Hærvejen – en kultur- og naturhistorisk seværdighed
Siden 1960´erne har der været stor fokus på Hærvejen som turistområde. Utallige artikler om Hærvejen som vandrerute, cykelrute og overvejelser om etablering af et Hærvejsmuseum er nogle af de initiativer, som den kendte vejrute har lagt jord og navn til.(1) Der er også udarbejdet turguider og registreret mindesmærker langs Hærvejen foruden at vejen i dag er højaktuel som vandrerute for pilgrimme.
Inden for den historiske forskning har den jyske Hærvej været genstand for stor forskningsaktivitet. Her gives en præsentation og gennemgang af forskningen i den jyske Hærvej med hovedvægten lagt på undersøgelser foretaget af Hugo Matthiessen, Mads Lidegaard, Bjørn Svensson og Henrik Becker-Christensen.
1920´-30´erne: Hærvejshistorikeren Hugo Matthiessen
Hærvejsforskningens fader, historiker Hugo Matthiessen, udgiver i 1930 og 1933 sine to hærvejsstudier. Allerede i 1927 fremfører han de metodiske overvejelser som disse studier er baseret på.(2) For datidens historieinteresserede publikum er bogen ”Hærvejen” fra 1930 meget formidlingsvenlig. Det er første gang, at en historiker samler de mange overleveringer og spor efter denne jyske nord-sydgående vejpassage og fastlægger vejforløbet bl.a. ud fra ”de tørre fødders teori”. Det vil sige, at vejen har fulgt vandskelslinjen og i videst muligt omfang undgået passage af vådområder. Historikeren Matthiessen tolker sig frem til en rekonstruktion af Hærvejens overordnede forløb på grundlag af skriftligt materiale og besigtigelsesvandringer i marken. Han foretager ikke arkæologiske udgravninger.
Efter Matthiessens forskningsmæssige nybrud bliver betegnelsen ”Hærvej” synonymt med vejstrøget langs Jyllands hovedvandskel fra Viborg til Danevirke. Han oversætter og overtager kartografen Johannes Mejers betegnelse ”rechte herr weg” fra ét af Mejers kort fra 1652, hvorpå vejforløb nær Haderslev er indtegnet.
Hærvejens alder
I 1930 ændrer Matthiessen sin holdning til, hvor gammel Hærvejen er. Den bliver stadigvæk betegnet som Danmarks ældste. Men hvor han i 1927 er enig med arkæolog Sophus Müller og historiker Vilhelm la Cour i deres syn på færdselsårens ælde, at den er benyttet fra ældre bronzealder (1700-1100 f.Kr.), hævder han i hærvejstudierne fra 1930, at den ”kun” har været i brug fra sen vikingetid; dvs. fra omkring år 1000 e.Kr.(3)
Men Matthiessens nye datering af Hærvejen står kun uimodsagt hen i kort tid, da Vilhelm la Cour i 1930 og igen i 1931 holder fast i ældre bronzealder som Hærvejens korrekte alder.(4) Historiker Henrik Becker-Christensen tilslutter sig i 1981 denne opfattelse. Og den er nu alment anerkendt inden for hærvejsforskningen.(5) Dog argumenterer arkæolog Steen Wulff Andersen på linje med Hugo Matthiessen, når han i 1983 daterer en international vejlinje i Nordslesvig, svarende til det sydligste stykke af Hærvejen, til en kort levealder på kun 1000 år.(6)
Matthiessen og teorier om ældre veje
Hugo Matthiessen hævder, at Hærvejen i middelalderen ligeledes var Jyllands vigtigste hovedvej. De vigtigste vejendemål på ruten var Viborg og Slesvig. Det var forholdsvis nyt i 1930 at tillægge vejens endemål stor betydning, når man fastlagde vejforløb. Tidligere havde Sophus Müller taget udgangspunkt i rækker af gravhøje som bevis på, at en vej lå samme sted i århundreder.(7)
I Matthiessens forfatterskab opstår gradvis en tvivl om hvorvidt vejene var anlagt før gravhøjene. I stedet fremfører han det synspunkt, at gravhøjene blev brugt som pejlemærker af datidens vejfarende. Dvs. gravhøjene lå i landskabet før vejsporene skar sig igennem færdselskorridorerne. Hans syn på vejenes fastlagte forløb fra oldtiden og frem til 1700-tallets chausséer bliver med årene også blødt op. For ham er nutidens brug af en oldtidsvej ikke dokumentation nok for, at den har været brugt uafbrudt i den mellemliggende tusindårige periode. Vejen kan have ligget ubefærdet og øde hen i flere århundreder.
Introduktion til ”Hærvejen”
Her følger en kort præsentation af opbygningen af ”Hærvejen”.(8) Et karakteristisk træk ved bogens fortællestil er, at form og indhold supplerer hinanden godt. Således er hvert kapitel i denne hærvejsfortælling bygget op efter den dagsrejse en pilgrim i 1100-tallet kunne tilbagelægge, hvis han fulgte den islandske abbed Nicolaus vejviser for pilgrimme. Det tog i alt 7 dagsrejser at gå fra Viborg til Slesvig.
I bogens indledningskapitel præsenteres nogle af de skriftlige og arkæologiske bevissteder, som Hugo Matthiessen bruger i sin argumentation for Hærvejens 1000-årige oprindelseshistorie. Heriblandt tager han udgangspunkt i topografiske pejlemærker, f.eks. de vigtigste by- og landsbydannelser, tingsteder samt runestene langs vejen ved Hedeby, Danevirke og Jelling.
I indledningen bliver læseren også gjort bekendt med den historiske udvikling, som har haft indflydelse på Hærvejens trafikale op- og nedture.
Hærvejen i middelalderen
På baggrund af hans fremstilling er det muligt at opstille fire hovedfunktioner og epoker i Hærvejens historie. De bliver brugt som pejlemærker til at kortlægge Hærvejens syvdagsforløb.Hugo Matthiessens fremstilling starter omkring år 1000 e. Kr., fordi han kun anser hærvejstrøget for at være 1000 år modsat den øvrige hærvejsforskning, der opererer med en alder på 4000-5000 år.
1) Militær og hære på Hærvejen i ældre middelalder (1050-1200 e.Kr.).
