Advarselstavler på international dagsorden 1908-09
Fire internationale advarselstegn
1. december 1908 blev det for første gang besluttet at sætte fire internationale faretegn op på landevejene. Den internationale automobilklub, Association Internationale des Automobiles Clubs Reconnus, og repræsentanter fra den internationale turistsammenslutning havde truffet den vigtige beslutning på et møde i Paris. Nu skulle bilister advares om farlige steder på vejene, også i Danmark.
De fire internationale advarselstegn var hvide symboler på en mørk, rund tavle:
1) Korsvej (symbol : et kryds)
2) Vejsving (symbol : et z)
3) Jernbaneoverskæring, både ubevogtet og bevogtet (symbol : et stakit. Symbolet blev misforstået, det skulle have været skinner på jernbanesveller)
4) Ujævn vej eller vejbump (symbol : bump eller afløbsrender på tværs af vejen. Skiltet blev mest udbredt i de sydeuropæiske lande)
Vejtavler på den første internationale vejkongres
To måneder tidligere blev den første internationale vejkongres (Congrés International de la Route) også afholdt i Paris. Vejmyndighederne i Danmark havde travlt med helt andre ting end at sætte fokus på vejskilte. Ministeriet for offentlige Arbejder deltog ikke i vejkongressen, men det gjorde den danske motorklub Dansk Automobil Klub. Det var turist- og automobilforeninger der talte bilisternes sag, både internationalt og nationalt.
På vejkongressen i 1908 kom automobilfolkene til orde og viste deres landes vejskilteforslag. Præsidenten fra den franske ”de l´Association Générale de l´Automobile” præsenterede franske vejskilte. Her ovenfor ses to tyske skilteforslag, som Hr. Cassinone fra den tyske automobilklub fremlagde på kongressen. Vejkongressen vedtog et forslag til skilte, måske på baggrund af de herres forslag. Et år senere, den 11. oktober 1909, var den første internationale automobilkonvention en realitet. Den indeholdt bl.a. bestemmelser om de fire nye faretegn.
Ingen danske vejskilte til hobbybilister
I Danmark var modstanden mod biler massiv her i 1900-tallets begyndelse. Politikerne havde indført en restriktiv motorlovgivning. Det var forbudt at køre bil på de mindre sogneveje og forbudt at køre bil om natten i vinterhalvåret. Politikere og vejfolk var ikke bjergtaget af det nye tekniske vidunder. Med nye, tjæreholdige belægninger kæmpede vejvæsenerne en hård kamp for at dæmpe den støvplage, som bilernes dæk hvirvlede op på vejene. De havde ikke tid, penge og motivation til at afmærke og sikre vejene for de knap 1000 bilister, der ejede en bil i 1910. Bilen var endnu kun en hobby for et fåtal af rigmænd, der især brugte den til at køre motorløb i ind- og udland. Meget få biler krydsede den dansk-tyske grænse og kørte sydpå. Og næsten ingen udlændige kørte den anden vej mod nord. Den eksklusive automobilskare ønskede alligevel grænseoverskridende regler for vejskiltning.
Skiltestriden på landevejene 1911-1915
Danmarks første færdselstavle
Hvornår blev den første danske færdselstavle sat op? Hidtil er der ikke givet noget entydigt svar på dette spørgsmål i vej- og færdselslitteraturen. Flere årstal har været forslået f.eks. 1907, 1911 eller 1913. Men hvilket år fandt begivenheden egentlig sted? De to danske bilklubber Dansk Automobil Klub (i 1912 blev klubbens navn ændret til Kgl. Dansk Automobil Klub / KDAK) og Forenede Danske Motorejere (FDM) hævdede begge, at de satte den første faretavle op i Danmark. I 1912 satte Dansk Automobil Klubs deres første tavler op, men hvornår blev FDMs tavler hængt op? I 1914 udtalte FDM, at klubben havde sat de første tavler op på Skyttehusvej i Vejle, men desværre ikke hvornår.
