Forsoningsmøde
Efter den verserende skiltestrid var faldet til ro, mødtes de to motorforeninger onsdag d. 17. marts 1915 og indgik et samarbejde om flere ting, bl.a. at de fremover ville sætte skilte op i fællesskab. Konkurrencen mellem de to klubber havde medført at skilte stod for tæt på hinanden på landevejene, nogle steder stod de ligefrem i vejen for hinanden. Justitsministeriet havde i flere cirkulærer fastsat at de runde, blå skilte var de lovlige skilte. FDM accepterede at ændre skiltenes form og farve, så de kom til at ligne KDAKs skilte. De to klubber blev faktisk enige om at lave helt nye fælles skilte med begge foreningers navne.
Seks fælles vejskilte
I løbet af 1915 og 1916 designede arkitekt og grafisk designer Knud V. Engelhardt seks advarselstavler, der var fælles for både FDM og KDAK. I november 1917 kunne formanden for Kgl. Dansk Automobil Klub, lensgreve Raben Levetzau, fortælle at klubbens vejtavleudvalg havde et lager på ca. 1200 nye tavler, som skulle sættes op, når Rigsdagen havde vedtaget en ny lov (Den nye Lov om Motorkøretøjer blev vedtaget 20. marts 1918). Bilkørslen skulle igen være på samme niveau som før krigen, førend flere skilte blev sat op. Benzinmangel under 1. Verdenskrig havde sat en naturlig dæmper for biltrafikken.
De nye tavler lignede de internationale tavler og de gamle tavler fra KDAK. De fik samme runde form og samme farvevalg med et hvidt symbol på en blå baggrund. Engelhardt tegnede også skitseforslag hvor skiltene havde en sort baggrundsfarve, det ses f.eks. på korsvejs-skiltet ovenfor, men skiltene blev som sagt blå. På yderkanten af tavlerne blev begge klubbers navne skrevet helt ud og klubemblemerne blev der også plads til. KDAK kom til at stå øverst og FDM nederst. De seks tavler bar de tre internationale symboler for korsvej, vejsving og jernbaneoverskæring. Derudover havde klubberne taget to danske advarselstegn med i serien. Nemlig tegnet for ”forbudt vej” med tre blå prikker i midten og ”Auto Giv Agt”- tegnet. KDAK accepterede de to danske tegn i serien, selvom klubben ellers var meget opsat på at følge de internationale aftaler. ”Auto Giv Agt”- tegnet blev ikke nævnt i tavlebekendtgørelsen fra 1919, og det kom heller ikke med i senere love og bekendtgørelser på området.
Måske den sjette tavle bar tegnet for "vejbump" (tv) eller var en skoletavle (th)?
Desværre er det sjette tegn i serien lidt af en hemmelighed. Det har ikke været muligt at finde ud af hvordan det så ud. Måske var det et internationalt tegn for vejbump/ujævn vej eller også var det et skoleskilt som faktisk blev hængt op af klubberne, for at få folk til at sænke farten ved skoler. I en teoribog ”Lærebog for Førere af Motorkøretøjer” fra 1926 blev skoleskiltet vist sammen med de andre fælles skilte, mens tegnet for vejbump ikke var med. Det var ikke så nødvendigt at bruge vejbump-skiltet på de danske veje, fordi der ikke var så store ujævnheder tværs over vejen.
Tak-tavlen som færdselsopdrager
I slutningen af oktober 1915 kunne FDM fortælle Motors læsere, at de ville opstille tavler, hvorpå der var malet ”Tak”. Denne type tavle blev brugt i Frankrig, bare med ordet ”merci”. Merci-tavlen blev f.eks. sat op efter et vejsving, og der hvor bilisten netop havde passeret et vanskeligt eller farligt sted. Skiltet gjorde de kørende opmærksom på, at forhindringen nu var overstået. Men det havde også en opdragende betydning. Bilister skulle blive flove over at de fik tak, når de ikke havde kørt efter forholdene. Vi ved faktisk ikke om FDM hængte tak-tavlen op eller i hvor stor udstrækning den evt. blev brugt.