Der findes flere skriftlige vidnesbyrd om at Hærvejen blev benyttet som militærvej. F.eks. er den nævnt i beretninger om borgerkrig i Jylland i 1100-tallet, hvor militære tropper benyttede vejen. Og den er også omtalt hos Saxo i ”Danernes bedrifter” Gesta Danorum fra omkring 1200 e.Kr. og i Knytlinge Saga (danske kongers saga) skrevet ca. 1260 e.Kr.
2) Pilgrimsvejen.
Matthiessen tager udgangspunkt i færdselsberetninger fra 1100-tallet, hvor Hærvejen omtales som et led i pilgrimsruten mod syd.
3) Hærvejsfærdslen dør ud nær Haderslev.
En af de væsentligste teorier, som Matthiessen behandler i bogen, er at Hærvejsruten blev mindre befærdet fra 1200-tallet pga. handelsopblomstring og nye købstadsdannelser. Færdslen søgte ad nye vejruter og søtransporten var i fremgang. Det betød ifølge ham, at færdslen aftog kraftigt på en strækning nord og syd for Skodborg Å omkring Immervad sydvest for Haderslev.
Denne ”døde periode” i Hærvejens historie har været årsag til, at dens forløb blev tolket til at være todelt og ikke én oprindelig helhed. Men ifølge ham er det først efter 1200-tallet, at Hærvejen spaltes i to. Herefter gik den ene rute mod fra Jelling sydøst mod Kolding og den anden rute fra Viborg sydvest mod Ribe. Dette ”glemte” hærvejstykke ved Haderslev, midtervejen, forsøger Matthiessen at rekonstruere bl.a. på baggrund af den tyske kartograf Johannes Mejers kort fra 1652. Og det er ligeledes den del af Hærvejen, som de senere forskningsdiskussioner har haft mest fokus på.
4) ”Hærvejens forfaldstid”.
Hugo Matthiessen karakteriserer den aftagende trafikmængde efter 1200-tallet som ”Hærvejens forfaldstid”. Herefter udgør studedriveriet hovedtrafikken på Hærvejen indtil 1860´erne. Derfor omtales den ofte som Østjyllands hoveddrivvej.
Hærvejen som nationalt symbol
På ”Hærvejens” sidste sider findes et efterskrift skrevet af Peter Seeberg og et fyldigt noteapparat med ”Kilder og Bevissteder” som indeholder ”Historisk og arkæologisk bevisstof”.(9) Heri er det muligt at finde kildehenvisninger til et mangfoldigt skriftligt materiale lige fra Kancelliets brevbøger til Enrico Dalgas´ og Jeppe Aakjærs erindringer, begge fra 1800-tallet.
Dette vejhistoriske værk har været med til sætte Hærvejen på landkortet som et nationalt mindesmærke. Hærvejen præsenteres som Danmarkshistoriens kulturelle rygrad, og den har haft stor betydning for sønderjydernes selvforståelse. Gennem hærvejsfortællingen gennemleves Danmarkshistorien med konger, krige, katolicismens pilgrimsrejser og den lutherske reformation. Også gravhøje, runesten, kirker, hellige kilder og kroer glider forbi i denne vejhistoriske rejsefortælling indtil vejens storhedstid slutter, da studedrivertiden sætter ind.
1970-80´erne: Hærvejens topografi fortsat af Mads Lidegaard
Højskolelærer, teolog Mads Lidegaard har forsat og udbygget Hugo Matthiessens hærvejsvandringer. Fra 1975 til 1983 udgiver han 6 turbøger med nye oplysninger om den jyske Hærvej.(10) I den første turførerguide fastlægger han Hærvejens forløb fra Viborg mod syd. Et arbejde som han forsætter i de følgende år med flere etaper af Hærvejens ruter. Guiderne indeholder et righoldigt kortmateriale, hvor hver enkelt af Lidegaards rekonstruerede ruter er indtegnet i målestoksforholdene 1: 200.000, 1:150.000 og 1:30.000.
Spormetoden og kilder
For at rekonstruere Hærvejens forløb og færdsel gennem tiderne, har Mads Lidegaard benyttet spormetoden. Et metodevalg som han begrunder med ”at terrænet i sig selv tit er den bedste vejviser, hvis man søger de gamle veje”.(11) Han fortsætter med J. T. Lundbyes spormetode, hvor flere spor i landskabet bliver tillagt samme beviskraft til at rekonstruere vejlinjer efter, ligesom gravhøjrækker gjorde hos Sophus Müller.(12) Allerede i hans anden bog ”Hærvejen langs Gudenåen fra Funder til Kollemorten” fra 1976 tager han forbehold for de forhold, der er forbundet med at anvende spor i landskabet som vejindikatorer. Herunder taler han om, at det kræver arkæologiske undersøgelser at fastlægge vejens spor helt præcist.(13)
Det kildemateriale, som Mads Lidegaard har benyttet i sin genfortælling af Hærvejenes topografihistorie, er mangfoldigt. Han har fundet overleveringer og erindringer, andet skriftligt kildemateriale der giver et indblik i rejseruter og vejanlæg, stednavne, kort og de mange spor i terrænet såsom hjulspor, jordvolde, indhegninger, hulveje, diger, vadesteder, beplantning osv. Også historiske mindesmærker som kirker, gravhøje og helligkilder er anvendt foruden arkæologiske fund.
Hærvejens ruter
I forhold til Hugo Matthiessens arbejder, er Lidegaard fortaler for forskellige hærvejsruter gennem tiden. Han forsøger ikke at fastlægge én hærvejsrute, som Matthiessen gjorde. Han taler om et hærvejsstrøg, dvs. et ca. 20 km bredt vejbælte, hvor hærvejens ruter inden for dette strøg er ændret over tid. Dvs. selvom han ikke er tilhænger af, at hærvejens placering lå fast og urokkelig, omtaler han på den anden side de forskellige ruter som samme (hær)vej. Han er dog påpasselig i sine tolkninger, da han flere gange pointerer, at Hærvejens forløb er svært at fastlægge helt præcist.(14) Den retning færdslen har foretrukket var afhængig af faktorer som vejrlig og årstidernes skiften.
Hærvej(ene) syd for Viborg opdeler han i tre perioder. I denne opdeling tager han højde for at forskellige veje har været brugt til forskellige transportformål: Vogne søgte hjulsporsveje og vadesteder over vådområder med stenbund. Dyr blev helst drevet frem på det åbne land, da det ikke var rart for dem at gå i hjulspor. Og sand- eller grus i overgangsteder over åer og vandløb var bedre for dyrene end stenbelægninger.
