Oversigtsværk
At bønderne skulle gøre ’alfarvej og selv holde dem i stand’ påbydes første gang i Kong Christian d. II´s gejstlige lov fra 1521. Danmarks hovedvejnet var de såkaldte alfarveje - ubehandlede, uanlagte jordveje, der forbandt købstæderne i 15-1600 tallet og tidligere. Når kongerne og centraladministrationens folk skulle på rejse foregik det helst på de anlagte og aflåste sjællandske kongeveje eller den jyske kongevej fra Haderslev over Kolding til Jelling.
Om vejnettet i renæssancen og under enevælden kan man læse mere om i Alex Wittendorffs doktorafhandling fra 1973, som er det vigtigste grundforskningsbidrag og hovedværk om dansk vejhistorie i det 16. og 17. århundrede.(1) Værket har fået meget omtale og er almen kendt inden for vejhistoriske kredse. Derfor er denne præsentation kun en kort introduktion til hovedindholdet.
Bogen er opdelt i to hoveddele. I første del giver Wittendorff en generel introduktion til alfarveje og kongeveje i 15-1600 tallet på nationalt plan, hvor han tager følgende temaer op: Grundig vejhistorisk forskningsgennemgang (kap. 2). Metode- og kildeafsnit, hvor Wittendorff gennemgår tidligere vejforskning og ligeledes giver en metodisk redegørelse for det kildemateriale han benytter (kap. 3). Et overblik over de administrative love og regler vedr. vej- og brobyggeri samt færdsel m.v.(kap. 4 og 5). En gennemgang af vogntransport herunder postvæsen og kroer m.v. (kap 6). Kongevejenes bygning og administration (kap. 7)
Anden halvdel af afhandlingen rummer i kapitlerne 8 og 9 en kortlægning af det sjællandske vejnet i 15-1600 tallet; dvs. alfarvejenes og kongevejes topografi på Sjælland. Endvidere er Wittendorffs fyldige kilde- og litteraturfortegnelse et godt udgangspunkt for videre vejstudier i renæssancens vejhistorie.
Jyske alfarveje
Wittendorffs bog handler om det sjællandske alfarvejnet. Det fynske og jyske alfarvejnet i 15-1600 tallet er ikke udforsket i særlig stor grad. Nedenfor bliver præsenteret artikler om enkeltstående dele af de jyske alfarvejes historie og topografi.
Vestjyske veje 1500-1800 tallet
I sin artikel: ”Gamle vestjyske Veje. Kongevejen fra Ringkjøbing til Holstebro” forsøger Emil Bloch at rekonstruere det formodede kongelige hærstræde fra Ringkjøbing til Holstebro.(2) Betegnelsen "kongevej" må ikke forveksles med de egentlige kongeveje, som kongerne Frederik d. II og Christian d. IV anlagde hovedsageligt på Sjælland. Her bruges begrebet synonymt med et kongeligt hærstræde.
Emil Bloch giver bl.a. et lille overblik over, hvordan vejenes tilstand var i Vestjylland i 15-1800-tallet med afsæt i forskellige kilder. F.eks. kan han fremlægge en befaling fra Kancelliets brevbøger sendt til 18 navngivne lensmænd af 29. april 1558, hvor de blev bedt om at istandsætte adelvejene /alvejene mellem købstæderne, fordi kongen skulle på rejse rundt i riget. Derudover benytter Bloch primært erindringslitteratur fra folkemindesamlinger og fra jysk almueliv. Artiklen indeholder også gamle sagn om vejene.
Rekonstruktion af de gamle alfarveje til Mariager før år 1800
Slægts- og egnshistorisk skribent Wilhelm Kjær Jensen, (tidl. kordegn) har forfattet en artikel i 1974 om de hedengangne alfarveje i Randers amt.(3) Fremstillingen bygger hovedsageligt på mundtlige erindringer og iagttagelser i terrænet efter spor af de gamle vejlinjer.
Kjær Jensens topografiske rekonstruktion tager bl.a. udgangspunkt i Videnskabernes Selskabs kort fra 1789, formodentlig som grundlag for forfatterens besigtigelse i marken. Han forsøger at kortlægge vejstrækninger vha. ”spormetoden”, hvor kort, spor i landskabet og erindringer menes, at kunne give et billede af, hvor tidligere vejforløb har gået.
