Foto: Claus Kirkeberg
Forhistoriske veje var ikke præcist afgrænsede linjer i landskabet, anlagt efter en plan. Snarere var de brede og upræcise korridorer, hvor de rejsende banede sig vej, som de bedst kunne frem til rejsemålet. Lettest var det at benytte et eksisterende hjulspor, indtil det blev så nedslidt, sandet eller pløret, at det var bedre at bane et nyt spor ved siden af.
Senere betød større bebyggelser og flere marker, at der ikke længere var plads til at flytte til et nyt spor. Fra middelalderen kender vi mange beretninger om ufremkommelige veje med ”onde putser (huller)”.
Når en hulvej er gået af brug, forsvinder sporene efter færdslen hurtigt, hvis området bliver opdyrket eller bebygget. De gamle hulveje kan derfor først og fremmest findes i skove, på stejle skrænter og på dårlig jord.
Folehaven ved Hørsholm nord for København har ikke været dyrket siden oldtiden. Senere blev det overdrev, og i dag er det skov.
Folehaven rummer mange hulveje, og som noget helt specielt også flere hulveje, der løber i tætte parallelle spor, som de har gjort i de gamle transportkorridorer. Hulveje er sjældent lette at datere, men disse hulveje går gennem et strøg, der er tæt besat med høje fra ældre bronzealder (1700-1100 f. kr.). Det er derfor sandsynligt at vejene også stammer fra den tid.
Foto: Claus Kirkeberg
