Foto: Rudersdal Museer
Hovedlandevejene - eller chausséerne - er historien om Danmarks første planlagte og anlagte landsdækkende vejnet. Det var en gigantisk opgave som tog over 100 år. Startskuddet var en kongelig befaling i 1761 – det sidste stykke vej blev anlagt i Slesvig i 1864.
Formålet var at skabe et vejnet, der kunne sikre bedre samfærdsel, lette handelen og skaffe de rejsende bedre vilkår. Regeringen ønskede at benytte de allernyeste europæiske vejbygningsteknikker og indkaldte derfor vejingeniører fra Frankrig, hvor tidens bedste veje, chausséerne, blev anlagt.
Chausséerne brød afgørende med de gamle alfarveje:
• De blev anlagt som lige linjer gennem landskabet uden nævneværdige hensyn til terrænets naturlige kurver. Ønsket var at skabe veje med kortest mulig afstand mellem rejsemålene, og de snorlige veje, der arbejder sig over bakketop og gennem dale kan stadig ses. Fx på vejen fra København til Fredensborg, på Roskildevej på strækningen fra Valby Bakke til Tåstrup og på Køge-Vordingborgvej.
• Chausséernes kørebaner blev bygget op med flere befæstede lag i en udgravet vejkasse. Befæstningen skulle sikre mere solide veje og bedre mulighed for at dræne regnvand ud i grøfter langs siderne.
Chaussé-teknikken blev udviklet, ændret og tilpasset lokale forhold i løbet af den lange anlægsperiode. Men vi kender et konkret vejstykke, nemlig Roskildevejen, fordi professor i vejbygning Alfred Lütken tegnede og beskrev vejen i sine forelæsninger på Polyteknisk Læreanstalt i 1898. På det tidspunkt var chausseteknikken forældet og den sidste del af den oprindelige vejbane på Roskildevejen var renoveret otte år tidligere. Formodentlig stammer Lütkens viden fra denne opgravning. Et væsentligt formål med befæstelsen var at optimere afdræningen af regnvand til grøfterne. Dette blev ofte gjort ved at opbygge vejkassen med et svagt skrånende profil fra midten mod siderne. På Lütkens profil er vejen først afrundet i toppen – muligvis fordi lerlaget burde forhindre større regnmængder i at trænge længere ned i vejen.
Lütkens chaussé havde en samlet bredde på 40 fod (ca. 12½ m). Den befæstede vejbane på 18 fod (ca 5½ m) var omgivet af rabatter på hver 8 fod (ca. 2½ m). Den ene rabat blev brugt som ekstra vejbane i den tørre sommertid, mens den anden blev brugt til oplagring af grus, sten og andre materialer til vejens vedligeholdelse. På rabatterne yderside stod træer og derfra var der 3 fod (ca. 1 m) ud til vejgrøfterne, som afsluttede vejene i bredden. Stykket mellem træerne og grøfterne blev benyttet som gangstier.
Kørebanen bestod af en udgravet vejkasse, hvor der i bunden blev sat nogle store og nogenlunde flade bund- eller paksten. Mellemrummene blev fyldt op med mindre sten. Herover blev der lagt et lag stampet ler, som sikrede større vandtæthed og en mere elastisk kørebane. Dernæst blev der sat kantsten, som hindrede udskred af vejen. Mellem kantstenene blev der pakket et lag af mindre sten og vejen blev afsluttet med et lag grus på mindst 22,5 cm.
Foto: Danmarks Vej- og Bromuseum
