med udråbstegn.
Skilt til fodgængere
En fodgængertunnel blev indviet under Rådhuspladsen i 1931. Ulykkesstatistikerne havde fået myndighedernes øjne op for de svage trafikanter i bytrafikken. De forskellige typer trafikanter skulle deles op, så de ikke stødte sammen. Løsningen var bl.a., at guide de gående hen til anviste overgange over kørebanen for at undgå, at de blev påkørt af sporvogne eller biler. Det første skilt for ”Fodgængerfelt” eller ”Overgang for fodgængere over kørebane” kom med i den nye skiltebekendtgørelse fra 1932. Udviklingen i antallet af fodgængerfelter gik stærkt. I 1934 var der 236 fodgængerfelter i København, og allerede fem år efter var antallet nået op på 400.
På skiltet stod ”For Gaaende”, og det havde en pil nedenunder som viste gå-retningen. Tavlen var cirkelrund og mørkeblå. Med en diameter på kun 50 cm var den 20 cm mindre end de andre blå tavler.
Foto: Dansk Vejtidsskrift 1932.
Fodgængerfelterne var afmærket med store metalnitter i to parallelle linjer over vejbanen. For at skærme de gående og lede dem hen til en fodgængerovergang blev der også sat rækværker op ved fortovet.
Foto: Dansk Vejtidsskrift 1932.
Allerede i 1929 forsøgte man at sætte gule heller op i København, der hvor gader mundede ud i hinanden. På hellerne eller refugerne (som de også blev kaldt) kunne fodgængerne standse op og vente til der var fri bane til at fortsætte over på den anden side.
Den mest populære model blev en funktionalistisk helle med gult lys.
Foto: Dansk Vejtidsskrift 1932.
Omkørsel pga. vejarbejde
Tidligere havde myndighederne brugt det tre-prikkede forbudsskilt til at afmærke, når en vej var lukket pga. vejarbejde. Men i tavlebekendtgørelsen fra 1932 kom et standardiseret vejarbejde-skilt, der på en tydelig måde viste, at en vej var spærret pga. vejarbejde, og trafikanterne derfor skulle køre en anden vej.
I tavlebekendtgørelsen fra 1932 bestod det nye vejarbejde-skilt af tre tavler, der kunne sættes op i den viste rækkefølge på samme stander.
På vejarbejde-skiltet hang i rækkefølge øverst en rektangulær, hvid tavle med en syv cm bred rød ramme. På tavlen stod ”Vejarbejde” eller en anden tekst, der forklarede hvorfor vejen var spærret, f.eks. ”Rabatten blød”, ”Vejen tjæret” eller ”Spærret for gennemkørsel”. Denne tavle kunne sagtens stilles op alene uden undertavler, hvis der ikke var omkørsel i forbindelse med et vejarbejde. Når bilerne skulle guides hen til en omkørselsvej, var det nødvendigt at sætte to undertavler op. Den midterste undertavle var en hvid, firkantet tavle. Med blå bogstaver stod der, hvor langt et stykke vej der var spærret og hvilken omkørselsvej man skulle køre. Nederst på stolpen kunne placeres en anden undertavle. Den var mindre og formet som en hvid pil med rød ramme, hvorpå der stod ”Omkørsel”.
Undertavlen med pil og teksten ”omkørsel” blev også sat op alene, for at guide den kørende hen til omkørselsvejen. Vejvæsenet kunne frit stille disse vejtavler op uden politiets godkendelse.
Foto: Århus Lokalhistoriske Arkiv.
Før vejarbejde- og omkørselsskiltet blev standardiseret i 1932, brugte vejvæsenerne også andre omkørselstavler til at omdirigere trafikken ved vejarbejde. Ovenfor ses en omkørselstavle, sat op i krydset hvor Viborgvej og Silkeborgvej mødes i Århus. Billedet er taget i oktober 1924.
Tavle ved toldsteder
På den internationale færdselskonferencen i Genève i 1931 var man også nået til enighed om et andet færdselstegn. Det var en rund forbuds-/færdselstavle med en rød ring på hvid bund. Tavlen bar teksten ”told” på landets sprog og skulle sættes op ved toldstationerne på landevejene.
I Danmark var det kun nødvendigt at sætte skiltet op ved to toldsteder nemlig ved Kruså og ved Sæd syd for Tønder. Toldtegnet var ikke med i de danske tavleregler fra 1932, men kom først med i den nye bekendtgørelse fra 1955.