I den første hærvejsrutefører fra Viborg amt fremlægger Lidegaard forskningsdiskussionen om Sophus Müllers højrækketeori.(15) Han er tilhænger af Müllers betragtninger om, at gravhøjene først er opført efter, at vejen var anlagt.(16) Derudover antager han at højenes navne (stednavne) kan vise den retning vejene førte hen til dvs. vejenes endemål.
Metodisk slutter han sig frem til hvor studevejene gik vha. spor i landskabet. Han kigger bl.a. efter folde og indhegninger til studene langs vejen og sigtepunkter, som studedriverne kunne navigere efter. Han hævder, at de holdt sig til de urgamle vejlinier fra oldtiden. Dog påpeger han, at disse indicier ikke kan ophøjes til en teori, da det er svært at bevise, at foldene faktisk blev brugt som studefolde.(17)
1950´-90´erne: Forskningsdebat om den sønderjyske Hærvej
Siden Hugo Matthiessen gjorde den jyske Hærvej til et fælles nationalt symbol, har vejstrøget været genstand for stor forskningsinteresse både hos fagfolk og hos lokalhistorisk interesserede især i Sønderjylland. Flere og flere brikker er blevet føjet til Matthiessens hærvejsfortælling. De har alle bidraget til at udbygge og ændre den hidtidige viden om Hærvejens oprindelseshistorie.
Redaktør Bjørn Svenssons bidrag til forskningsdebatten
Som tidligere nævnt har Hærvejens forløb i Sønderjylland været genstand for forskellige tolkninger. I slutningen af 1960´erne kommer den sønderjyske redaktør Bjørn Svensson på banen med korrektioner til Hugo Matthiessens hærvejsstudier.(18) Han fremfører nye tolkninger af Hærvejens forløb bl.a. i en kronik i Jyllandsposten fra februar 1968, hvor han fremlægger sin teori om løsning af den sønderjyske Hærvejs gåde.(19) Også i flere numre af Sønderjysk Månedsskrift forelægger han sine nye synspunkter.
Teorien om den to-delte sønderjyske Hærvej
Ifølge Svensson er kernen til gåden Hærvejens forløb ved Haderslev. Det stræk af vejen som går fra Skodborghus til Immervad, og som Matthiessen kalder for ”Den døde vej”. Svensson argumenterer for, at Hærvejen ikke har gået over Skodborghus, men i stedet har været delt i to vejgrene fra Vojens og mod nord. En vestlig gren førte over Ribe og en østlig mod Kolding.
Som hovedbelæg for denne teori om en todelt Hærvej, henviser han til det meget omtalte kort fra 1600-tals kartografen Johannes Mejer, hvorpå er tegnet ”rechte herr weg”, der fører udenom Haderslev til Kolding. Som yderligere belæg for denne antagelse fremdrager han to rejsekort fra en gejstlig kartograf Erhard Etzlaub. De to kort fra 1500 og 1501 bruger han til at sandsynliggøre, at Hærvejen ikke har fulgt Skodborgruten, fordi den ikke optræder på kortene. Teorien bygger på en ”in silentio” tolkning, dvs. når Skodborghus ikke er indtegnet på kortene, så må det have været fordi vejruten ikke eksisterer som hovedfærdselsåre på det her tidspunkt.
Bjørn Svensson har også andre belæg, der kan modbevise, at Skodborg-ruten var en del af Hærvejen. F.eks. en studeforordning fra 1475, der foreskriver, at stude ikke må drives længere sydpå end Kolding og Ribe. På baggrund af denne normative kilde, resonerer han, at når Skodborg ikke er nævnt, så var den ikke en vigtig oksedrivervej på det her tidspunkt. Endelig tager Svensson fat i borghistorien, hvor han ikke finder, at Hugo Mattiessen har belæg for at udsige noget om Skodborgs militære betydning. Han fastslår, at Hærvejens militære betydning var størst i 1100-årene. Og han fremhæver, at den sønderjyske Hærvej er en bro- og vadestedsvej modsat det nørrejyske stykke, der var en ”vandskelsvej”.
Svensson præsenterer 5 nord-sydgående hovedvejsforløb der har afløst hinanden på strækningen fra Kolding og mod Immervad: 1) Johannes Mejers ”rechte herr weg” tilkoblet den nørrejyske Hærvej over vandskellet ml. Kolding Å og Kongeåen. 2) Johannes Mejers ”Rechte herr weg” Kolding-Immervad – hovedvejsfunktion i perioden 11-1400. 3) Oksevejen fra Kolding, Haderslev, Immervad over Aller, hvor tingstedet er flyttet til i år 1562. 4) Kongevejen bygget omkring 1580 mellem Koldinghus og Haderslevhus. 5) Chausséen fra Kolding til Haderslev fra 1855.
Johannes Mejers kort og ”rechte herr weg”
Historiker Henrik Becker-Christensen publicerer i 1981 ”Hærvejen i Sønderjylland - et vejhistorisk studie fra Kongeåen til Danevirke” hvori han dementerer Bjørn Svenssons fortolkninger og dokumentation for Hærvejens sønderjyske forløb. Især kartografen Johannes Mejers kort med angivelsen af ”rechte herr weg” fra 1652 bliver nærmere undersøgt.(20) (Se nedenfor for nærmere uddybning af Henrik Becker-Christensens forskning.)
Bjørn Svensson argumenterer på ny i 1984 for Johannes Mejers ”rigtige hærvej”.(21) Dog gør Svensson selv opmærksom på unøjagtigheder på Mejers kort, hvor han har tegnet Vadsbækkens udløb direkte i Haderslev Dam, hvilket ikke var tilfældet, da den løb over i Jernhytbækkens afløb til Dammen. Og i Sønderjyske årbøger fra 1991 kan man læse Henrik Becker-Christensens nyeste indlæg i debatten om Johannes Mejers kort fra midten af 1600-tallet, og spørgsmålet om hvor det rigtige hærvejsforløb har gået nær Haderslev.(22)
Henrik Becker-Christensens hærvejsstudie fra 1981
Her følger en nærmere præsentation af Henrik Becker-Christensens studie af den sønderjyske Hærvej fra 1981.(23) Hans forskningsprojekt bliver igangsat af Fredningsstyrelsen i 1979, for at tilvejebringe en bredere kulturhistorisk viden om den sønderjyske Hærvej før fredningsplaner for vejen skulle udarbejdes, så den kunne anvendes til rekreative formål.