Grønt lys med lidt betænkelighed
Dansk Automobil Klub henvendte sig tidligere end FDM til de offentlige myndigheder, for at få lov til at sætte internationale vejtavler op i Danmark. Klubbens ansøgning blev sendt til amtsrådene straks efter den 11. oktober 1909, hvor den internationale automobilkonvention var formuleret. Inden marts 1911 lå det første positive svar fra Københavns amt. Klubben havde fået grønt lys til at sætte tavler op. I martsnummeret af klubbens blad ”Auto-cyclen” blev nyheden overbragt til medlemmerne. Amtsvejinspektør Winkel fra Københavns amt havde givet foreningen lov til at sætte internationale skilte op på Helsingørvejen og Roskildevejen. Men han var dog betænkelig ved, at det var ham som skulle give tilladelsen. Han mente derimod, at det var politimyndighederne som skulle træffe beslutning i den slags sager.
I midten af oktober 1911 var hovednyheden på forsiden af Dansk Automobil Klubs medlemsblad, der nu havde skiftet navn til ”Auto”, at klubben måtte stille skilte op på landeveje i hele landet. Men i første omgang ville klubben kun sætte skilte op på de mest befærdede ruter: København-Roskilde-Korsør, København-Helsingør, Tåstrup-Vordingborg, Nyborg-Odense-Strib og endelig fra Fredericia til Tyrstrup ved den dansk-tyske grænse. Klubben forventede at sætte 60 skilte op. En noget spæd start ville nogle måske mene, det mente FDM i hvert fald nogle år senere.
Hvor skal advarselstegnet stå?
Før skiltene kunne sættes op, skulle KDAK og amtsvejinspektørerne i fællesskab udpege de farlige steder på vejene. I juni 1912 gik rekognosceringen i gang. Formanden for sportsudvalget, Hr. redaktør Løvenskjold fandt sammen med amtsvejinspektør Winkel fra Københavns amt og amtsvejinspektør Kjærgaard fra Frederiksborg amt ud af, hvor skiltene skulle placeres på vejen fra Helsingør til København. Klubbens næstformand, Oberstløjtnant Timm, skulle sørge for at udpege farlige steder på landevejene fra Roskilde til Vejle i samarbejde med amtsvejinspektørerne fra de berørte amter. De ”farlige” steder på ruterne såsom farligt vejsving og jernbaneoverskæring, blev udpeget og afmærket ved at ”afpløkke” dem. KDAK sørgede for at fremstille og levere tavler og stolper til amtsvejvæsenerne, så de kunne sætte dem op på de udpegede steder.
Få skilte sat op i 1912
Da 1912 var ved at rinde ud, havde Kgl. Dansk Automobil Klub kun fået sat nogle få advarselstegn op på hovedruten fra København til den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Klubben havde haft en ambition om at sætte flere skilte op, nu da amtsrådene var gået med idéen. Men fordi Danmark endnu ikke havde tiltrådt den internationale automobilkonvention fra 1909, ville klubben se tiden lidt an og kun sætte skilte op i et begrænset omfang. Målet for 1913 var at opstille skilte på flere befærdede indenlandske veje. Klubben forventede at det ville tage mange år før skiltningen var tilendebragt. Allerede nu var mange emaljeskilte desværre blevet udsat for hærværk i form af stenkast.
Sådan så Dansk Automobil Klubs første runde tavler ud, fremstillet før 1912, hvor klubbens navn fik tilføjet et Kgl. foran. Desværre er de ældste advarselstavler fra KDAK gået tabt. Glud og Marstrand fremstillede de første tavler i emalje.
Foto: siticum.dk
Advarselsskilt med symbol for vejsving udført efter 1912, hvor Dansk Automobil Klubs navn var ændret til Kgl. Dansk Automobil Klub.
Foto: Danmarks Vej- og Bromuseum.