Det store tavle-eftersyn
”Færdselstavlen er at ligne med et feberstillende Middel, det gælder om at fjerne Aarsagen til Feberen, ikke blot at holde Feberen nede, og det gælder om ikke oversvømme Landet med Færdselstavler, thi saa taber de endog deres feberstillende Egenskaber.”(6)
Der var ingen grund til, at der hang alt for mange færdselstavler på de danske veje. Det skabte blot forvirring og hjalp ikke bilisterne. Efter at den nye færdselslov og bekendtgørelsen om nye vejskilte var vedtaget i 1932, gik Det fælles Vejtavleudvalg for KDAK og FDM i gang med at gennemgå advarselstavler på ca. 7500 km landevej. Tavlerne kunne fjernes, hvor de mange farlige vejsving var rettet ud og hvor de mange vejkryds var lavet mere overskuelige. Desuden var bilernes bremsesystem blevet bedre, så de bremsede på alle fire hjul. Det store tavleeftersyn skulle forhåbentlig resultere i, at der blev færre tavler at orientere sig efter på landevejene.
Hovedveje og ubetinget vigepligt 1936-37
Ubetinget vigepligt på prøve
En tavle med en trekant, der var vendt så spidsen pegede nedad, blev første gang præsenteret på færdselskonferencen i Genève i 1931.
Det nye internationale tegn skulle stå der, hvor sideveje mundede ud i større veje eller hovedveje for at advare bilisterne på sidevejen om at køre varsomt ud på den befærdede vej. I KDAKs medlemsblad ”Auto” var man positivt indstillet over for dette nye internationale tegn. Især fordi reglen om højrevigepligt betød, at mange sidevejsbilister kørte med al for høj fart ud på en mere befærdet vej og forårsagede ulykker. Der var allerede planer om at stille skiltet op i Danmark i 1931. Gråsten Politikreds havde spurgt Det fælles Vejtavleudvalg om at få afmærket et par sideveje, der løb ud i landevejen mellem Aabenraa-Sønderborg ved landsbyen Bovrup.
Vigepligt og forkørselsret
I 1936 kom der en mindre revision af reglerne om højrevigepligt.(7) Det var blevet et problem, at trafikanterne på de mere befærdede veje, skulle holde tilbage ud for de små sideveje. Nu skulle bilisten, der kom fra en sidevej på højrehånd, også til at køre forsigtigt ud på den mere trafikerede vej. Hvis der ikke var frit udsyn til begge sider, skulle farten sættes ned, så han var klar til at standse. Desuden blev det bestemt at højrevigepligten ikke var gældende, når man kørte ud fra en parkeringsplads, en holdeplads, en grund eller ejendom. I stedet skulle man holde tilbage for færdslen fra begge sider. Ubetinget vigepligt blev altså indført i disse konkrete tilfælde. Justitsministeriet kunne også aftale med Ministeriet for offentlige Arbejder at færdsel fra veje og gader, som mundede ud i andre veje, også havde ubetinget vigepligt. Endvidere blev det stadfæstet at udrykningskøretøjer med signal og sporvogne havde forkørselsret i forhold til andre køretøjer.
Nye skilte på 18 danske hovedveje
Foto: Politikens Aarbog 1940. Hvem, Hvad, Hvor?
I marts 1937 barslede Justitsministeriet og Ministeriet for offentlige Arbejder med en ”Bekendtgørelse om Hovedfærdselsaarer”.(8) I den blev det bestemt hvilke veje, som ikke længere var underlagt højrevigepligten. Danmark fik nu 18 hovedveje, hvor man kunne køre uden at skulle holde tilbage for trafikanter, der kom fra sideveje på højre hånd.
Der blev fremstillet nye skilte, som skulle markere de nye hovedvejstrækninger. Dels et mindre firkantet skilt med sort ramme og gul bundfarve, hvor nummeret på hovedvejen var skrevet med sort skrift. Dette symbol eller skilt kunne også males på vej- eller kilometersten eller anbringes på standere. Symbolet for hovedvej blev en ligesidet firkant, som stod på den ene spids. Skiltet fik en rød ramme og et hvidt felt i midten. Skiltet kunne stå alene eller på en stander med hovedvejens nummer. Som advarselstegn, til at advare sidevejsbilisterne mod at køre ud på hovedvejen uden at orientere sig, blev det internationale tegn for ubetinget vigepligt brugt. Skiltet var en omvendt trekant stående på spidsen med rød ramme og hvidt midterparti.
Det sidste hovedvejsskilt gav oplysning om at ”Hovedvejen ender”. Afmærkning af de nye hovedveje blev sat i gang i løbet af foråret 1937, og var ved udgangen af året næsten tilendebragt på nær et par få kilometer.