Denne ”spormetode” har været populær at benytte til rekonstruktion af vejforløb helt op til nyere tid. For at få det optimale ud af metoden er det vigtigt at inddrage forskelligt skriftligt materiale fra vejens samtid udover de udendørs iagttagelser.
Følgende ældre alfarvejstrækninger og overfartsteder før 1800 har Wilhelm Kjær Jensen forsøgt at placere: 1) Mariager-Randers landevej; 2) Mariager-Dyrby-Randers vejen; 3) ”kongevejen” over Mariager-Kærby-Jennum til Randers, Gl. Jennumvej; 4) Mariager-Kastbjerg-Dalbyover-Udbyhøj færgested; 5) Mariager-Kærby-Hald-Tvede-Mellerup færgehavn.
De sjællandske kongeveje
Overordnet set kan kongevejsbyggeriet inddeles i tre faser. Først anlagde Frederik d. II de to første nordsjællandske kongeveje i 1580´erne samt den jyske kongevej. Næste fase stod sønnen Christian d. IV for. Før 1642 fuldendte han kongevejsnettet med syv strækninger bl.a. fra Roskilde til Ringsted. Under betegnelsen enevældens kongeveje henregnes nogle få mindre veje, som blev opført på Sjælland omkring år 1700.(4)
1500-1700-tallets nordsjællandske kongeveje
Torben Topsøe-Jensen, uddannet jurist og tidligere ansat i Ministeriet for offentlige Arbejder, har igennem årenes løb været en flittig, vejhistorisk skribent. Han har beskrevet det nordsjællandske vejnet, gennem flere århundreder foruden rejselivet på disse kanter.(5) Fra 1945 til 1983 har han i flere artikler beskæftiget sig indgående med de nordsjællandske kongeveje.
Her følger en gennemgang af Torben Topsøe-Jensens første artikel fra 1945 ”Af Kongevejens Historie”, hvori han bl.a. redegør for baggrunden for kongevejenes anlæggelse i det 16. århundrede.(6) Som Alex Wittendorff også har nævnt i sin afhandling ”Alvej og kongevej” betød en større vognpark hos den almindelige befolkning i løbet af 1500-tallet ligeledes et større behov for bedre køreveje. Alfarvejene blev overbelastet og ikke vedligeholdt, derfor havde kongen brug for bedre rejseveje, når han drog rundt i landet. Det er baggrunden for kongernes ønske om anlæg af veje til eget brug – kongevejene. Beretninger fra 1500-tallets slutning viser, at vejnettet var ufremkommeligt og vadesteder oversvømmet. Topsøe-Jensen giver et indblik i kongerejserne og hvordan de første kongeveje blev etableret.
Men hvordan var kongevejene anlagt? Hvilken belægning havde de og hvor bredde var de? Topsøe-Jensen kan fortælle, at Frederik d. II´s første kongevej mellem København og Frederiksborg anlagt ca. 1584 fik en bredde på ca. 12 alen (ca. 7,5 meter). Den har været belagt helt eller delvist med en brolægning. For hvert halve eller hele mil var den afmærket med milepæle.
Topsøe-Jensen kan berette om fund af et brolagt vejstykke ved Nyrup Hegn, som stammer fra Frederik d. II´s kongevej fra Frederiksborg til Kronborg. Forfatteren bruger samtidige rejseskildringer til at belyse, hvordan kongevejen har set ud og hvordan den var at køre på.
Topsøe-Jensen nævner også hvor man kan finde materiale om de enkelte kongevejsstrækninger. Han giver kildeeksempler fra de færdselsforbud, der er nævnt i de kongelige breve henholdsvis patenterne (de åbne breve) og i missiverne (de lukkede breve med befalinger til embedsmænd).
Desværre findes der ikke en forordning, der præcis stadfæster hvornår de første kongeveje blev anlagt. Selvom Topsøe-Jensen har gennemlæst de kongelige recesser (love) har han ikke fundet nogen omtale af kongevejene hverken på Frederik d. II´s eller Christian d. IV´s tid. Det er dog muligt at finde anlægstidspunkter i Alex Wittendorff´s topografiske beskrivelse af kongevejene.
