Oversigtsværker
Oldtidsbåde og vadesteder
I antologien ”De ferske vandes kulturhistorie i Danmark” giver 36 fagfolk i 11 kapitler en samlet beskrivelse af det danske folks brug af de ferske vådområder fra istidens ophør til i dag.(1) Heri skriver Søren H. Andersen og Kirsten-Elizabeth Høgsbro om de overgange folk benyttede til at passere søer og åer.
Søren H. Andersen bidrager i sin artikel med en introduktion til emnet. Han formulerer en status på forskningen i de danske, arkæologiske fund der knytter sig til ”Transport på søer og vandløb i oldtiden”. I sin gennemgang af transportpassager, giver Andersen eksempler på betydningsfulde fund af stammebåde fra stenalderen (indtil 1700 f.Kr.) og bronzealderen (1700-500 f.Kr.) samt jernalderbåde (jernalderen 500 f.kr-775 e.Kr).
Endvidere behandler han trædestensrækker fundet bl.a. i Store Vildmose fra romersk jernalder (0-400 e.Kr.), i Tibirke fra førromersk jernalder (500 f.Kr.-år 0) og i Bølling sø i Midtjylland. Andersen beretter også om oldtidens vejføringer igennem vådområder. Her nævner han Sjellebro ved Randers-Ebeltoftvejens krydsning af Alling Å. Endvidere redegør han for de vejkonstruktioner der blev ført over ferskvandsområder. Forfatteren gennemgår også to vigtige brofund fra vikingetiden (775-1050 e.Kr.); nemlig Nybro nordvest for Varde ca. 761 e.Kr. og broen ved Ravning Enge i Vejle Ådal fra ca. 979-80 e.Kr. I artiklen er det desuden muligt at få et lille overblik over vognens udvikling i oldtiden.
Kirsten-Elizabeth Høgsbros artikel oplyser om vadesteder der blev brugt helt op til bilismens tid. Hun betoner Kongeåens betydning som toldgrænse, og hvordan vadesteder over denne å blev brugt til smugleri. Hun gør desuden opmærksom på at det er svært at bestemme hvor gamle vadesteder er. Således er status på den nuværende forskning at der kun er foretaget to systematiske, arkæologiske undersøgelser af overgangssteder. Det ene blev udgravet i 1970’erne i Tryggevælde Å og Stevns Å. Først i 1999-2002 blev det næste ådalsprojekt sat i gang i Skjern Ådal, hvor åpartiet blev undersøgt i den nederste del fra Borris til åens udløb i Ringkøbing Fjord.
Høgsbro opsummerer resultaterne af de to udgravninger. De har påvist mange overgangsteder helt tilbage fra yngre stenalder (3900-1700 f.Kr) og indtil nyere tid; alle har dog ikke været i brug samtidig. Nye kom til og ældre forsvandt. En undtagelse er et overgangsted fra Stevns, der blev benyttet i over 1000 år.
Georg Kunwalds oversigt fra 1964 over oldtidsveje i Danmark
I Turistforeningens årbog fra 1964 præsenterer arkæolog Georg Kunwald en oversigtstatus over de hidtidige fund af oldtidsveje i Danmark. Den opsummerer hans mangeårige udgravningsarbejde med jernalderens stenveje. Han konkluderer at der midt i 1960’erne er udført få videnskabelige undersøgelser af disse vejanlæg. Et hovedproblem er at det er vanskeligt at datere veje.
I artiklen fremsætter Kunwald sin definition af oldtidsvej: ”Oldtidsvej er en fællesbetegnelse for udbyggede veje, der enten bevisligt stammer fra tiden indtil vikingetid, eller hvor ingen forhold direkte tyder på, at de er yngre.”(2)
Allerede i 1964 havde man kendskab til mindst 50 stenbyggede oldtidsveje. Kunwald fremhæver følgende veje: Krogsbølle på Fyn, Sønderhå sogn i Thy, Borremose i Vesthimmerland, Tibirkevejen og Broskovvejene. Sidstnævnte vejanlæg blev måske udført efter romersk indflydelse.
Kunwald stiller desuden et interessant spørgsmål; nemlig hvorfor stenveje i vådområder først blev bygget i jernalderen og ikke tidligere. Som årsag giver han de klimaforandringer/-forværringer der opstod omkring 500 f.Kr.
Baggrunden for vejbyggeriets opblomstring i vikingetiden er ifølge Kunwald: ”landets politiske struktur i forbindelse med udfaldet af religionskampen”; dvs. kristendommens indførelse i Danmark. Eksempel herpå er Sjellebrovejene fra vikingetiden.