Skiltestolpen er fra museets samling.
De første advarselstavler blev sat op på hvide træstolper, som havde den fordel at de lyste op i mørket. Tavlen skulle hænge højt oppe på stolpen, nemlig 2,75 meter over jorden. Advarselsskiltet blev sat op 250 meter før den fare, som det advarede om.
Skiltestriden blusser op
Det var i maj 1914 at skiltestriden startede, efter at FDM i et indlæg i klubbens medlemsblad ”Motor” havde udråbt sig selv til at være først i skiltekapløbet. Kgl. Dansk Automobil Klub tog dog hurtigt til genmæle i klubbens eget medlemsblad ”Auto”. KDAK var ligeså overbevist om at de havde været først ude. Ikke nok med at FDM tog æren for at sætte de første tavler op, de anklagede også KDAK for at forsinke at tavlerne blev sat hurtigt op. Anklagen fortsatte ”uden at Klubben har udrettet andet end at anbringe nogle enkelte Tavler med forkerte Tegn på urigtige Steder (X-Tavler, som betyder ”Korsvej”, paa Steder, hvor der er Jernbaneoverskæring eller farlige Vejsving…)”(1) Skiltestriden var skudt i gang.
Hvem bestemte, hvor skiltet skulle stå?
Fronterne var trukket hårdt op, og det blev værre. Striden kom også til at handle om hvilken offentlig myndighed, der skulle bestemme hvor skiltene skulle stå. I 1912 havde KDAK samarbejdet med landets amtsvejinspektører og amterne om at få sat internationale tavler op på landevejene. Men den 20. september 1913 blev denne praksis ændret i et cirkulære udsendt af Justitsministeriet.(2) I cirkulæret blev det bestemt, at motororganisationerne for eftertiden skulle forhandle med politiet om skiltenes placering. Det var FDM som havde taget kontakt til ministeriet og foranlediget at cirkulæret blev udstedt. Det var KDAK godt sure over, fordi klubben allerede havde indgået aftaler med amterne om at sætte skilte op. Nu skulle de til at ”genforhandle” med politiet, de steder, hvor de endnu ikke havde fået leveret skilte til vejvæsenerne. Desuden havde FDM allerede forhandlet med ikke mindre end 70 politimestre om at stille over 400 kløverformede skilte op.
FDMs røde, kløverformede skilte skabte røre
Alle FDMs kløverformede skilte
er gået tabt. I midten af klubbens
kløveremblem var det internationale
faresymbol placeret.
Men stridens kernepunkt var dog vejskiltenes form og farve. De to foreninger var meget uenige om hvordan de skulle se ud og hvilken farve de skulle have. KDAK var overbevist om at den holdt fanen højt og efterlevede de internationale skiltestandarder ved at opsætte helt runde, mørkeblå tavler med hvide advarselssymboler. FDM gik egne veje og valgte at ansøge Justitsministeriet om at sætte deres egne skilte op, der godt nok bar de hvide, internationale symboler, men som var røde og kløverbladsformet ligesom klubbens emblem. Det skabte stor irritation hos KDAK, der indkaldte FDM til et møde for at få dem til at stoppe med at stille deres emblemskilte op. Ifølge KDAK stemte de ikke overens med den internationale konvention. I november og december 1913 tog klubben skeen i egen hånd og klagede over FDMs skilte både til Justits- og Udenrigsministeriet samt landets amtsvejinspektører og politimestre.
De internationale skilteregler
Desværre var den internationale konventions skilteregler åbne for fortolkning, da det franske forslag om ensartet farve og form ikke kom med. De danske motorklubber havde derfor rig mulighed for at give deres bud på, hvordan konventionens skilteregler skulle tolkes. FDM fremførte, at der ikke var specifikke krav til advarselstavlernes farver og form. De henviste bl.a. til at andre lande havde andre former på deres fareskilte, men det internationale symbol kunne sagtens ses alligevel. KDAK var selvfølgelig ikke enige. Deres skilte efterlevede de internationale regler, mente de. Skiltene skulle være runde og blå med hvide symboler. FDM blev dog ikke overbevist. Klubben fremførte et andet argument. Tegningerne, af de internationale advarselstavler i konventionens § 8, havde godt nok en rund baggrund, men det betød ikke at selve skiltet skulle være rundt. Og baggrunden var heller ikke blå men sort.