Først efter 1660 og enevældens indførelse optræder kongevejene i generelle og mere detaljerede forordninger f.eks. i forordninger om færdselsforbud og straf for overtrædelse af forbuddet. Selvom kongevejene er anlagt til kongen, har det været svært at få folk til at holde sig væk fra dem. Det viser ikke mindst det faktum, at vejene rent fysisk blev afspærret med bomme, og at nøgleudlevering kun skete til særligt færdselsberettigede.
Den første forordning om kongevejene blev udsendt 30. december 1664. Topsøe-Jensen oplyser, at kongevejene ifølge forordninger måtte benyttes af menigmand på to tidspunkter om året. I starten af sommeren hvor vejene var tørret ud og om vinteren, når der var frostvejr. Tilladelsen blev dog kun givet, fordi kørsel i disse to perioder gjorde vejene mere jævne til gavn for kongens vogne.
Topsøe-Jensen kommer ind på, hvordan der gennem kongevejenes levetid har været store problemer med at håndhæve færdselsforbudet. Det vidner de mange forordninger om, der forbyder folk at færdes på kongens veje. Han har identificeret forordninger udstedt på følgende datoer: 30. december 1664, 1. oktober 1873, 7. april 1685, 21. marts 1718, 4. juni 1725 og 24. april 1734.
For videre studier af kongevejene kan det kan være en god idé at konsultere Kancelliets brevbøger, der ifølge Topsøe-Jensen indeholder en del breve om kongevejene. Hans artikel rummer desuden mange interessante betragtninger f.eks. om kongevejsnøgler, Ole Rømers opmåling af vejnettet i slutningen af 1600-tallet og de milepæle, der blev opsat i den anledning.
Kong Frederik d. II´s kongevej i Søllerød Kommune
For den yngre generation har Erik Rask-Sørensen og Ole Rasmussen skrevet undervisningsmateriale, der er tiltænkt folkeskoleelever på 6.-10. årgang til brug i det gamle orienteringsfag.(7) Selvom dette undervisningsmateriale sandsynligvis ikke længere opfylder folkeskolebekendtgørelserne, er de to forfatteres bud på hvordan et vejhistorisk emne kan formidles til skolelever stadig interessant.
Publikationen indeholder både opgaver og forslag til hvordan elever kan besigtige spor efter kongevejene i praksis. Hertil kommer forfatternes korte introduktion til Danmarks vej- og transporthistorie, hvor chausséerne og nyere tids vejhistorie bliver skildret. De rent praktiske elevopgaver består i, at de ældre skolebørn skal lede efter Frederik d. II´s kongeveje ud fra det materiale, der fremlægges i publikationen. De to forfattere giver en gennemgang af Frederik d. II´s kongeveje, som løber igennem Søllerød sogn: København-Frederiksborg 1584-85 og Rudersdal-Hørsholm 1587-88. Der gives anvisninger på, hvordan disse to veje kan genfindes i terrænet ved at bruge kortmateriale og kigge efter vejspor i terrænet. Endvidere præsenterer forfatterne en turbeskrivelse med fotodokumentation.
Forliste og realiserede vejprojekter under Christian d. V
I slutningen af 1600-tallet har Christian d. V et nyt nationalt vejnet i støbeskeen, men desværre viste landets sikkerhed sig at være vigtigere end et nyt vejnet. I stedet for at lade soldater anlægge veje bliver de udkommanderet til at udvide eksisterende forsvarsværker. Det militære vejbygningsmandskab står først til rådighed for et nationalt vejbyggeri i denne størrelsesorden i slutningen af 1700-tallet.
Kulsejlet alfarvejprojekt København-Korsør 1685-86
Bibliotekar Bjørn Westerbeek Dahl har sat fokus på denne uudforskede periode i dansk vejhistorie i 1680´erne.