Mogens Schou Jørgensens nyere forskningsoverblik
Arkæolog Mogens Schou Jørgensen har i 1970-90’erne forsket i oldtidens veje og skrevet flere artikler og Magisterkonferens om emnet.(3) Her præsenterer vi enkelte udpluk af hans mange bidrag.
I hans artikel ”Veje, hulveje og vadesteder” fra antologien ”Bevar din arv. Danmarks fortidsminder 1937-87”, er det muligt at få en kort introduktion til oldtidsvejene og deres værdi som fortidsminde.(4) Heri berører han ligeledes de problemer der er forbundet med at bevare og datere ældre vejforløb.
Schou Jørgensen formidler et godt overblik over oldtidens ”to-vejsystem”. Denne todeling er ikke én han har fremsat. Den viser imidlertid hvordan oldtidens veje har haft en naturlig sammenhæng med det terræn og den jordbund de er ført henover. Opdelingen ser således ud:
1) ”Tørre veje” – landfærdsel. Enten i form af hjulspor, der er blevet slidt til en hulvej i bakket terræn eller brede bælter af hjulspor ved siden af hinanden.
2) Egentligt vejbyggeri der kun har været nødvendigt når vådbundsområder eller stejle skrænter skulle passeres.
Mogens Schou Jørgensen har også skrevet en forskningsstatus i 1977 der omhandler træveje og træbroer. Heri samler han de enkeltfund af træveje der er afdækket fra 1940’erne og frem, samt de store vejfund fra ådale der er udgravet op igennem 1970’erne.(5) Fundene er gengivet på et Danmarkskort tillige med at de er præsenteret enkeltvis i et medfølgende appendix. Vejene er fundet følgende steder: Tibirke, Tryggevælde-Stevns Ådal, Byrsted ved Veggerby nær Ålborg, Skalsåvejen nær Viborg, Sjellebro nær Randers og Ravning Enge i Vejle Ådal.
Schou Jørgensens systematisering af træveje og træbrofund giver et større overblik over deres tidsmæssige placering og antal. Foruden at vejenes konstruktion over tid kan følges på tæt hold.
I en artikel fra starten af 1980’erne gør Mogens Schou Jørgensen grundigt rede for ældre fund af to jyske træveje fra bronzealderen. Den ene bronzealdervej er ført over Speghøjmose. Den blev undersøgt i 1947 af Jørgen Melgaard, Nationalmuseet.(6) Der er tale om en svellevej med en bredde på 3 meter. Vejen er bygget af egetræsplanker der er kløvet, hugget til og lagt på tværs af vejen i dens fulde bredde. De træplanker, der er fundet tæt ved land, er kun lagt ovenpå et underlag af ris og grene. Hvor jordbunden har været blød, er der desuden lagt to parallelle, tilhugne træstammer under svellerne. Vejen er dateret til midten af bronzealderen.
Det andet vejfund stammer fra yngre bronzealder (før 500 f.Kr.) og blev studeret i 1944-45. Vejanlægget er fundet i Skals-ådalen nord for Viborg hvor Nationalmuseet med Knud Thorvildsen i spidsen stod for et eftersyn af denne vej. Senere er der foretaget en ny undersøgelse af vejen. Den foregik som et samarbejde mellem Viborg Stiftsmuseum, Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen. Skalsåvejen er 215 meter lang og er også en vej af kløvede træstammer kilet ind i hinanden på tværs af vejens bredde. Under træet er lagt et lag med ris og grene.
Begge veje er undersøgt med en nyere geofysisk målemetode ved brug af geo-radar. Denne metode afslører afvigelser i jordlagene, men ikke hvad de består af. Derfor supplerer arkæologerne målingerne med mindre udgravninger og/eller boringer.
Nyeste forskningsstatus på jysk landfærdsel over vådområder i middelalderen
Middelalderens infrastruktur er et emne, som ikke er behandlet særlig meget. Det er derfor til stor glæde for vejhistorikere at middelalderarkæolog Mette Busch har skrevet kandidatspeciale om landfærdslen i Jylland. Hendes speciale er én stor forskningsoversigt. Her samler hun den arkæologiske forskning om anlagte veje og broer over fugtige jordbundsområder i Jylland.(7) Tidsmæssigt strækker hendes undersøgelse sig fra slutningen af vikingetiden og middelalderen (950-1550 e.Kr.) Hun typebestemmer og kategoriserer vejfundene, og oplyser om de regler og love der vedrører vejenes vedligeholdelse og køretøjers vognbredde.
Busch har f.eks. nye argumenter og holdninger til vognudviklingen og vognenes sporvidde. Det er et vigtigt forskningsbidrag der giver et formidlingsvenligt, samlet overblik over arkæologiske fund af jyske veje og broer over vådområder i denne periode. Til specialet hører et fyldestgørende katalog over hvert enkelt vej- og brofund der er medtaget i undersøgelsen.
