Foto: Dansk Vejtidsskrift
Indtil de store dræningsprojekter blev sat i værk i midten af 1800-tallet blev landskabet gennemskåret af utallige små vandløb. De gamle alfarveje førte så vidt muligt færdselen uden om vådområderne, men i slutningen af 1700-tallet blev hovedlandevejene anlagt i rette linjer uden hensyn til landskabets kurver, og det betød at der pludselig skulle bygges hen over rigtig mange små bække. Løsningen blev de såkaldte stenkister, små broer eller stensatte render, der førte bækkene under vejen. Da vejenes rette linjer var et nærmest ufravigeligt krav, hændte det at de blev ført skråt hen over vandløbene. Det betød at de kunne blive meget længere end vejenes bredde.
Hovedlandevejenes stenkister var små arkitekturværker, tøndehvælvede eller firkantede, opført i granitkvadre. Også mindre veje fik stenkister, men ofte bestod de rå eller groft tilhugne marksten, og almindeligvis blev vejene ført vinkelret på vandløbene, så stenkisterne ikke blev længere end vejenes bredde.
Foto: Forhistorisk museum - Moesgård
I 1985 blev en gammel stenkiste ved Hasselager udgravet. Det gav en sjælden mulighed for at se hvordan de blev bygget op.
Foto: Forhistorisk museum - Moesgård