I en artikel i Skalk beskriver han ingeniørofficer og generalkvartermester Gottfried Hoffmanns ambitiøse vejprojekt mellem København og Korsør i midten af 1680´erne og hvordan det blev opgivet, da militæret blev udkommanderet til at udføre vigtigere militære anlægsarbejder bl.a. på Christianshavns Vold.(8) Kun ét år fra 1686 til 1686 var projektet i gang. Vejprojektet blev oprindelig sat i gang for at udbygge og forbedre landevejen på tværs af Sjælland fra København til Korsør. De to hidtidige veje, en alfarvej og en kongevej anlagt under Frederik d. II., skulle nu samles i en fælles landevej.
Bjørn Westerbeek Dahl gennemgår vejprojektets korte levetid, der begynder med at kong Christian d. V tager initiativ til vejanlægget og nedsætter en kommission i april 1685. Forfatteren afdækker de overvejelser, der er gjort før vejarbejdet kan sættes i gang. F.eks. hvor meget arbejdskraft bønderne rent faktisk kan stille til rådighed, hvis vejarbejdet skal gennemføres hurtigt; dvs. allerede i løbet af 1686. Derudover beretter han om hvordan den nye vejlinje bliver afstukket i terrænet under fremmøde af de involverede amters amtsforvaltere.
Bjørn Westerbeek Dahl giver også et indblik i hvordan de lokale beboere nærmest ved vejen skal betale for den nye alfarvej; hvordan byggeforberedelserne også rummer overvejelser om, hvor store mængder materialer der skal bruges til vejen i form af sten, sand og tømmer; og ikke mindst hvorhen og hvornår bønderne skal køre materialet.
Ingeniørofficer Gottfried Hoffmann, der leder vejprojektet, får lov til at bestemme hvor den nye vejlinje skal gå. Desværre er hans samtidige skitsetegninger af projektet gået tabt for eftertiden, derfor er det ikke muligt i artiklen at gå i dybden med de overvejelser han har haft omkring den nye vejlinjes placering mellem Slagelse og Roskilde. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Hoffmann har anbefalet en lige vejføring fra Sorø til Slagelse, selvom vejen da ville skære igennem moseområder, og kræve ekstra arbejdskraft til jordopfyldninger.
Vejarbejdet blev først og fremmest udført af fortifikationskorpsets folk – de såkaldte skansegravere, der bliver udkommanderet til at grave vejens grøfter. Bønderne skal skaffe sten til broer og vejkister samt fjerne træer, hvor de står i vejen for den nye vejlinje.
Westerbeek Dahl gennemgår også hvordan vejlinjen i slutningen af 1685 endelig bliver afstukket med to plove, der er stillet til rådighed af de amter, der var berørt af vejen. Og han kommer ind på hvordan moseterrænet efterfølgende bliver opfyldt med jord som forberedelse til vejens anlæg. Undervejs i projektets korte levetid bliver ingeniør Peter Poulsen Arrebo imidlertid sendt i marken for at afstikke en ny linjeføring mellem Ringsted og Antvorskov.
Men allerede i januar 1686 blev vejprojektet indstillet pga. de vigtigere militære anlægsarbejder. Først i 1760’erne begynder det forfra, da den franske ingeniør Marmillod starter anlægget af hovedlandevejsnettet.
Ifølge Bjørn Westerbeek Dahl har Kong Christian d. V endvidere haft tre andre vejanlæg på tegnebrættet omkring 1685 udover dette ikke realiserede vejprojekt fra København til Korsør. I august dette år bliver Hoffmann nemlig pålagt at komme med et overslag over udgifterne til tre nye vejforslag: København-Køge, København-Skovshoved og en ringvej omkring København.
1600-tallets parforcejagtveje i Nordsjælland
Ti år efter at Bjørn Westerbeek Dahl har skrevet artiklen om den forliste sjællandske alfarvej arbejder han på en afhandling om Københavns militære og civile udbygning i perioden fra 1606 og til 1721. Under denne undersøgelse dukker nye dokumenter op, der kan belyse hvordan de kongelige jagtveje blev anlagt i Nordsjælland i 1600-tallet.(9) I det følgende vil hans artikel om de nordsjællandske jagtveje blive præsenteret.