Derudover er Mette Buschs foredrag på Dansk Vejhistorisk Selskabs Seminar i foråret 2002 publiceret i en artikel i tidsskriftet Vejhistorie. Heri gør hun ”Generelle betragtninger over oldtidens og middelalderens veje”.(8) Artiklen giver et overblik over danske vej- og brofund fra vikingetiden og middelalderen. Hun skildrer hvordan vadesteder blev brugt før og efter vikingetidens brobyggeri. F.eks. har folk benyttet vadesteder uden anlæg, der evt. senere er blevet forbedret med sten eller planker, så de kunne bruges både til at gå og køre over. En simpel måde at komme over vådområder og åer på har været vha. en ”spang” – træstamme eller planke.
Busch beskriver hvordan træbroer er konstrueret. Bl.a. er størstedelens af vikingetidens og middelalderens broer udført som træstolpebroer efter ens principper; dvs. med en underbygning af to rækker lodrette stolper der ofte er blevet støttet med stolper stillet på skrå. Selve brooverbygningen har været af tværtømmer, der er blevet holdt sammen af strøer, hvorpå et brodæk er lagt. Dendrokronologiske undersøgelser har vist, at træbroerne løbende er blevet repareret. Levetiden for de jordgravede brostolper var på ca. 10-20 år.
Tørvegravning afdækker stenveje fra jernalderen
I 1929 finder arkæologer en stenvej på Borremoseholmen i Himmerland da en jernalderlandsby bliver afdækket. Og under tørvegravning i 1930’erne og 40’erne kommer gamle vejlinjer pludselig til syne. Det bliver startskuddet til en ny fase i den arkæologiske vejforskning. Nu får arkæologerne mulighed for at udgrave hele vejanlæg. Det er medvirkende til at forskningen ændrer sig. Tidligere har arkæologerne interesseret sig for at bestemme de ældre vejes linjeføring i nærheden af gravhøje og bopladser. Nu begynder arkæologer i stedet at udgrave og undersøge enkeltstående oldtidsvejanlæg som dukker op af tørvemulden.
Stenvejene er det sidste skud på stammen inden for oldtidsveje. De yngre stenveje kan dateres til jernalderen hvorimod veje af træmateriale er bygget allerede i stenalderen.
I mellemkrigsperioden hvor veje i vådområder bliver centrale for arkæologerne, opmåler Nationalmuseet også vejspor og hulveje på ”det tørre land”. Fredninger af disse veje bliver herefter iværksat. Det er arkæolog Georg Kunwald der er foregangsmand for undersøgelser af de ældste vejanlæg over vådområder heriblandt Tibirkevejene og Broskovvejene ved Præstø.
Tibirkevejene i Tibirke-Ellemose, Nordsjælland
I 1944 og igen året efter offentliggør Georg Kunwald sine resultater af udgravningen af stenvejen i Tibirke-Ellemose. Undersøgelsen foregår under krigen fra 1943 til 1944. Udover stenvejen afdækker de en trædestenssti og ikke mindst et træstolpeanlæg.(9) Sidstnævnte har givet forskerne mange tolkningsmuligheder. Både Georg Kunwald og Mogens Schou Jørgensen har forsøgt at nytolke dette anlæg. Tibirke-stenvejen er fra ældre jernalder (500 f.Kr.-400 e.Kr.).
Kunwald nævner i artiklen fra 1944 tillige fund af stenveje i Borremose og på enkelte andre lokaliteter i Thy, Ringkøbing, Aalborg osv. Hvorfor disse vejanlæg henhører til ældre jernalder, forklarer Kunwald: ”Det er næppe en Tilfældighed, naar alle de daterede Veje hidrører fra den ældre Jernalder. Mange gamle Vejlinier blev afbrudt, da Klimaforværringen satte de lavtliggende Strækninger under Vand. Man søgte at trodse Naturen, og Jernalderens Begyndelse blev derfor de store Vejbyggeriers Tid. Samtidig vidner Vejene om forbavsende højt udviklede Samfærdselsforhold.”(10) Det er dog spørgsmålet om Kunwalds forklaring på stenvejenes opkomst stadig er anerkendt inden for forskningen i de forhistoriske veje.
