Fra Gedser til Ålbæk

 


Foto: Lokalsamlingen i Skagen

 

”Det er intet mindre end en Skandale, at Vejen fra Aalbæk til Skagen – Danmarks største og mest mondæne Badested – endnu i Aaret 1919 henligger som en hullet, opkørt Lyngvej. Fra Gedser til Aalbæk, altsaa næsten gennem hele Danmarks Land gaar en udmærket, vel vedligeholdt, makadamiseret Chaussé. Men saa stopper denne pludselig op og mangler de sidste Par Mil. Det er horribelt!”
Sådan skrev den senere formand for Skagen Turistforening Chr. Hansen Larsen i 1919 om vejen mellem Ålbæk og Skagen.

 
 

 


 
Foto: Lokalsamlingen i Skagen

 

Fra midten af 1800-tallet blev der anlagt jernbaner i Danmark. Vejene sov en tornerosesøvn mens togvogne buldrede frem. Ingen kunne forestille sig hvor stor en rolle bilerne skulle spille nogle årtier senere. Det er vejen mellem Ålbæk og Skagen et godt eksempel på. Her anlagde man i 1890 en let, smalsporet togbane. Til gengæld nedgraderede amtet landevejen til kommunevej, og amtet havde ikke længere nogen forpligtelser i forhold til vejen.

Togbanen løste umiddelbart problemerne med at komme frem og tilbage mellem Ålbæk og Skagen, men med bilernes indmarch i begyndelsen af 1900-tallet gav den hullede vej nu store problemer. I flere årtier frem gav vejen politiske tovtrækkerier om hvem der skulle betale en ordentlig vej til byens borgere og turister.

Der blev skrevet meget grimt om vejen i aviserne. Storm P lavede satiriske tegninger og skriverierne fik endda en turist til at afmelde sin hotelreservation. Togbanen kom også til at tjene på de turister der var i bil. En avis skrev i 1927:
”… flere Bilister, som paa Oprejsen til Skagen har faaet en Grøftetur, har sendt deres Vogn herfra med Banen. De har ikke paany turdet forcere den skrækkelige Vej.” 

Også for de 70-80 bilejere i Skagen gav vejens dårlige tilstand problemer. På et protestmøde i 1927 oprettede de vrede bilister Skagen Motorklub til at arbejde for en forbedring af vejen.

 
 

 


 
Foto: Lokalsamlingen i Skagen

 

I 1929 blev de mange protester endelig hørt. De lange forhandlinger mellem byrådet i Skagen og Hjørring amtsråd gav et positivt resultat. Med statens vejfondsmidler i ryggen besluttede de i fællesskab at anlægge en ny Ålbækvej til stor glæde for bilisterne.
Den 13. november 1932 blev den nye vej fra Ålbæk til Skagen indviet. Det var en festdag, der var flagallé i hovedgaden og 200 biler pyntet med grønt kørte fra Ålbæk til Skagen. Om aftnen spiste 175 mennesker festmiddag på Karstens Hotel, der blev holdt så mange taler at middagen varede i 5 timer. Der var god grund til at fejre indvielsen som man gjorde. I årtier havde bilejerne kæmpet for en god makadamiseret vej.
 

 


 
Foto: Lokalsamlingen i Skagen

 

 

Transportministeriet

Hjemmesider.dk