Det er ikke Becker-Christensens hensigt at kortlægge det præcise hærvejsforløb gennem tiden. Han tager kun udgangspunkt i de hovedruter færdslen har fulgt. Og han sætter fokus på og forklarer hvordan færdselsforskydninger er opstået.
Metoder og forskning
Henrik Becker-Christensen giver en grundig metodepræsentation, hvor han gøre rede for de kriterier, der ligger til grund for hans studier af den sønderjyske Hærvejs historiske udvikling.(24) Han anvender en metode, der kan bruges til at undersøge Hærvejens funktion og udvikling over tid.
Ifølge ham er det bedst at basere en historisk undersøgelse på samtidigt kildemateriale. Desværre kan han ikke forfølge dette metodiske princip hele vejen igennem undersøgelsen, fordi der eksisterer få skriftlige vidnesbyrd om Hærvejen før middelalderens slutning. Derfor må Becker-Christensen ty til en metode, hvor flere elementer inddrages, og hvor han forholder sig til de metodiske usikkerhedsmomenter, der er forbundet med at anvende dem. Hans kildemosaik indbefatter bl.a. anlæg af forsvarsvolde, ændringer i bebyggelsesmønstre, rejseskildringer og dagbøger fra 15-1700 tallet, stednavne, topografiske kort, kartografen Johannes Mejers kort og senere kortmateriale.(25)
Henrik Becker-Christensen gennemgår også Sophus Müllers kendte højrækkemetode.(26) Han tilslutter sig rækken af forskere, som anerkender denne metodes gyldighed til at bestemme oldtidens vejlinjer, hvis den benyttes med en række forbehold.(27)
Han fremhæver andre vejhistoriske metoder som uanvendelige til at drive vejhistoriske studier efter. Heriblandt nævnes ingeniør, professor J. T. Lundbyes metode til at rekonstruere vejnettet efter og den forskningskritik hans vejhistoriske undersøgelser har været udsat for. Lundbyes metode gik ud på at finde ældre vejlinjer på baggrund af en kombination af faktorer såsom landskabsspor, viden om terrænforhold og antagelser om at færdslens endemål har været konstante over tid. Især hans vægtning af vejsporenes udsagnskraft og teorien om de faste endemål for færdslen gennem tiderne, betoner Becker-Christensen som et hovedargument mod at benytte Lundbyes og andre lignende vejhistoriske spormetoder.(28)
Derfor fravælger han selv vejspor i landskabet, når han vil analysere sig frem til Hærvejens brugstid og den funktion vejen givetvis har haft i flere hundrede år. Ifølge ham er det kun arkæologisk daterbare vejrester, som kan tidsfastsætte vejens alder. Dog mener han ikke, at mindre udsnit af en oldtids- eller middelaldervejbelægning kan sige noget om Hærvejens samlede datering og brugstid.
Desuden har Henrik Becker-Christensen udarbejdet en grundig forskningsoversigt over hærvejsforskningen særlig med henblik på den sønderjyske del af vejen.(29) Forskningsoversigten vil ikke blive præsenteret her i sin helhed, men det et oplagt sted at starte med at læse den samt hans metodeafsnit, hvis man ønsker et solidt fundament til et videre vejhistorisk studie af ældre veje.
Hærvejens mangfoldige færdsel
Hærvejen omtales mange steder som en fastlagt jysk nord-sydgående vejrute, der har eksisteret lige siden oldtiden. Men Henrik Becker-Christensen diskuterer og præciserer, at der er tale om et hærvejsstrøg der forandrer karakter og beliggenhed med tiden.(30) For læsevenlighedens skyld bruger han dog selv betegnelsen Hærvejen, selvom han identificerer hærvejsstrøgets skiftende ruter.
Becker-Christensen uddyber færdslens foranderlige karakter ad hærvejsstrøget på en ny måde i forhold til tidligere hærvejsstudier f.eks. Hugo Matthiessens.(31) Han ser ligesom Matthiessen på den militære, religiøse og handelsmæssige funktion vejen har tjent til forskellige tider.(32) Men derudover illustrerer han hærvejsfærdslens karakter, vejenes beskaffenhed og bebyggelser langs vejen vha. rejseoplevelser fra de rejsende, der har kørt på den.(33)
Rejselivet på Hærvejens sønderjyske del bliver skildret for de århundreder, hvor samtidigt skriftligt kildemateriale har været til rådighed; dvs. primært fra 1500-tallet og fremefter. Det har ikke været muligt for forfatteren at gå i dybden med almindelig mennesker færdsel på vejene, fordi de ikke har efterladt sig rejseskildringer. De blev primært til i et højere samfundslag hos de adelige, kongelige og lærde. Becker-Christensen har som én af de eneste anlagt denne vinkel på forskningen i den sønderjyske Hærvej. Han præsenterer et helstøbt og levende billede af Hærvejens historie, idet han lader beskrivelser af færdsel og køretøjer få større indpas.
Fjernhandel på Hærvejen
Henrik Becker-Christensen kan også berette om Hærvejens betydning som handels- og oksevej.(34) Langt før vejen bliver til studedrivvej, har den været en vigtig handelsvej. Helt tilbage til oldtiden er varer ført ind og ud af landet ad denne rute.
Hvornår var der egentlig handel i Danmark og hvornår har fjernhandel fundet sted? Det er et sideløbende tema som hærvejsforskerne også har diskuteret og en diskussion som Becker-Christensen refererer. F.eks. tilhører Vilhelm la Cour og Sophus Müller den ældre opfattelse, der taler for, at fjernhandel har eksisteret på et tidligt tidspunkt. Heriblandt har tidl. rigsantikvar, professor Johannes Brøndsted også argumenteret for, at Hærvejen i Sønderjylland var en handelsrute allerede i yngre stenalder (3900 f.Kr.-1700 f.Kr.).
Men nyere forskning har gjort sig andre tanker om handlens omfang og udvekslingsradius. Den mener, at der er foregået en udveksling af varer ved spredning over korte afstande, altså ikke som den moderne betydning af fjernhandel. Som repræsentant for dette synspunkt er arkæolog Steen Wulff Andersen, som argumenterer for, at Hærvejen først fik funktion som international handelsrute i vikingetiden (775-1050 e.Kr.). Før vikingetiden havde handlen lokal karakter med gavebytning mellem småhøvdingedømmer.(35)
Becker-Christensen er pga. manglende kildemateriale påpasselig med at udsige noget om handlens tidlige karakter. Han nøjes med at konstatere, at der er gjort fund af materiale i tidlig bronzealder (1700-1100 f.Kr.) som stammer fra udlandet. Men han kan fastslå, at den største betydning og ændring i Hærvejens funktion som handelsvej er forløbet fra vikingetiden (775-1050 e.Kr.) og ind i starten af middelalderen (1050-1200 e.Kr.). På det tidspunkt opstod de første bysamfund i Danmark heriblandt Hedeby, Ribe og senere Slesvig, Flensborg, Aabenraa og Haderslev. Herefter er udenrigshandel foregået via søvejene fra de nyetablerede søkøbstæder.