Ti år efter Kunwalds udgravninger i Tibirke fremfører Ejnar Dyggve i Årbogen ”Nationalmuseets arbejdsmark” en ny teori om vejen.(11) Han hævder at den er en helligvej til en helligdom. Et trekantet vi (kultsted) ligesom det der er fundet ved Jelling.(12)
Først i 1984 tager Georg Kunwald til genmæle mod de forskellige teorier der siden 1950’erne, er fremsat om Tibirkevejens formål.(13) Hvor førte den hen? Til en tilflugtsborg eller et helligsted? Eller er den en del af en landevej fra jernalderen? Årsagen til at stenvejen i Tibirke debatteres er ifølge Kunwald fundets beliggende ved kunstnerkoloniens sommerresistens i Tibirke bakker. F.eks. har den kendte forfatter Johannes V. Jensen og digteren Otto Gelsted skabt ekstra opmærksomhed om vejfundet. Men som tiden har vist, er ældre stenveje ikke så ualmindelige. I indlægget fra 1984 beskæftiger Kunwald sig også med den stolpesætning, der på fundtidspunktet slet ikke afføder den store interesse i offentligheden. Om stolperne har udgjort underbygningen på en bro, giver Kunwald ikke direkte svar på, men det må nye undersøgelser afdække. Blot pointerer han, at fund af fribroer i forskningen bliver tidsbestemt til vikingetiden (775-1050 e.kr.).
Mogens Schou Jørgensens fremsætter sin nye tolkning allerede i 1977. Han argumenterer for at stolpesætningen er rester efter en vej med planker eller grene som kørebane. Forudsætningen for at denne teori holder stik er at ådalen i stenalderen har været stort set tørlagt mellem holmen og fastlandet.(14) I 1983 får han til opgave at kulstof 14-datere prøver fra stolperne. Det viser sig at de kan tidsbestemmes helt tilbage til ca. 2800 f.Kr; dvs. yngre stenalder.(15) Dermed er stolperne rester efter ét af de ældste danske vejanlæg.
Tvivlen om stolpernes funktion bliver igen i slutningen af 1980’erne bragt på banen af Schou Jørgensen i en artikel om Tibirkevejens ældste vej. Artiklen er skrevet til Georg Kunwald der fylder 70 år.(16) Den nye teori, om Tibirke-forbindelsen som overgang til bopladsen på en holm, bliver igen fremført. Stolperækkernes bredde på op til 3 meter sandsynliggør at ”vejføringen” er blevet brugt til køretøjer. Det stemmer nemlig overens med en sporvidde på 1,2 meter på en tohjulet kærre fra oldtiden. Broens overbygning ikke er bevaret. Det er en væsentlig årsag til at der er usikkerhed om, hvor vidt der er tale om en fribro eller blot en grenvej.
I Schou Jørgensens konklusion argumenterer han imod teorien om en fribro: ”Det manglende system i Tibirke-stolpesætningens midterparti tyder derfor ikke på et egentligt broanlæg, ligesom stolpernes dimensioner synes for små til at bære en større overbygning – og især en overbygning der har kunnet befærdes af kørende trafik. At stolperne går helt ned til og i fast bund er et almindeligt træk ved forankring af kørebaner over blødbundede arealer.”(17)
I stedet foreslår han at det er en vejkonstruktion, der er stabiliseret i bunden med stolper og sektioner af risgærdeflet. Som grundlag for denne tolkning fremdrager han et udenlandsk fund af en 3 meter bred vejbane fra Emmerschans Moor i Holland. Denne vej er bygget af flettede konstruktioner fastgjort vha. stolper. Også engelske stisystemer fra stenalderen har risfletværk. Det eneste ”problem” med denne tolkning er at der desværre ikke er fundet sektioner af hasselrisflet ved stolpevejen i Tibirke. Schou Jørgensen forklarer det med at de kan have været skyllet væk eller genbrugt i andre overgangsteder.
Broskovvejene ved Præstø
Georg Kunwald udgraver i 1950’erne en stenvej i Broskov ved Præstø der også stammer fra jernalderen; nærmere dateret til mellem 150-375 e.kr.(18) Vejen bliver prøveudgravet i 1949 og igen grundigt undersøgt i 1953, 1956 og 1959-61. Denne udgravning afslører to veje. En middelaldervej dækker delvist den ældre vejføring fra jernalderen. Den ældste vejkonstruktion er mest regelmæssigt udført med et lag flade store sten og med randstenskanter i begge sider. Stenene er uforarbejdede, men lagt så de kiler sig ind i hinanden. Denne vejbygningskunst tolker Kunwald til på den ene side at være en vejtype, der har været tradition for at bygge, men på den anden side er der ikke omkring 1960 fundet lignende veje i Danmark. Middelaldervejen har ikke samme konstruktion som den ældre vej. Den er i stedet bygget af uensartede stenstørrelser uden systematik.
