I 1876 bliver den første arkæologiske udgravning af et vejanlæg foretaget af arkæolog Sophus Müller. Fundet afdækker en vejdæmning fra middelalderen i nærheden af Sjørring voldsted i Nordjylland.(1)
Et par årtier senere fremsætter Sophus Müller i ”Vor Oldtid” en teori, der skal danne baggrund for hans undersøgelser af oldtidsvejenes beliggenhed. Han antager, at vejlinjer i oldtiden har fulgt bronzealderens gravhøje, der hvor de har ligget i lange rækker.(2)
Müller undersøger gravhøjs-tesens gyldighed i årene 1899-1902 i et område i det nordvestlige Jylland, der strækker sig fra Limfjorden og sydpå og fra Vesterhavet til øst for Viborg.
I 1904 fremlægger han undersøgelsens resultater i ”Vei og Bygd i Sten- og Bronzealderen”.(3) Heri kan man læse om den metode, han har brugt til at finde frem til gravhøjene. Ved hjælp af målebordskort fra Generalstaben har han fundet højrækkerne og de formodede vejlinjer i terrænet, herefter har han registreret og indtegnet dem på målebordskort.
I det følgende århundrede bliver gravhøjstesen anvendt meget håndfast. I 1996 gennemgår arkæolog Mogens Schou Jørgensen forskningen i danske oldtidsveje, hvor han bl.a. viser at Sophus Müller er blevet fejlfortolket. Han fastslår, at Sophus Müller ikke foretog forhastede konklusioner på baggrund af det materiale han har indsamlet på sine undersøgelsesrejser omkring år 1900. Ifølge Schou Jørgensen har Müller været tilbageholdene med at stadfæste, at der helt klart var tale om vejforløb fra oldtiden, når han fandt gravhøjrækker på tværs af vandløb.(4) Således skriver Müller i 1897: ”... at de Høirækker, der krydse Vadesteder og bøie udenom Slugter, baade ligge paa saadan Grund og have et saadant Forløb, at de med Rette kunne antages at betegne Veilinier.”(5)
Inden for oldtidsvejforskningen er det Sophus Müllers gevinst, at han opdagede en sammenhæng mellem gravhøje og oldtidens veje. Og hans hovedkonklusion er, at gravhøjene ofte lå tæt ved de eksisterende vejlinjer; dvs. vejen lå der først og siden hen blev gravhøjene bygget ved vejen.
Sophus Müllers kendte gravhøjstese er blevet debatteret i dansk oldtidsvejforskning.(6) Således har arkæolog Georg Kunwald tilsluttet sig den, idet han sammenligner de danske bronzealderhøjes placering tæt ved oldtidsvejene med Roms Via Appia Antica, hvor rige romere blev gravsat langs vejsiderne.(7) Mens andre har gjort opmærksom på gravhøjs-tesens akilleshæl. Den består i at man ikke kan bruge alle rækker af bronzealderhøje til at bestemme oldtidens vejlinjer, fordi nogle gravhøje er placeret på højdedrag. Det er usandsynligt at folk kørte med vogn over alt for stejle stigninger.
Müllers metode er senere brugt til at kortlægge vejlinjer helt op til nyere tid ud fra vejspor i terrænet. Vejlinjer er kortlagte ved hjælp af en metode, hvor ”spor” i landskabet er sammenholdt med højdekort, stednavne og skriftlige kilder. Heriblandt regnes professor ved Polyteknisk Anstalt, ingeniør J. T. Lundbyes undersøgelser i 1920´erne af ældre vejføringer i forskellige dele af landet.(8) Han tager udgangspunkt i Müllers arbejder og søger vha. ”sporidentifikations-teknik” at bestemme vejlinjers placering langt op i tiden. En metode, som har været debatteret, bl.a. af historiker Alex Wittendorff i disputatsen ”Alvej og kongevej”.(9)
I Müllers fodspor følger også historikeren Vilhelm la Cours bebyggelseshistoriske undersøgelser, der er publiceret i 1927 med titlen ”Sjællands ældste Bygder”.(10) Han forsøger at kortlægge vejenes placering på Sjælland ud fra en teori om vejliniers faste endemål, stednavne samt kort- og arkivstudier. Hans væsentligste konklusion er, at færdslen gik udenom åer og lavninger og i stedet fulgte vandskellinjerne. Teorien om at færdslen skyede vandløb er imidlertid revurderet i 1970´erne, hvor undersøgelser ved Stevns og Tryggevælde Åer har afdækket flere overgangssteder fra oldtiden.(11) Nyere udgravninger af vejkomplekser i vådområder og ådale har også vist samme resultat.(12)