Ifølge Becker-Christensen og Hugo Matthiessen har det bevirket, at strækninger af hærvejsstrøget i løbet af middelalderen ikke længere var så benyttet som tidligere. Særlig aftog den gennemgående færdslen på Hærvejens midterste stykke, fordi Ribe og Kolding blev nye centre for handlen. Becker-Christensen beretter, at det først var fra 1600-tallet, at okseeksporten via Hærvejen fik stor betydning. Denne æra holdt indtil jernbanerne blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet, og studene herefter blev transporteret i togvogne.
Forskningen og ”Den forsvundne vej”
I anden halvdel af sit hærvejsstudie analyserer Henrik Becker-Christensen tre strækninger af den sønderjyske Hærvej fra nord mod syd 1) ”Hærvejsdeltaet mellem Kongeåen og Immervad Å”; 2) ”Hærvejsstrøget fra Immervad Å til Bov” og 3) ”Fra Bov til Danevirke”. Undervejs gennemgår og kommenterer han de forskningsdiskussioner, der har været fremsat om dens forløb. De væsentligste forskningsresultater bliver præsenteret nedenfor.
Han studerer bl.a. det berømte Hærvejsdelta mellem Kongeåen og Immervad Å, ”den forsvundne vej” eller ”den døde vej”.(36) Det forsøger han at sætte ind i en bredere sammenhæng end forskningen hidtil har gjort. Fordi der kun er et spartansk kildemateriale til rådighed til at belyse emnet nærmere, inddrager han andre faktorer, der har haft betydning for færdslens retning såsom befolknings-, økonomiske-, terræn- og hydrologiske forhold.
Skodborgruten og tre andre ruter
Hos Henrik Becker-Christensen er det muligt at få et overblik over de fire ruter i oldtiden og tidlig middelalder (indtil ca. 1100-tallet), som forskerne gennem tiden har fremført og tilsluttet sig. Udover Skodborg ruten har følgende tre ruter været i spil: Plovstrup-Foldingbro-ruten, teorien om ”den delte Hærvej” og Vamdrup-Sommersted-ruten.(37)
Af disse fire ruter er teorien om Skodborgruten ældst. Den bliver allerede nævnt i midten af 1800-tallet af J. N. Schmidt og senere af historikeren A. D. Jørgensen. Tidl. rigsantikvar, professor P. V. Glob, den sønderjyske lokalhistoriker H. V. Gregersen og tidl. højskolelærer, teolog Mads Lidegaard overtager i store træk Skodborg-ruten i Hugo Matthiessens udgave, dog med mindre korrektioner. F.eks. angiver de flere vejføringer og mener at vejen er ældre end vikingetiden. Hugo Matthiessen har i sin argumentation for Skodborgruten lagt vægt på Johannes Mejers kort med ”rechte herr weg”, den såkaldte Farrisskov og et voldsted ved Skodborghus. Dog er der kun få vejspor til rådighed, der kan stadfæste vejens linjeføring.
Fortalere for Plovstrup-Folding-bro-ruten er Sophus Müller, som i 1914 imod teorien om Skodborgruten anvender gravhøjsteorien til at påvise denne vestligere rutes forløb. Han mener, at færdslens krydsning af Kongeåen foregik ved Foldingbro, hvor trafikken nordfra førtes over. Også Vilhelm la Cour taler for denne vestligere retning dog uden et knudepunkt ved Foldingbro. Han hævder, at Skodborg-ruten er en nyere rute.
Den tredje teori om ”den døde vejs” forløb bliver formuleret med teorien om ”den delte Hærvej”. Som tidligere nævnt er det Bjørn Svensson, som har stået for dette standpunkt. Den taler mod de to foregående tolkninger, der begge har Skodborg med som et punkt på deres respektive ruter. Svensson benægter, at Hærvejen har gået igennem Skodborg på noget tidspunkt. I stedet argumenterer han for to ruter fra Vojens og mod nord. Den ældste, vestlige vej gik over Volbro, Ribe og Foldingbro. Hvorimod den østligere rute mod Kolding hørte en senere tid til, og var mest befærdet i middelalderen.
Det sidste tolkningsforsøg, som Henrik Becker-Christensen gennemgår, er Vamdrup-Sommersted-ruten, hvis fortaler er Mads Lidegaard. Udover Skodborgruten har han også talt om en østlig vej fra Egtved over Kongeåen øst for Vamdrup og til Vojens. Denne mindre rute er ifølge Lidegaard i brug fra jernalderen (500 f.Kr.-775 e.Kr.) til tidlig middelalder (1050-1200 e.Kr.), men herimod taler Becker-Christensen om Lidegaards utilstrækkelige kildebelæg for denne rutes datering og eksistens.
Som konklusion på de fire forskellige tolkningsforsøg kan Becker-Christensen påvise, ”at der har eksisteret flere vejføringer, som har forbundet de kendte dele af hærvejsstrøget i Nørrejylland og Sønderjylland med hinanden. Hærvejsstrøget har i oldtiden og tidlig middelalder udvidet sig og på begge sider af Kongeåen antaget form af et ”hærvejsdelta”.(38)
Hærvejsdeltaget i middelalderen og ”rechte herr weg”
Den mest kendte forskningsdiskussion om den sønderjyske del af Hærvejen i middelalderen tager Henrik Becker-Christensen som tidligere nævnt også del i. Han opsummerer forskningsdiskussionen om ”rechte herr weg” på Johannes Mejers kort, hvor forskellige tolkninger er fremført af Hugo Matthiessen og Bjørn Svensson. Han er ikke enig i Svensson kildebelæg for vejens linjeføring i middelalderen, da det ifølge ham er for spinkelt et grundlag at slutte ud fra, bl.a. fordi det ikke er fra samtiden. Endvidere er han ikke enig med Svensson, når han på baggrund af tidlige færdselsspor fra oldtiden hævder, at der har været færdsel på dette vejstrøg i en senere periode fra 1100- til 1400-tallet.(39)
Henrik Becker-Christensens konklusion på forskningsdiskussionen om ”rechte herr weg” er følgende: ”Hvornår og hvor ”rechte herr weg” mere præcist har haft sin storhedstid vides ikke med sikkerhed. Ud fra den generelle viden om Hærvejen kan det dog antages, at den som et levn fra oldtidens vejnet levede videre i middelalderen og hermed indgik som en del af det nord-sydgående færdselsstrøg mellem Kongeåen og Immervad Å.”(40)
Becker-Christensen opstiller en ny teori, hvor han tolker eller oversætter Johannes Mejers ”rechte herr weg” til ”den højre Hærvej”, hvor en anden vejstrækning Pottervejen udgør den venstre gren af Hærvejen. Og med afsæt i forskeres udsagn tilslutter han sig deres synspunkt, at Pottervejen har eksisteret i oldtiden.