Det er muligt at Broskovejene og det tregrenede hulvejssystem på den anden side af åen (Hulebækken) har udgjort et trafikknudepunkt. Men hvor førte Broskovejene så hen? Deres endemål er ikke undersøgt nærmere i 1950’erne. Begge veje er tolket til at være landeveje der har været bygget af en myndighed eller organisation. Måske er bygherren de stormænd der er fundet begravet 7-800 meter syd for oldtidsvejen. Middelaldervejen mener forskerne er udført af kongemagten.
Enkeltfund af stenveje fra jernalderen
Jernaldervej i Store Vildmose
Arkæolog Anne-Louise Haack Olsen fremlægger resultaterne af en arkæologisk undersøgelse der er foretaget i Store Vildmose i 1981.(19) En jernalderbebyggelse er igennem årene dukket frem i Store Vildmose pga. afvanding og opdyrkning af mosen. Den arkæologiske undersøgelse er igangsat med det formål at få mere viden om den jernaldervej der siden 1960’erne er dukket frem. Fundstedet er i området Ørnefennerne, mosens nordvestlige del.
Ifølge Haack Olsen er fundet betydningsfuldt da det er den hidtidige længste oldtidsvej i Vendsyssel. Vejen er bygget af sten der ikke er forarbejdede. Den har en længde på ca. 30 meter og en bredde på 2,5 meter. Anlægget er karakteristisk for oldtidens vejanlæg da vejen er ført over en terrænsænkning hvor der i oldtiden har været et vandløb. Den bløde bund nær vandløbet har gjort det nødvendigt at anlægge en vej for at folk kunne komme tørskoet over. Ud fra fundmateriale bliver vejens datering skønnet til efter 200 e.Kr. Den er stadigvæk i brug omkring år 400 e.Kr. Vejanlægget er yngre end den boplads som er fundet syd for vejen. Da arkæologerne ikke har kendskab til oldtidsbebyggelserne umiddelbart i nærheden, ligger det stadigvæk åbent hvilken funktion vejen har haft.
Haack Olsen fremkommer med mulige tolkninger af vejens formål og funktion: 1) Vejen førte til en boplads fra samme tid der er fundet ved Stavad et par kilometer nordvest for vejen. 2) De mindre gravhøje, der er fundet i den nordlige del af Vildmosen, er også opført samtidig med vejen. 3) Nye undersøgelser kan formodentligt afdække en boplads i nærheden da der er fundet en drejekværn tæt ved vejen.
Hammelevvejen nord for Grenå
Arkæolog Niels Axel Boas fra Djursland Museum leder i 1983 en udgravning nordvest for Hammelev by nord for Grenå.(20) Den fremkomne oldtidsvej er tidsbestemt til at være ældre end den forrådskælder som arkæologerne også finder. Kælderen er fra mellem 1-50 e.Kr dvs. romersk jernalder (0 – 400 e.Kr.) og oldtidsvejen er fra førromersk jernalder. Dateringerne bygger på at forråds- eller tilflugtskælderen er bygget ind i vejsiden. Vejen bliver derfor skønnet til ikke længere at være i brug da kælderen bliver bygget. På baggrund af vejfundet har Boas fremsat følgende teori og forklaring. Han forudsætter at den dalsænkning, hvor Hjembæk/Kejserbæk i dag løber, har været et sund i oldtiden, og at Djurslands spids har været en eller to øer. Endvidere formoder han at Kejserbækken har været sejlbar, og at vejanlægget derfor er anlagt som en vej ned til ladepladsen ved bækken. Vejen er anlagt med kalkstenskærver med parallelle hjulsporssten af blankslidte kampesten. Det skyldes ifølge forfatteren at bådenes last er blevet trukket henover vejen enten af okseforspændte træslæder eller af trælle.
Udgravede vejkomplekser i ådale
Oldtids- og middelalderveje ved Stevns og Tryggevælde Åer
I 1970’ernes start har arkæologerne ikke foretaget mange undersøgelser af oldtidens ”vejvæsen”. Med arkæolog Georg Kunwald som bannerfører har interessen været at undersøge enkelte af oldtidens vejanlæg. I 1972 sammenfatter arkæolog Helge Nielsen den arkæologiske viden på området: ”Om sten- og bronzealderens vejanlæg ved vi endnu kun lidt, først fra jernalderens begyndelse dukker fundene op – velbyggede baner med stenbro og store kantsten, mindre hyppigt svelleveje.”(21) Hans tese er at nyere vejanlæg fra arkæologens samtid ligger tæt på oldtidsvejene. Derfor formoder han at vejfærdsel og veje har været præget af konservatisme gennem tiden. Nye veje er lagt tæt ved gamle færdselsårer.