Oldtidens veje ’på det tørre land’ var ikke anlagte veje med en fastlagt linjeføring i terrænet. De var enten bælter af vognspor eller tildannede hulveje i bakket terræn. Nutidens forskere er enige med Sophus Müller i, at de naturgivne betingelser til alle tider, har været en afgørende faktor for, hvor færdslen har gået. I de senere år har arkæologer igen taget Sophus Müllers gravhøjstese op til inspiration bl.a. er der set nærmere på sammenhængen mellem gravhøjenes placering og vejforløb i nærheden af Skjern Ådal.(13)
Udover at kortlægge vejenes linjer har de arkæologiske forskere før 1970 især beskæftiget sig med at datere vejanlæg. De har ønsket at få større viden om - hvornår og hvor længe oldtidens veje ’på det tørre land’ har været i brug. Det har dog alt andet lige været lettere for arkæologerne at udgrave ældre veje og broanlæg i vådområder, fordi bevaringsforholdene her har været bedre. Allerede i 1950´erne blev dateringsmulighederne forøget med introduktion af kulstof 14-dateringer. I over et halvt århundrede har det været muligt at genundersøge tidligere udgravede vej- og broanlæg og nå frem til en mere præcis datering. Nyere arkæologisk forskning gør også brug af moderne dokumentationsteknikker f.eks. luftfoto.
1) Se forskningsoversigt, der gennemgår forskningen i oldtidens veje i Danmark. Mogens Schou Jørgensen: Oldtidens veje i Danmark. I: Braut 1 Nordiske Vejhistoriske Studier 1996. s. 37-62.
2) Sophus Müller: Vor Oldtid. Danmarks forhistoriske Archaeologi almenfattelig fremstillet. Det Nordiske Forlag 1897.
3) Sophus Müller: Vei og Bygd i Sten- og Bronzealderen. Særtryk af Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie. Kjøbenhavn 1904.
4) Se forskningsoversigt, der gennemgår forskningen i oldtidens veje i Danmark. Mogens Schou Jørgensen: Oldtidens veje i Danmark. I: Braut 1 Nordiske Vejhistoriske Studier 1996. s. 37-62.
5) Ibid citat s. 24.
6) Se forskningsoversigt og metodegennemgang i Alex Wittendorff: Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Akademisk forlag 1973, s. 15-41.
7) Se Georg Kunwald: Oldtidsveje. I: Årbog / Turistforeningen for Danmark 1964. s. 8-10.
8) J. T. Lundbye:
- Vejenes Udviklingshistorie i Danmark. I: Fortid og Nutid bd. 2 1919. s. 129-143.
- Vejenes Udviklingshistorie i Himmersyssel. I: Fra Himmerland og Kjær Herred 1920. s. 417-445.
- Vejenes Udviklingshistorie på Lolland og Falster. I: Lolland Falsters Historiske Samfunds Aarbog 1920. s. 1-16.
- Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Vendsyssel i Oldtiden. I: Vendsysselske Aarbøger 1923.s. 97-118.
- Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Vardesyssel i Oldtiden. I: Fra Ribe Amt 1923.s. 52-66.
- Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Præstø Amt i Oldtiden. I: Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 1923. s. 76-92.
- Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Aarhus og Skanderborg amter. I: Aarbøger udg. Af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1925.s. 129-147.
- Veje i Danmark i ældre tid. I: Dansk Vejtidsskrift 1925.
- Oldtidsveje i Københavns Amt. I: Fra Københavns Amt 1927.
9) Alex Wittendorff: Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Akademisk forlag 1973, se s. 16-21.
10) Vilhelm La Cour: Sjællands ældste Bygder. En arkæologisk-topografisk Undersøgelse. Doktordisputats 1927.
11) Se f.eks. Helge Nielsen: Oldtids- og middelalderveje ved Stevns og Tryggevælde åer. I: Årbog / Køge Museum 1970-1973, 1974. s. 27-40.
12) Se f.eks. Torben Egeberg: Færdslen over Skjern Å. I: Vejhistorie nr. 5 2002. s. 11-15.
13) Se Torben Egeberg: Høje hjulspor i tusindvis. Færdsel i det vestjyske landskab. I: FRAM 2004. s. 44-51.