En tredje rute i Hærvejsdeltaet, Savsevejen, undersøges også nærmere. Her redegør Becker-Christensen for, at H. V. Gregersen tolkning af Savsevejens linjeføring som en del af hærvejsstrøget er for usikker.
Den sidste af de fire vejlinjer, som han tager op, er diagonalvejen fra Ribe til Toldsted. Ifølge forfatteren vidner færdslen med stude på dette vejstykke om, at den har været i brug i lang tid også i middelalderen. Og dens funktion har været at forbinde de nørre- og sønderjyske hærvejsdele. Dette syn på diagonalvejen er anderledes i forhold til Hugo Matthiessens teori om ”den døde vej”. Men han følger dog Matthiessens overordnede teori, idet han konkluderer, at færdslen på hærvejsstrøget var på retur i løbet af middelalderen bl.a. pga. befolkningsnedgang i 13-1400 tallet efter pest og krig.
Hærvejen over Urnehoved - dateringsusikkerhed
På strækningen fra Immervad Å til Bov har færdslen syd for Toldsted været spredt. Henrik Becker-Christensen hævder, at det først er sent, at Hærvejens vejlinje er ført via Oksevejen over Urnehoved og Povlskro.(41)
Det er især færdslen ved Urnehoved, som har haft forskningens interesse. Derfor gennemgår Becker-Christensen forskningens tolkninger, hvor han selv tillægger det såkaldte Olgerdige en strategisk placering som spærring. Han fastsætter at vejforløbet har været benyttet i 100-200 tallet og at der var flere vejlinjer vest om Urnehoved. I det skriftlige kildemateriale fra 14-1600 tallet f.eks. rejsebeskrivelser berettes om, at færdslen har gået vest om Urnehoved eller ”Bolderslev-ruten” som den også kaldes.
Hvornår færdslen er forskudt fra ”Bolderslev-ruten” og til Oksevejen over Urnehoved er ifølge ham svært at tidsfastsætte. Det han kan sige noget om, er, at ”Bolderslev-ruten” er opgivet i midten af 1600-tallet, men hvornår Urnehovedvejen er opstået har forskerne svært ved at bestemme.
Henrik Becker-Christensen forkaster P. V. Globs teori om, at Urnehovedvejen var en keltisk jernaldervej. Det gør han på baggrund af en gennemgang af de få arkæologiske fund, der er gjort på stedet som han sammenligner med Olgerdigets placering. Også Vilhelm la Cours og andre forskeres forsøg på at lade et tingsted på Urnehoved være indikator for en vejforbindelse, bliver modbevist af ham. Teorien bliver forkastet bl.a. fordi der ikke kan siges noget om, hvor tingstedet præcist har ligget. Han vægter i stedet Olgerdigets opførelse i 100-200 tallet som belæg for at Urnehovedvejen er bygget efter dette tidspunkt.
Henrik Becker-Christensen beskæftiger sig også med det brolagte vejstykke over Urnehoved ”Hvornhøj Stenvaes”, som Hugo Matthiessen tidligere har undersøgt. Og hans konklusion er, at det ikke er muligt at datere det. Desværre er det først nævnt i en skriftlig beretning fra 1623.
Fra Urnehoved mod Bov er færdslens ruter i forskellige perioder svær at få hold på pga. manglende materialer hertil. Selvom der er dateringsmæssige problemer, kan Becker-Christensen udlede tre ruter, hvoraf den første er yngst nemlig Oksevejen.(42) Herudover identificeres to ældre ruter. Det drejer sig om en vejføring ad Tinglev-ruten (Lovtrup, Tinglev, Bov) og en anden rute som gik over Oksekær, Øster Gejl og nordvest om Bov.
Oksevejen - datering og ruter
Den sidste del af hærvejsstrøget Fra Bov til Danevirke analyserer Henrik Becker-Christensen i kapitel 6.(43) I det første afsnit om Hærvejsstrøget i Sydslesvig kan han konstatere, at der har været stor kontinuitet i valget af hærvejsrute fra Bov til Danevirke, der på dette stykke fulgte jordbunds- og terrænforhold, men ikke vandskelslinjen ind i Angel.(44) Færdslen lagde sig på kanten af morænelandskabets lerholdige jorde mod øst og sandfladerne i midten af landet. Vest på gjorde de mere sumpede områder det ikke velegnet at bo eller færdes.
Hvor den tyske forsker Jacob Röschmann har udledt tre kronologiske adskilte ruter fra Bov til Slesvig, er Henrik Becker-Christensen mere påpasselig med at udskille faste vejlinjer som afløsere for hinanden. Han anerkender, at Oksevejen er den sidste fase i vejudviklingen, men ellers har færdslen vekslet og taget nye ruter i brug. Den ene rute har ikke afløst den anden på et bestemt tidspunkt.
Forskningsdiskussion om Hærvejen ved Flensborg
Som de andre forskningsdiskussioner om Hærvejens forløb, har rutens forløb ved Flensborg delt forskerne i to lejre. Hugo Matthiessen er fortaler for en linjeføring vest om Flensborg (Oksevejen) og Ole Harck har argumenteret for ”den krumme vej” gennem Flensborg by. Han anser den vestligere Oksevej udenom byen for at være en realitet først efter 1500.(45) Becker-Christensen går ikke nærmere ind i denne forskningsdiskussion, men vedholder sit hidtidige standpunkt om ruternes mangfoldighed inden for Hærvejsstrøget. Han anfører, at både den vestlige Oksevej og ”den krumme vej” tidsmæssigt er sene vejudviklinger.
