Dronning Alexandrines Bro

Foto: Claus Kirkeberg

 

Dronning Alexandrines Bro forbinder Møn med Sjælland over Ulvsund. Broen bliver også kaldt Mønbroen. Indvielsen af Dronning Alexandrines Bro i 1943 betegner afslutningen på 1930’ernes store brobygningsperiode, der blandt gav Danmark Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen.

Initiativet til at gøre Møn landfast med Sjælland kom fra Møn i 1934. Samtlige ni sogneråd på øen samt Masnedsund Svineslagteri og Stege Sukkerfabrik (A/S De danske Sukkerfabrikker) var parat til at yde tilskud til broen, og sammen med tilskud fra Præstø Amtsråd og statens vejfondsmidler gav det mulighed for at sætte byggeriet i gang.

Omkring 1. juni 1939 startede arbejdet på broen. Udbruddet af Anden Verdenskrig september samme år rejste alvorlig tvivl om det var muligt at skaffe de nødvendige materialer til broen, men allerede i vinteren 1939 fik amtsrådet sikkerhed for stålleverancerne fra Krupp-koncernen, og byggeriet blev fortsat. De efterfølgende isvintre forsinkede byggeriet yderligere, men endelig i 1943 stod broen færdig.

Broen blev opkaldt efter Kong Christian X’s dronning, Alexandrine. Indvielsen den 30. maj 1943 blev en sand folkefest med 20.-25.000 deltagere. Dannebrog vejede over alt og broåbningen blev i høj grad en national manifestation mod den tyske besættelsesmagt. Selve åbningsceremonien blev imidlertid kort. Dronningen blev så overvældet at hun måtte opgive at holde sin tale, og kronprins Frederik (den senere Frederik IX) måtte træde til med en uforberedt, og derfor ganske kort, tale.

Dronning Alexandrines Bro er tegnet af professor Anker Engelund. Den er udformet som en buebro med 10 buefag i jernbeton, placeret under kørebanen, samt et gennemsejlingsfag, konstrueret som en stålbue med buen over kørebanen. Dronning Alexandrines Bro er 745 m lang.
 

 

Foto: Claus Kirkeberg

 

Transportministeriet

Hjemmesider.dk