Bjørn Westerbeek Dahl giver en introduktion til hvad parceforcejagt er og hvornår denne jagtform har sin storhedstid i Danmark under kongerne Christian d. V og Frederik d. VII (fra ca. 1670 til 1730). For at kongerne kan udøve denne form for jagt, anlægger de jagtveje i flere nordsjællandske skove. Vejene er anlagt som arme, der stråler ud fra stjernes centrum. Der er anlagt diagonalveje og forbindelsesveje mellem stjernens arme/veje.
Forfatteren giver en grundig indføring i det nye kildemateriale, han har brugt til at belyse, hvornår vejene er anlagt og hvem der har anlagt dem. Der er ikke tidligere foretaget en præcis datering af jagtvejenes anlæggelsestidspunkt. Men nu har regnskabsmateriale fra Frederiksborg amt, som han har identificeret, givet nye oplysninger herom. Det er især amtsforvalter Christen Nielsens oversigter over arbejderne på jagtvejene og fyldige regnskabsbilag, der kan kaste nyt lys over sagen. Vejene bliver af Westerbeek Dahl dateret til at være bygget mellem 1684 og 1699; dvs. i Christian d. V´s sene regeringstid. Som belæg for denne påstand kan han også præsentere en anden kilde, der påviser at vejene var anlagt før 1687. Der drejer sig om et forbud Danske Kancelli udstedte d. 14. september 1687 mod kørsel på kongens jagtveje i Københavns, Frederiksborg og Kronborg amter.
Westerbeek Dahl opridser desuden ældre teorier om hvem der stod bag byggeriet af de nordsjællandske jagtveje. Herved forsøger han at aflive en sejlivet myte, der er fremført af P. Christian Nielsen i 1964 og igen i 1970 af E. Laumann Jørgensen. De hævder, at det var Christian d. V´s overjægermester Vincent Joachim von Hahn, der havde ansvaret for jagtvejene. Men Bjørn Westerbeek Dahl påviser at overjægermesteren døde i 1680, før jagtvejene blev bygget.
Ifølge Weesterbeek Dahl er der tre mulige ophavsmænd til vejanlæggene: 1) De udenlandske parceforcejægere, der entrerer Danmark i 1680´erne. 2) Kgl. overjæger Johan Berendt Claudi, der stod for den praktiske planlægning af et jagtvejsanlæg i 1696. Han kan muligvis være indblandet i et tidligere jagtvejsanlæg. 3) Overkonduktør Christoph Hoffmann ansvarlig for jagtvejene i Hareskovene i 1687. Han har måske også spillet en rolle i planlægningen af de nordsjællandske jagtveje.
I praksis blev vejene anlagt af militæretatens soldater, hvor hvervede soldater fik ekstrabetaling for at yde en ekstra arbejdsindsats. Det har været normalt at soldater udførte civile anlægsarbejder. Bønderne har ikke stået for selve vejarbejdet, men kørte som tidligere nævnt materialer og mandskab.
Selvom der foreligger nyt materiale om jagtvejenes oprindelse må Westerbeek Dahl konkludere, at det ikke er muligt at belyse sagen yderligere. Han kan ikke afdække yderligere - hvem der tog initiativ til at anlægge dem eller hvornår Christian d. V besluttede, at de skulle bygges. Men de nye dokumenter - regnskabsmateriale fra militæret og fra Frederiksborg Amt giver dog et solidt indblik i følgende: At arbejdet med vejene er planlagt og koordineret. Og at anlægsarbejderne er udført over en årrække men afbrudt i de år, hvor der ikke var penge nok eller mangel på arbejdskraft.
I artiklen får vi også et indblik i det kortmateriale, Bjørn Westerbeek Dahl har brugt til at kortlægge vejenes forløb i de nordsjællandske skove. Ifølge ham viser det bevarede kortmateriale, at jagtvejene er udført efter en overordnet plan. Han tolker kortene til at være vejskitser tegnet i planlægningsfasen før vejenes anlæggelse. Desværre er de tre kort, to detailkort over Store Dyrehave & Gribskov og Hareskovene samt et stor kort over Nordsjælland udaterede og usignerede. Men forfatteren tidsfæster dem til at være tegnet mellem 1685 og 1700. Det store kort over alle kendte jagtveje i Nordsjælland (undtagen vejene i Nyrup Hegn) bestemmer han til at være fra mellem 1685 og 1697. Kortene opbevares i Rigsarkivets Kort- og Tegningssamling. Forsvarets Bygningstjeneste.