Dog præciserer han, at færdslen i oldtiden har taget en vestligere retning end senere. Det viser vejspor i form af gravhøje mellem Bov og Frørup og vadesteder over Trene. Den såkaldte ”Margaretenweg” syd-vest for Flensborg placerer Becker-Christensen som en del af hærvejsstrøget i jernalder eller middelalderen. Hvor denne vej har været én af afløserne til den vestligere rutelinje i bronzealderen (1700-500 f.Kr.).
Endvidere opridser Henrik Becker-Christensen forholdene omkring ”Den krumme vej” til Flensborg i forhold til byens opståen. At Borgen Nyhus, der er anlagt før 1365, skal være opført som et bolværk mod angreb nordfra, er ifølge forfatteren ”et sikkert bevis på, at den ”krumme vej” også har eksisteret i tiden før 1365.”(46) Han giver flere belæg der kan dokumentere vejføringens eksistens i middelalderen før færdslen ruter blev omlagt over Kruså omkring 1800 og senere ad den østlige chaussé, der blev anlagt i midten af 1800-tallet. Ved Genforeningen i 1920 spærredes vejen af grænsen, og den er nu blind på begge sider af grænsen.
Udover ”den krumme vej” argumenterer Becker-Christensen også for, at en anden vestligere vejlinje var en del af hærvejsstrøget og i brug i middelalderen. Pga. perioder med krig og belejringer af Flensborg by var det nødvendigt for færdslen at finde andre ruter. Han søger at bestemme denne vestligere linje bl.a. forbi Oldemorstoft og Oversø.
Hærvejen ved Danevirke
Det sidste hovedafsnit i Becker-Christensens sønderjyske Hærvejsstudie tager udgangspunkt i vejstrøget vest for Slesvig.(47) Han kommer ind på hvordan, og ikke mindst hvornår, hærvejsfærdslen har forløbet ved Danevirke. Han konkluderer, at det er usikkert hvor vejen har gået ved Danevirke i yngre jernalder og i middelalderens start (ca .400-1050 e.Kr.). For 1600-tallet vedkommende begynder det skriftlige materiale at give et bedre billede af færdslen i og omkring Slesvig.
De rejsende foretrak den vestligere rute ad Oksevejen, hvis de skulle hurtigt frem. Men forfatteren sår samtidig tvivl ved, om vejen har været den foretrukne oksedriverrute på dette stræk. Forskningen har traditionelt delt sig i to lejre med Adolf Jürgens og Hugo Matthiessen på den ene side. De er fortalere for at okserne blev drevet ad oksevejen vest om Slesvig. I den anden lejr har H. Wiese og J. Bölts argumenteret for, at okserne blev drevet via vejen over Gottorp og passerede toldstedet. Henrik Becker-Christensen placerer sig midt imellem de to standpunkter, idet han hævder at okserne blev drevet ad begge veje. Og han identificerer også en tredje vej, nemlig vejen igennem Slesvig by, der stort set har fulgt Gottorpvejen.
Desværre afsluttes Henrik Becker-Christensens studie af den sønderjyske Hærvej ikke med en samlet konklusion på hans undersøgelse. Hertil må man dykke ned i delkonklusionerne i bogens enkelte afsnit. Men studiet indeholder en fyldig litteraturliste og et noteapparat, der kan bruges til at orientere sig i utrykt og trykt kildemateriale foruden i forskningslitteratur om emnet.
Kronologisk oversigt over forskningen i Hærvejen.(48)
1910´-20´erne: Arkæolog Sophus Müller og historiker Vilhelm la Cour.(49)
1920´-30´erne: Hærvejshistorikeren Hugo Matthiessen, Nationalmuseet.(50)
1940´-70´erne: Lokalhistoriker Hans Valdemar Gregersen.
1950´-60´erne: Tysk forsker Jacob Röschmann.
1950´-70´erne: Arkæolog, tidl. museumsleder Hans Neumann, Haderslev Museum.
1960´-80´erne: Redaktør Bjørn Svensson.
1970´-80´erne: Højskolelærer, teolog Mads Lidegaard.
1980´erne: Arkæolog Steen Wulff Andersen.
1980´-90´erne: Historiker Henrik Becker-Christensen.
1990´erne: Historiker Kim Furdal.(51)
Noter:
1) Se f.eks.: Jyllands-Posten: Fredning af Oksevejen. Naturfredningsnævnet for Haderslev Amtsrådskreds vil gennemføre en omfattende fredning. I: Jyllands-Posten 31.05. 1964. Olaf Aastrup: Hærvejen ekskursionsvejledning. Indhold: 2. Den sønderjyske hærvej. 1972. Vejle Amts Skolecentral, Pædagogisk håndsrækning, 9, 1972. Johannes Fosmark: Hærvejen kan blive feriens oplevelse. I: Flensborg avis 25.6. 1982. Bente Linnéa Friis: På sporet af den svundne tid. I: Berlingske tidende 14.6. 1992. Susanne Bygvrå: Hærvejsturisme og lokale virksomheder. I: Pluk fra forskning i Sønderjylland 1993, nr. 1. s. 27-32. Thomas Nykrog: På sporet af historien. I: Jyllands-posten 8.10. 2005. Efterår i Danmark, s. 4, 6.
2) Hugo Matthiessen:
- Hærvejen gennem Jylland. Introduktion til det jydske Vejnets Historie. I: Historisk Tidsskrift 1927, Festskrift til Kristian Erslev. s. 107-130.
- ”Hvornhøj stenvaes”. Det brolagte stykke af Hærvejen over Urnehoved. I: Sønderjyske Årbøger 1929-30.
- Hærvejen. En Tusindaarig Vej fra Viborg til Danevirke. En historisk-topografisk studie. København 1930.
- Viborg Veje. København 1933.
3) Vilhelm la Cour: Geschichte des schleswiges Volkes. bd. I. 1923.
4) Vilhelm la Cour: Anmeldelse af Hugo Matthiessens Hærvejen. I: Historisk Tidsskrift rk. 10 I 1930-31. Vilhelm la Cour: I: Sønderjyllands Historie. bd. I. 1930.
5) Henrik Becker-Christensen: Hærvejen i Sønderjylland et vejhistorisk studie fra Kongeåen til Danevirke. 1. oplag. Institut for Grænseregionsforskning. 1981.