Kløverformede skilte lidt endnu
Justitsministeriet gik nu ind i skiltestriden og sendte den 28. april 1914 en skrivelse til FDM, hvor foreningen blev bedt om at tage kløverbladskiltene ned igen. ” at da de omhandlede Advarselstegn skal være anbragte paa Skilte af cirkelrund Form, medens de af Selskabet opstillede Skilte er kløverformede, maa Justitsministeriet herved anmode Selskabet om snarest muligt at lade de opstillede Skilte nedtage og eventuelt lade disse ombytte med cirkelrunde.”(3)
Men til KDAK store utilfredshed gav Justitsministeriet i et cirkulære af 15. maj 1914 alligevel FDM lov til at opstille ca. 400 kløverformede skilte med rød bund og hvid kant. Skiltene måtte blive stående indtil de skulle ommales, på det tidspunkt skulle FDM erstatte dem med en cirkelformet rand. Løsningen blev, at de kløverformede skilte skulle anbringes på en rund metal- eller træplade med rød kant. Ministeriet havde ingen krav til skiltenes bundfarve. Derudover havde FDM misfortolket reglerne for de nye skilte med nedsat hastighed, som politiet kunne hænge op på samme stander som advarselsskiltene. Klubben havde lavet tavler med begge oplysninger på, men fik også lov til at sætte dem op jf. cirkulæret fra 15. maj 1914. Justitsministeriet lovede at skrive rundt til landets politimestre og fortælle at skiltene godt måtte sættes op alligevel.
Klubmedlems syn på skiltestrid
Nu var der også bilister som havde en holdning til skiltestriden. Et medlem af begge motorklubber var træt af, at de to klubber skulle strides om formen og farven på de internationale vejtavler. Hele diskussionen om, hvem der først havde henvendt sig til myndigheder og fået lov til at sætte skilte op, var også irrelevant. Det var cand. polyt., godsejer Gunnar Hagemann som i et indlæg i ”Auto” manede parterne til besindighed. Om skiltene var røde eller blå eller havde forskellige former var underordnet, så længe det internationale symbol var på skiltene kunne bilisterne sagtens finde ud af at køre efter dem. I øvrigt havde skilte i udlandet også flere forskellige former.
Punktum i skiltestrid
Det endelige punktum i skiltesagen blev sat, da Justitsministeriet udsendte et nyt cirkulære d. 17. oktober 1914. Det blev præciseret at skiltene fremover skulle være cirkelrunde og have en diameter på 70 cm. Bundfarven skulle være mørkeblå og symbolet hvidt. Der måtte ikke males andet på tavlerne end de internationale tegn og klubbens navn. FDM måtte dog stadigvæk have deres kløverformede, røde tavler stående indtil de skulle ommales. FDM var tilfreds med afgørelsen: ”Med dette Cirkulæres Udsendelse vil forhaabentlig den Strid, som har staaet om Advarselstavlernes Anbringelse, være endelig afgjort til Fordel for Motorsagen i Danmark og til Tilfredshed for alle Motorejere.”(4)
Skiltekapløb
Skiltestriden var medvirkende til, at KDAK hastede med at få sat flere tavler op på Sjælland. Konsul V. Ludvigsen fra foreningen havde i midten af juni 1914 afleveret tavler og pæle til vejmændene i Københavns amt, og de var snart færdig med at stille dem op. På Lolland og Falster samt i Frederiksborg amt var der også kommet gang i skilteopsætningen. Nu skulle der også tages fat i Holbæk amt, men der var endnu ikke sat skilte op i dette amt i slutningen af 1915. Der manglede også advarselstegn i den sidste tredjedel af Frederiksborg amt og nogle ekstra i Københavns amt. Længere mod vest gik klubben også i gang. I Randers amt og Skanderborg amtsrådskreds havde klubben allerede i sommeren 1914 bestemt, hvor skiltene skulle stilles. I løbet af 1914 blev der sat 400 KDAK-tavler op. Klubben havde i alt sat 625 skilte op siden begyndelsen i 1912. Inden 1916 var der også sat skilte op på hovedruterne i Skanderborg og Aarhus amtsrådskredse og Randers amt.