Med de nye udgravninger i Stevns er det første gang at et samlet vejkompleks bliver afdækket over en længere brugsperiode. Dette arbejde giver arkæologerne et større samlet overblik over bl.a. vejbygningsteknikker, vejenes brugstid og ikke mindst vejbehovet.
Det er Køge Museum der står for hoveddelen af vejundersøgelsen ved Stevns og Tryggevælde Åer med arkæolog Torben Witt i spidsen. Museets udgravningsarbejde bliver afsluttet i starten af 1970’erne. Herefter fortsætter arkæolog Helge Nielsen undersøgelserne og fremlægger resultaterne af fundene i et par artikler.(22)
Vejfundene bliver opdelt i tre typer:
1) Spinkle, grenbyggede risveje der kan dateres tilbage til stenalderen, bronzealderen og senere.
2) Stenbrolagte veje fra jernalderen.
3) Træbroer fra vikingetiden. B.la. Varpelev-broen fra omkring år 1000.
Ud fra kulstof 14-dateringer giver Helge Nielsen et tidsskema over hvornår de tre typer veje, fra denne større, geografiske lokalitet, har været i brug.(23)
De væsentlige konklusioner er: Flere af vejene har været i brug samtidig i det første årtusinde efter vores tidsregning. De såkaldte ”Karise-veje”, der ligger tæt ved hinanden, har afløst hinanden med tiden. De mange oldtids- og middelalderveje i Stevns-området giver et indblik i den organisering og udbygning af vejnettet som datidens samfund har haft behov for at udføre.
I artiklen beskriver Helge Nielsen hver enkelt vejtype, og han præsenterer endvidere de problemstillinger som undersøgelsen har rejst.(24) Bl.a. stiller han spørgsmålet - hvilke behov har motiveret til at vejene blev bygget og efterfølgende vedligeholdt? Er det militærpolitiske bevæggrunde, der er årsag til vejanlæggene? Skyldes vejenes slitage at de er blevet brugt meget, dvs. også til civile formål? En anden teori er at trafikkens karakter har været tung og tillige været både lokal- og fjerntrafik. Spørgsmålet er, om der har været et ”organiseret marked” i Stevns, hvortil varer er blevet transporteret fra nær og fjern? Måske er det rigmænd (gravfund fra jernalderen) i området nær åen der er vejenes ophavsmænd, men det er blot én blandt mange tolkningsmuligheder.
Risby-vejene – vejkompleks fra yngre stenalder til middelalderen
I 1973 blev en stenvej (et stenlagt vad) udgravet på engen ved Risby Å nær Barså mellem Præstø og Næstved.(25) Dette næsten fuldkomne intakte vejanlæg beliggende på nordsiden af åen har en længde på 36 meter og en bredde på 3 meter. Vejen har haft en tilsvarende længde på sydsiden, men den er overpløjet. Kørebanen er anlagt med strandrullede-sten der er lagt i 3-5 lag og herefter afgrænset af en række store kantsten i hver side. Kantstenene står på lange tømmerstokke. Over åen er vejen på et 4,5 meter langt stykke anlagt som svellevej. Denne er lagt ovenpå fire store sten med et fundament af træaffald, hvoriblandt der er gjort et betydeligt vognfund af vognhjul, vognaksler og en kærre. Kulstof 14-prøver daterer vejen til vikingetiden omkring år 1000. Under stenvejen er fundet spor af flere grenveje, hvoraf én er fra yngre bronzealder. De ældre grenveje er i forskningen tolket ud fra de rækker af gravhøje, der ligger nord og syd for åen. Derved har overgangen formentligt været en del af et større vejnet og benyttet i en lang periode.
Undersøgelsen har resulteret i at vejen er fredet, og den påtænkte linjeføring for Sydmotorvejen er derfor ændret.
Nye undersøgelser i 1975-76 kortlægger langt flere vejforløb over ådalen i Risby: 4 stenlagte veje, en svellevej, en træbro og hen ved 30 ris- og grenveje.
Dateringer er ikke foretaget, men det formodes at:
1) de ældste ris- og grenveje er fra yngre stenalder.
2) grenvejene vha. kulstof 14-dateringer fordeler sig således: a) en gruppe grenveje fra yngre bronzealder b) én grenvej er fra germansk jernalder (400 – 775 e.Kr)
3) Et par stenveje er lagt ovenpå hinanden hvor den nederste ligner de vejanlæg der er fundet i Borremose, Tibirke og Stevns-vejene. Den øverste stenvej er af store flade marksten og minder om Broskovvejen.