6) Steen Wullf Andersen: Hærvejen og bebyggelsen i Nordslesvig i den ældre bronzealder. I: Sønderjysk månedsskrift årg. 59, nr. 11/12 1983. s. 357-365.
7) Læs mere om Sophus Müllers højrækketeori på museets hjemmeside i forskningsoversigten ”Gravhøje og oldtidsveje”.
8) Hugo Matthiessen: Hærvejen. En Tusindaarig Vej fra Viborg til Danevirke. En historisk-topografisk studie. København 1930.
9) Ibid s. 115-135.
10) Mads Lidegaard:
- Den jyske hærvej fra Hjøllund til Knudstrup. I: Fra Viborg amt 1955. s. 72-90.
- Hærvejen i Viborg amt. Schultz, 1975.
- Hærvejen langs Gudenåen fra Funder til Kollemorten. Schultz, 1976.
- Hærvejen i Vejle Amt. Schultz, 1977.
- Hærvejen over Kongeåen fra Vejle Å til Vojens. Schultz, 1979.
- Hærvejen mod grænsen fra Vojens til Padborg. Schultz, 1980.
- Hærvejen i Himmerland. Schultz, 1983.
- Ravvejen fra Vendsyssel til Frisland. København 1988.
- Hærvejen fra Limfjorden til Dannevirke. En turfører. Nyt Nordisk Forlag, 1992.
- Spor i lyngen. I: Egnsbogen: Bording/Engesvang/Ikast 2001. s. 17-28.
- Han Herreds "Molslinje" i oldtiden. I: Han Herred bogen 2005. s. 51-58.
11) Mads Lidegaard: Hærvejen langs Gudenåen fra Funder til Kollemorten. Schultz, 1976. citat s. 11.
12) Læs mere om Sophus Müllers højrækketeori på museets hjemmeside i forskningsoversigten ”Gravhøje og oldtidsveje”.
13) Mads Lidegaard: Hærvejen langs Gudenåen fra Funder til Kollemorten. Schultz, 1976. se s. 11ff.
14) Mads Lidegaard: Hærvejen i Viborg amt. Schultz, 1975. se s. 57ff.
15) Mads Lidegaard: Hærvejen i Viborg amt. Schultz, 1975.
16) Læs mere om Sophus Müllers højrækkesteori på museets hjemmeside i forskningsoversigten ”Gravhøje og oldtidsveje”.
17) Mads Lidegaard: Hærvejen i Viborg amt. Schultz, 1975. se s. 29.
18) Bjørn Svensson:
- Den delte Hærvej. I: Sønderjysk Månedsskrift 1967.
- Rechte herr weg. I: Sønderjysk Månedsskrift 1967.
- Den punkterede hærvej. I Jyllands-Posten, 9. februar 1968, kronik.
- ”E svensk postvej”. I: Sønderjysk Månedsskrift 1968.
- Oksevejen Haderslev-Immervad. I: Sønderjysk Månedsskrift 1968.
- De historiske veje. I: Sønderjysk Månedsskrift årg. 48, nr. 4 1972. s. 117-125.
- Fra Hærvej til motorvej. I: Jydske Tidende 23.9. 1984.
- Smuglerveje og rette veje. I: Sønderjysk Månedsskrift årg. 60, nr. 6 1984. s. 173-177.
19) Bjørn Svensson: Den punkterede hærvej. I Jyllands-Posten, 9. februar 1968, kronik.
20) Henrik Becker-Christensen:
- Hærvejen - ikke en men flere veje. I: Vestkysten 30.10. 1980.
- Hærvejen i Sønderjylland et vejhistorisk studie fra Kongeåen til Danevirke. 1. oplag. Institut for Grænseregionsforskning. 1981.
- Johannes Mejer og "rechte herr weg". I: Sønderjyske årbøger 1991. s. 23-34.
21) Bjørn Svensson: Smuglerveje og rette veje. I: Sønderjysk Månedsskrift årg. 60, nr. 6 1984. s. 173-177.
22) Henrik Becker-Christensen: Johannes Mejer og "rechte herr weg". I: Sønderjyske årbøger 1991. s. 23-34.
23) Henrik Becker-Christensen: Hærvejen i Sønderjylland et vejhistorisk studie fra Kongeåen til Danevirke. 1. oplag. Institut for Grænseregionsforskning, 1981.
24) Ibid s. 19-40.
25) Ibid s. 28-34.
26) Læs mere om Sophus Müllers højrækketeori på museets hjemmeside i forskningsoversigten ”Gravhøje og oldtidsveje”.
27) Henrik Becker-Christensen: Hærvejen i Sønderjylland et vejhistorisk studie fra Kongeåen til Danevirke. 1. oplag. Institut for Grænseregionsforskning, 1981.
s. 22-24.
28) Ibid s. 24-28.
29) Ibid s. 34-38.
30) Ibid s. 38-40.
31) Ibid s. 41-72.
32) Ibid s. 42-54.
33) Ibid s. 54-72.
34) Ibid s. 54-63.
35) Steen Wullf Andersen: Hærvejen og bebyggelsen i Nordslesvig i den ældre bronzealder. I: Sønderjysk Månedsskrift årg. 59, nr. 11/12 1983. s. 357-365.I: Nordslesvigske museer bd. 10 1983. s. 53-62.
36) Ibid s. 73-127.
37) Ibid s. 74-82.
38) Ibid citat s. 81.
39) Ibid s. 118-120.
40) Ibid citat s. 120.
41) Ibid s. 150-160.
42) Ibid s. 160-177.
43) Ibid s. 178-223.
44) Ibid s. 178-180.
45) Ibid s. 180-200.
46) Ibid s. 191.
47) Ibid s. 210-223.
48) Her på museets hjemmeside kan du finde en litteraturoversigt med henvisninger til litteratur om Hærvejen.
49) Sophus Müller: Sønderjyllands Bronzealder. I: Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. 1914. Vilhelm la Cour: Geschichte des schleswigschen Volkes. Bd. I, 1923. Vilhelm la Cour: Ollemersdiget. I: Sønderjyske Årbøger 1929-30. Vilhelm la Cour: Anmeldelse af Hugo Matthiessens Hærvejen. I: Historisk Tidsskrift rk. 10 I 1930-31.
50) En præsentation af Hugo Matthiessens vejstudier, se Alex Wittendorff: Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Akademisk forlag 1973. s. 25-27, 30-37.
51) Kim Furdal: I Hugo Matthiessens spor. I: Sønderjyske årbøger 1991. s. 5-22.