Jylland fik for mange skilte
På KDAKs generalforsamling i december 1915 klagede Gunnar Hagemann over, at det var lidt tilfældigt hvor advarselstavlerne var sat op i Jylland. Der var sat så mange tavler op, at de virkede mere vildledende end vejledende. Konsul Ludvigsen som havde stået for klubbens skiltearbejde var enig i kritikken, og han forklarede at det skyldtes at der havde været en konkurrence mellem FDM og at der derfor var sat alt for mange op. Nye tider var på vej, klubberne havde afblæste striden.
Nye danske færdselstavler under skiltestriden
Politiets hastighedstavler
Den nye lov om motorkøretøjer, vedtaget 29. april 1913, gav politiet mulighed for at sætte tavler op, der påbød ”langsom kørsel” på steder, hvor der var brug for forsigtig kørsel. ”Der må ikke køres med Større Fart, end at en voksen Mand i rask gang kan følge ved siden af Køretøjet.” Dvs. ca. 8 km i timen, stod der i lovens § 24.(5) KDAK arbejdede for at politiets tavler med ”langsom kørsel” blev ændret, så der kom til at stå f.eks. ”10 km fart på skiltene”. I et cirkulære fra 20. september 1913 blev det nærmere bestemt, at der skulle stå en nedsat hastighed på politiets hastighedstavle oplyst i km, f.eks. 15 km/t foruden ”Politiet”.(6)
De offentlige myndigheder havde nu fået en tavle, som de kunne nedregulere farten med, mens de private motorklubber var i gang med at sætte egne skilte op med internationale advarselssymboler. To forskellige typer vejtavler med næsten ens advarsler var en realitet. Begge skulle få bilisterne til at udvise forsigtighed og sænke farten ved farlige forhindringer. Hvor de internationale tavler advarede om fire konkrete farer: vejsving, korsvej, jernbaneoverskæring og bump, skulle de nye hastighedstavler sættes op ved andre farer, f.eks. hvor vejen var for smal eller hvor der var dårligt udsyn for bilisterne. Men tavlen kunne også bruges til at sænke farten ved bratte vejsving.
Der gik knap et halvt år, før Justitsministeriet igen måtte præcisere de nye skilteregler i et cirkulære af 15. maj 1914.(7) Det slog fast, at politiet måtte anbringe de nye tavler ”i forbindelse med” de internationale advarselstavler. Politiets hastighedstavler var ikke overflødige, selvom der allerede var sat en faretavle op på samme sted. KDAK fortolkede cirkulærets ord ” i forbindelse med” således at de nye tavler med nedsat hastighed skulle hænge på samme skiltestander som deres internationale advarselstegn.
Sådan kom politiets første
hastighedstavle til at se ud i 1913.