Projekt Skjern Ådal
Arkæologerne Peter Dunn Andersen, Torben Egeberg og Mogens Schou Jørgensen m.fl. har i flere tidsskriftartikler publiceret resultaterne af arkæologiske udgravninger i årene 1999-2002 i Skjern Ådal, da Skjern Å skulle genoprettes.(26) Undersøgelser er foretaget af Torben Egeberg fra Skjern-Egvad Museum og Mogens Schou Jørgensen fra Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. De tværfaglige samarbejdspartnere i projektet er Geologisk Institut og Fysisk Institut på Aarhus Universitet, Norsk Vegmuseum, Dansk Vejhistorisk Selskab og den lokale afdeling af den amatørarkæologiske forening Nerthus.
Det arkæologiske fundmateriale har afdækket hvordan Skjern Ådal er blevet passeret i en periode på hen ved 2000 år. Starttidspunktet for dette overgangsted er omkring 500 f.Kr. Fra den første tid har arkæologerne fundet otte sæt hjulspor tæt på Skjern Åens udmunding i Ringkøbing Fjord.
Projektets nye udgravninger er undervejs blevet sammenlignet med tidligere fundmateriale, kort, luftfotos og skriftligt kildemateriale. Det har affødt nye forskningsresultater vedr. danske vadesteders og broers forløb:
1) Der er gjort vigtige kortlægninger af færdselspassager over Skjern Å på følgende lokaliteter: Deltaet, Lønborg, Skjern-Tarm, Lundenæs, Albæk og Borris. Det er påvist at de naturgivne betingelser er afgørende for hvilke passagetyper folk har benyttet for at komme over åen – såsom broer, spange, laksegårde, vadesteder og færger. Udgravningen afdækker bl.a. en ukendt træbro fra middelalderen. Denne ”nye” Skjern-bro har en bredde på 3,5 meter og en længde på mindst 50 meter. Det træ, som har været brugt til gentagne reparationer af broen, kan dateres til mellem 1105-1353 e.Kr. Ved siden af broen ligger et ældre vadested. Træbroen ligger sydvest for Skjern på vejen mellem Skjern og Tarm hvor den har ført den vestjyske Hærvej over Skjern Å.
1a) Den ”klassiske Skjern-bro”. Denne 90 meter lange bro er kendt som den længste bro i Danmark og var i funktion fra yngre middelalder (1200-1536 e.Kr.) til 1845 hvor den er ødelagt af tøbrud. Broen er genundersøgt i forbindelse med Skjern Ådal-projektet, og der er fundet rester fra mindst to andre brofaser i åen.
Hovedkonklusionen er at overgangsteder har været tilpasset de naturgivne betingelser. Denne del af Skjern Ådal-projektet dokumenterer færdslen over Skjern å fra yngre jernalder og vikingetiden indtil ca. 1800 e.Kr.
2) Som en del af Skjern Ådal-projektet har geologiprofessor Jens Tyge Møller rekonstrueret mulige vejforløb mellem Varde og Ringkøbing over Skjern Å ved at sammenholde fund af vadesteder med de ældste målebordskort.
3) Et andet projekt ved Skjern Å er ”Høj & Vad-projektet”. Det har haft til formål at undersøge rækkerne af gravhøje og deres sammenhæng med overfartsstederne over Skjern Å. Dette delprojekt bygger på Sophus Müllers gamle tese om sammenhængen mellem rækker af gravhøje og færdselsveje. Tesen er også tidligere brugt under udgravningen af Skelhøj (bronzealderhøj) ved Kongeåen. Resultaterne kan læses i en artikel skrevet af Kasper Lambert Johansen, Steffen Terp Laursen og Mads Kähler Holst publiceret I: Journal of Anthropological Archaeology 23, 2004.
1) Erik Hofmeister (red): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Aqua Ferskvands Akvarium, 2004.
2) Georg Kunwald: Oldtidsveje. I: Årbog / Turistforeningen for Danmark 1964. citat s. 10-12.
3) Mogens Schou Jørgensen:
- Veje af træ. I: Antikvariske studier bd. 1 1977. s. 147-162.
- Veje, hulveje og vadesteder. I: Bevar din arv. Danmarks fortidsminder 1937-87.1987. s 299-303.
- To jyske bronzealderveje - og en ny metode til arkæologisk opmåling. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1982. s. 142-152.
- Vejanlæg i Danmarks Forhistorie I-II. En analyse af danske samt øvrige europæiske vejanlæg med henblik på variation, udvikling, repræsentativitet samt funktion. Speciale til magisterkonferens i Forhistorisk arkæologi. September 1991.
4) Mogens Schou Jørgensen: Veje, hulveje og vadesteder. I: Bevar din arv. Danmarks fortidsminder 1937-87. s 299-303.
5) Mogens Schou Jørgensen: Veje af træ. I: Antikvariske studier bd. 1 1977. s. 147-162.