Til slut analyserer Bjørn Westerbeek Dahl hvordan vejene er anlagt. Her forsøger han bl.a. at sætte tal på forløbet f.eks. årstal, mandskab, antal forsyninger, antal redskaber osv. Til denne analyse har han benyttet de nyopdukkede regnskaber fra hhv. militæret og Frederiksborg Amt. Her er en liste over jagtvejenes anlægsår, som han kommer frem til i sin analyse:
a) Arbejdet i Harskoven 1687-1705 (Hovedkilde regnskaber fra Frederiksborg Amt.)
b) Anlæggende i Kronborg Amt 1687-1697. (Dog kun få oplysninger om jagtvejene i dette amt.)
c) Arbejdet i Store Dyrehave 1687-1690.
d) Stenholt Vang og Gribskov (1685?) 1691-1699? (Usikkerhed om anlægsår)
e) Jagtvejene i Geelskov. (Anlægget af vejene i Geelskov fremgår af Videnskabernes Selskabs kort fra 1768.)
f) Jægersborg Dyrehave og -Hegn 1688-94/99.
Det er også muligt at få mere viden om de forskellige jagtvejssystemer i hans artikel. F.eks. fremfører han en interessant observation, at jagtvejene stadigvæk kan ses som kulturspor i skovene. F.eks. ses endnu rester af det jordarbejde, som soldaterne udførte enten som hulveje eller dæmninger.
I sin opsamling og konklusion på de nordsjællandske jagtveje skriver Bjørn Westerbeek Dahl: ”Tilsammen er Christian den V´s jagtveje et monument over barokkens forsøg på at forme naturen efter menneskenes behov og interesser.” …”Jagtvejene er et ganske enestående stykke kulturhistorie. De vidner om et storslået og solidt ingeniørarbejde, som stadig kan imponere her 300 år efter deres tilblivelse.”(10)
1) Alex Wittendorff: Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Akademisk forlag 1973. s. 244-297.
2) Emil Bloch: Gamle vestjyske Veje. Med Kongevejen fra Ringkjøbing til Holstebro. I: Hardsyssels årbog bd. 40 1946. s. 47-70. (Bemærk artiklen er en fortsættelse fra Hardsyssels årbog 1940)
3) Wilh. Kjær Jensen: Mariager og de gamle alfarveje. I: Historisk aarbog fra Randers Amt 1974. s. 57-78.
4) Alex Wittendorff: Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Akademisk forlag 1973. s. 164-207, 244-297.
5) Torben Topsøe-Jensen:
- Af Kongevejenes Historie. I: Dansk vejtidsskrift. Aarg. 22 1945. s. 2-12.
- Kongevejen fra Usserød nord for Hirschholm til Helsingør. Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn, 1965.
- Kongevejen til Fredensborg. I: Folk og minder fra Nordsjælland årg. 36 1981. s. 36-42.
- Da kongevejen til Helsingør var ung. I: Folk og minder fra Nordsjælland årg. 37 1982. s. 16-20.
- En nordsjællandsk hovedvej gennem 400 år. I: Folk og minder fra Nordsjælland årg. 38 1983. s. 16-22.
6) Torben Topsøe-Jensen: Af Kongevejenes Historie. I: Dansk vejtidsskrift. Aarg. 22 1945. s. 2-12.
7) Erik Rask-Sørensen og Ole Rasmussen: Frederik II´s kongevej gennem Søllerød sogn. Pædagogisk Central, Søllerød, 1988. Reproduceret hos Søllerød Kommune.
8) Bjørn Westerbeek Dahl: Alfarvej. I: Skalk 1993, nr. 3. s. 25-29.
9) Bjørn Westerbeek Dahl: 1600-tallets parforcejagtveje i Nordsjælland. I: Fra Frederiksborg Amt 2003. s. 7-32.
10) Ibid, citater s. 30.