Politiets tavler - KDAK imod, FDM for
KDAK var ikke begejstret for at bilisterne skulle orientere sig efter to forskellige typer tavler. Der var flere grunde til denne skepsis. Klubben var bekymret for at de udenlandske bilister blev forvirret, når de så et vejskilt med dansk tekst. Den nye lov om motorkøretøjer fra 1913, havde nemlig givet udenlandske bilister lettere adgang til at køre i Danmark. Klubben fulgte den internationale konvention med de fire enkle faresymboler, der advarede bilisten om farlige steder med ét tegn og ingen tekst. I august 1913 havde Danmark netop tiltrådt konventionen med virkning 1. maj året efter. Klubben ønskede at den blev overholdt, og at der ikke blev stillet skilte op som var i modstrid med den. Men der var også en anden bekymring at spore hos Kgl. Dansk Automobil Klub. Politiet kunne have andre interesser end at advare bilisterne om terrænvanskeligheder på vejene. Måske var der tale om en spirende færdselsregulering, hvor bilisterne kunne risikere at få bøder, hvis de ikke sænkede farten.
FDM var derimod positivt indstillet over for de nye hastighedstavler som politiet nu kunne sætte op. De tilbød endog både at levere og betale dem i Københavnsområdet, uden for København var det dog politikasserne som skulle betale.
Danmarks første forbudsskilt
I 1913 kunne man også se et helt nyt vejskilt i et cirkulære fra Justitsministeriet. Danmark havde fået sit første officielle forbudsskilt, og det var ikke internationalt. Hvornår forbudsskiltet blev udtænkt og sat op på en dansk landevej, kan nye undersøgelser forhåbentlig afdække. Skiltet blev også senere brugt i Tyskland, måske inspirationen blev hentet derfra eller omvendt? KDAK nummererede skiltet som det femte danske vejskilt, en version med overtavle blev nr. 6 og politiets hastighedsskilt fik nr. 7.
Forbudsskiltet hed i starten ”Forbudt vej” og kunne sættes op for at forbyde og udelukke biltrafik på en vej. Det var et rundt skilt med sort (senere blå) rand og hvid baggrund, symbolet var tre sorte (senere blå) prikker eller kugler.
Fra 1913 lovede Forende Danske Motorejere at levere og betale for opsætning af dette forbudsskilt, og det samme ville KDAK også gøre. Selvom KDAK var modstander af politiets hastighedsskilte med dansk skrift, accepterede klubben det nye danske forbudsskilt med tre prikker. Måske fordi det var et symbol, som bilister fra andre lande godt kendte til.
Kildehenvisninger:
1) Motor, maj 1914, citat s. 413.
2) Cirkulære til Politidirektøren i København og samtlige Politimestre. Justitsministeriet, den 20de September 1913 / Zahle. Gengivet i Motor 1913, s. 714.
3) Auto, 28. maj 1914, citat s. 463.
4) Motor, november 1914, citat s. 736.
5) Lov nr. 125 om Motorkøretøjer af 25. april 1913 § 24.
6) Cirkulære til Politidirektøren i København og samtlige Politimestre. Justitsministeriet, den 20de September 1913 / Zahle. Gengivet i Motor 1913, s. 715.
7) Cirkulære til Politidirektøren i København og samtlige Politimestre udenfor København. Justitsministeriet, den 15. Maj 1914 / Zahle. Gengivet i Motor 1914, s. 412-413.
Anvendt litteratur:
Andersen, Jesper Winther (red.): 75 år med FDM og bilen. Forlaget Motor, 1984.
Auto-cyclen, årg. 1911.
Auto, årg. 1911-15.
Cassinone, H.: Strassensignale. 1. Internationale Strassenkongress Paris 1908.
Burchardt, Jørgen og Mette Schønberg: Lige ud ad landevejen. Med hestevogn og bil på amternes veje 1868-2006. Danmarks Vej- og Bromuseum 2006.
Ibsen, E. J.: Kongelig Dansk Automobil Klubs Historie gennem 25 aar, 1901-1926. København 1926.
Jørgensen, Steffen Elmer: Fra chaussé til motorvej. Det overordnede danske vejnets udvikling fra 1761. Dansk Vejhistorisk Selskab 2001.
Martin du Gard, M.: Les Signaux D`obstacles. 1er Congrés International De La Route Paris 1908.
Motor, årg. 1913-15.
www.siticum.dk