6) Mogens Schou Jørgensen: To jyske bronzealderveje - og en ny metode til arkæologisk opmåling. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1982. s. 142-152.
7) Mette Busch: Landfærdselen i Jylland 950-1550 med særlig vægt på arkæologisk materiale om anlagte veje og broer. Upubliceret speciale Afdeling for Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet 2001.
8) Mette Busch: Generelle betragtninger over oldtidens og middelalderens veje. I: Vejhistorie nr. 5 efterår 2002. s. 7-11.
9) Georg Kunwald:
- En oldtidsvej ved Tibirkebakker. I: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1944. s. 79-87.
- Oldtidsvejen over Tibirke Ellemose. I: Fra Frederiksborg Amt 1945, s. 3-17.
10) Georg Kunwald: En oldtidsvej ved Tibirkebakker. I: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1944. citat s. 86-87.
11) Ejnar Dyggve: Hvorhen førte oldtidsvejen i Tibirke. Et Vi af Jellingtype i Tibirke. I: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1955. s. 61-73.
12) Et ”vi”er et fritliggende kultsted i førkristen nordisk religion. Finn Stefánsson m.fl.: Religion/Livsanskuelse. 2. udgave. 3. oplag. Gyldendal 1995. s. 425.
13) Georg Kunwald: Ældre vej. I: Skalk 1984, nr. 4. s. 12-15.
14) Mogens Schou Jørgensen: Veje af træ. I: Antikvariske studier bd. 1 1977. s. 147-162.
15) Georg Kunwald: Ældre vej. I: Skalk 1984, nr. 4. s. 12-15.
16) Mogens Schou Jørgensen: Færdsel over stenalderfjorden. Om den ældste vej i Tibirke. I: Fortidsminder og kulturhistorie 1988. s. 157-167.
17) Mogens Schou Jørgensen: Færdsel over stenalderfjorden. Om den ældste vej i Tibirke. I: Fortidsminder og kulturhistorie 1988. citat s. 161.
18) Georg Kunwald:
- Broskovvejene. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1962. s. 149-167.
- Veje fra oldtid og middelalder i Broskov. I: Braut 1. Nordiske Vejhistoriske Studier 1996, s. 13-36.
19) Anne-Louise Haack Olsen: En nyopdukket jernaldervej i Store Vildmose. I: Vendsyssel nu og da 1982 s. 46-53.
20) Otto Rasmussen: Hammelev er mindst 2000 år gammel. I: Grenaa og omegn før og nu 1983. s. 40-42.
21) Helge Nielsen: Elverhøj-veje. I: Skalk 1972, nr. 2 1972. citat s. 5.
22) Helge Nielsen:
- Elverhøj-veje. I: Skalk 1972, nr. 2 1972. s. 3-8.
- Båden ved vejene. I: Skalk nr. 6 1973. s. 12-15.
- Oldtids- og middelalderveje ved Stevns og Tryggevælde åer. I: Årbog / Køge Museum 1970-1973, 1974. s. 27-40.
Vagner Hansen og Helge Nielsen: Oldtidens veje og vadesteder, belyst ved nye undersøgelser ved Stevns. I: Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1977. s. 72-117.
23) Helge Nielsen: Oldtids- og middelalderveje ved Stevns og Tryggevælde åer. I: Årbog / Køge Museum 1970-1973, 1974. s. 30.
24) Helge Nielsen: Oldtids- og middelalderveje ved Stevns og Tryggevælde åer. I: Årbog / Køge Museum 1970-1973, 1974. s. 27-40.
25) Mogens Schou Jørgensen:
- Risby-vejene. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1977. s. 42-51.
- Risby-vej og -vogne fra vikingetid. I: Nationalmuseets arbejdsmark. 1976. s. 170-171.
- Veje af træ. I: Antikvariske studier bd. 1 1977. s. 147-162.
26) Peter Dunn Andersen; Torben Egeberg og Mogens Schou Jørgensen: Nyt fra Skjern Bro og Vadested. I: FRAM 2000. s. 63-72.
Torben Egeberg:
- Færdslen over Skjern Å. I: Vejhistorie nr. 5 2002. s. 11-15.
- Høje hjulspor i tusindvis - færdsel i det vestjyske landskab. I: FRAM 2004. s. 44-51.
Jacob Harrekilde Jensen m.fl.: Skjern Å - naturgenopretning og arkæologi. I: Vejhistorie nr. 2 2001. s. 1-18.
Jens Tyge Møller: Vadesteder i Skjernåens delta. Gamle vejforløb afsløres. I: Geologisk nyt 2000, nr. 1. s. 6-9.
