Foto: Nationalmuseet
I oldtiden var der masser af plads at bevæge sig på. De rejsende bevægede sig frit rundt, hvor det var lettest og hurtigst, og kun hvor vandløb, åer eller moser tvang folk til at benytte et særligt udvalgt sted, blev færdselen så tæt at der blev slidt et vejspor i terrænet. Der, hvor et naturligt vadested ikke kunne skabe en sikker overgang, blev der anlagt trædestensrækker eller træ- og stenveje gennem vandet.
Trædestensrække
Trædesten var god løsning for færdsel til fods – så god, at den er blevet brugt langt op i tid og stadig kan findes i landskabet.
Foto: Danmarks Vej- og Bromuseum
Grenvej:
I yngre stenalder blev vogn og hjul taget i brug, og hvor vognene skulle passere vand og vådområde måtte der andre midler i brug. Ved Risby Å i Sydsjælland er der fundet ca. 30 grenveje, der spænder fra yngre stenalder til ca. år 1.000.
En grenvej kunne bestå af et 10-45 cm tykt lag af større og mindre grene og ris, der er udlagt på tværs af vejen direkte oven den fugtige jord. I vikingetidens grenveje var vejen ofte stabiliseret med stolper, der var sat lodret ned langs vejens sider på et fundament af langsgående grene og stammer. Stolperne tjente også et andet formål: De ragede op til 35 cm op over vejbanen, så de også kunne fungere, som markører af vejforløbet, når vejen stod under vand. 
Plankevej:
Grenvejene kunne forfines til egentlige plankeveje, der bestod af kløvede og evt. tilhugne planker. Plankeveje kendes tilbage fra ældre bronzealder og har været i brug næsten op til nutiden, fx i forbindelse med tørvegravning. Plankerne blev kilet ind mellem hinanden, mellemrum mellem plankerne blev udfyldt med ris og grene.
Stenvej:
Omkring ældre stenalder begyndte man at supplere gren- og plankevejene med stenveje. Stenvejene var mere solide, men var også betydelig mere ressourcekrævende at bygge. Måske var det en kombination af omfattende skovrydninger, der gjorde træ til en mangelvare, og de mange sten, som gerne skulle fjernes fra markerne, der gjorde stenvejene attraktive.
I vikingetiden blev det muligt at bygge broer, men vadesteder var fortsat i brug langt oppe i tiden. Et kgl. Reskript fra 1698 beordrede at der skulle sættes høje stolper, koste eller pæle på begge bredder ved et vadested, så de rejsende kunne finde det ved oversvømmelser eller hvis vandet var grumset. Stednavne som Stolpe- eller Stokkevad stammer herfra.
Et kort fra 1830 viser 36 officielle vadesteder over Kongeåen. I virkeligheden var der endnu flere: En omfattende smuglertransport fra Hertugdømmerne til Kongeriget blev sikret ved at smuglerne selv lagde sten ud i åen.
Foto: Steen Böcher 1944