Almindelig vigepligt i rundkørsler på hovedveje
I 1933 bragte KDAKs medlemblad ”Auto” en artikel om rundkørsler i landevejskryds. Denne form for trafikregulering var kun et byfænomen i større byer her først i 30´erne, der var ingen rundkørsler på de danske landeveje. Motororganisationerne frarådede rundkørsler, fordi folk kunne føle sig fristet til at køre til venstre mod kørselsretningen for at nå den nærmeste vej. Desuden var det også farligt, hvis bilisten overså ”midterrefugen” og kørte henover den, fordi den ikke var belyst nok.
Fire år senere var der rundkørsler på de danske hovedveje. Men hvem havde vigepligt i en rundkørsel på en hovedvej? Når man skulle køre ind på hovedvejen fra en sidevej, skulle man jo holde tilbage for trafikken til begge sider. Det gik ikke i rundkørsler, hvor trafikken fra hovedveje og sideveje mødtes, var det så kun sidevejsbilisterne, der skulle holde tilbage? Derfor blev det besluttet at indføre almindelig vigepligt i rundkørsler, dvs. opretholde højrevigepligt, dog skulle man også være agtpågivende overfor trafikken fra venstre side.
Der blev sat tavler op foran rundkørsler på hovedvejene for at vise vigepligtsreglen.(9) Tavlen var rund med en rød ring på hvid bund. Symbolet på tavlen var hovedvejssymbolet, som var streget over, nedenunder var en undertavle, hvor der stod ”Almindelig Vigepligt i Rundkørslen”.
Frem mod en ny færdselslov og skilteregler i 1955
På en verdenskonference i Genève i september 1949 vedtog FN en ny protokol om vejskilte og signaler, der afløste konventionen fra 1931. Først ti år senere blev protokollen ratificeret af Danmark. Under 2. Verdenskrig kom der ikke nye typer færdselstavler på de danske veje. I et forslag til ny vejlov i 1943 var der dog planer om at lade Ministeriet for offentlige Arbejder overtage bekostningen og fremstillingen af færdselstavler fra FDM og KDAK. Motorforeningerne var ikke glade for at skulle afgive dette hverv, som de havde delt mellem sig i Det Fælles Vejtavleudvalg.
Efter krigen blev der udsendt en betænkning om færdselstavler i 1953. Og d. 1. juli 1955 trådte en ny færdselslov i kraft, som afløste færdselsloven fra 1932. Efterfølgende blev der udstedt en bekendtgørelse om vejafmærkning. I den blev antallet af færdselstavler forøget, og udseendet på de trekantede advarselstavler blev ændret, så de fik et sort symbol i midten ligesom de har den dag i dag. I cirkulære om opstilling, udskiftning og levering af færdselstavler fra 1956 blev det officielt stadfæstet, at vejvæsenerne skulle stå for at sætte færdselstavler op i Danmark. De private motororganisationers rolle som tavleopstillere var dog allerede udfaset i løbet af 1940´erne.
Kildehenvisninger:
1) Færdselslov nr. 129 af 14. april 1932.
2) Bekendtgørelse ang. Færdselstavler og Politiets Færdselsregulering i Gade- og Vejkryds af 30. juni 1932.
3) Dansk Vejtidsskrift 1932, citat s. 6. (Ingeniør Paul Golodnoff)
4) Lov om Færdsel af 14. april 1932, § 4, stk. 4.
5) Auto 1932, citat s. 404.
6) Auto 1932, citat s. 405.
7) Lov nr. 111 om Ændring i Færdselslov nr. 129 af 14. april 1932. 7. april 1936.
8) Justitsministeriets Bekendtgørelse nr. 74 om Hovedfærdselsaarer af 20. marts 1937.
9) Bekendtgørelse nr. 296 om ændring i Justitsministeriets Bekendtgørelse nr. 74 af 20. marts 1937 om Hovedfærdselsaarer. 4. nov. 1937.
Anvendt litteratur:
Auto, årg. 1931-33.
Burchardt, Jørgen og Mette Schønberg: Lige ud ad landevejen. Med hestevogn og bil på amternes veje 1868-2006. Danmarks Vej- og Bromuseum 2006.
Dansk Vejtidsskrift, årg. 1932-38.
Jørgensen, Steffen Elmer: Fra chaussé til motorvej. Det overordnede danske vejnets udvikling fra 1761. Dansk Vejhistorisk Selskab 2001.
Københavns Færdsel … et tilbageblik. Juli 1959.