FDMs emblemtavler på sogneveje
Så sent som i 1916 fortsatte FDM stadigvæk med at sætte deres egne kløverformede emblemtavler op på vejene. De forsøgte at få åbnet sognevejene for bilkørsel ved at tilbyde kommuner og sogne at sætte tavler op. Tavlerne skulle få bilisterne til at sænke farten og advare om farlige steder på vejen. Foreningen sørgede for, at der f.eks. kom tavler op på den nyåbnede sognevej fra Græsted til Gilleleje. Denne vej blev kun åbnet for medlemmer af klubben, som på forhånd havde indhentet tilladelse på foreningens kontor.
Andre typer advarselsskilte på bugtede fynske veje
På Fyn blev der i løbet af 1916 sat andre advarselsskilte op end de fælles skilte fra KDAK og FDM. Ét af de fynske skilte var et firkantet, rektangulært skilt med teksten ”Kør Langsomt” med en pil nedenunder. De var sat op 50 meter fra vanskelige og farlige steder, hvor KDAKs og FDMs fælles skilte stod 250 meter før faren. Bilisterne på de fynske veje, hvor skiltene var sat op, havde ikke så lang tid til at reagere i, men ”Motor” FDMs blad var alligevel godt tilfredse med at de blev sat op, da mange veje på Fyn var bugtede.
Kommuner må lukke veje og mindre broer
Vejskiltet ”forbudt vej” blev første gang officielt godkendt i et cirkulære udsendt i 1913, og kom også med i den nye ”Bekendtgørelse om Kørsel med Motorkøretøjer”, der blev udsendt 3. marts 1919 efter at den nye lov om Motorkøretøjer var besluttet i marts 1918. I den nye lovs § 22 blev det bestemt at motorkøretøjer med en vægt på under 700 kg frit måtte køre på sognevejene. Dermed blev de mindre kommuneveje for første gang åbnet for den frie personbiltrafik. De tungere vogne eller lastbiler måtte også gerne køre der, men kommunerne fik lov til at ansøge amtsrådet om at lukke de svageste veje. Før den nye lov trådte i kraft i 1919, havde amtsvejinspektørforeningen, FDM og KDAK i fællesskab fremsat forslaget, der gav kommuner lov til at bruge skiltet ”forbudt vej” til at udelukke de tungeste køretøjer.
Tavlen for "forbudt vej" skulle sættes op sammen med en overtavle, der
oplyste om maksimumegenvægten for køretøjet.
Kommuner og amter kunne også sætte skiltet op ved broer, der ikke var
bygget til tunge og brede vogne.
Det fælles Vejtavleudvalg
Fælles skilte førte også til at motorklubberne oprettede Det fælles Vejtavleudvalg. Det trådte sammen første gang d. 9. januar 1919. Udvalget var sat i verden for at administrere og opstille vejskilte på de danske veje efter Justitsministeriets bestemmelser. Dette arbejde skulle de to motororganisationer udføre skiftevis for en 5-årig periode. Det fælles Vejtavleudvalg kom til at bestå af to repræsentanter fra hver af klubberne. Formanden for udvalget blev valgt af KDAK og sekretæren af FDM. Klubberne indbetalte hver især 8000 kr. i opstartsfasen. Senere blev der indbetalt flere penge til at sætte både advarselstavler og polititavler op. I 1926 ydede klubberne tilsammen et årligt beløb på ca. 16.000, der gik til at fremstille og opstille advarselstavler. I de år hvor klubberne ikke kunne enes om at arbejde sammen på andre områder, blev Vejtavleudvalget dog ved med at være et fælles projekt.
I 1913 havde FDM også lovet at betalte for politiets hastighedstavler i nærheden af København. Men i 1925 sagde Det fælles Vejtavleudvalg stop for at betale og stille hastighedstavler op for politiet. ”Dels tog det ganske Overhaand med Opsættelsen af disse, dels blev Vejtavleudvalgets Mening ikke hørt i alle Tilfælde, men Tavlerne blev bare rekvirerede. Dette kunde selvfølgelig ikke vedblive at gaa.”(1)
Det fælles Vejtavleudvalg. Fra venstre: Hr. Dahl (KDAK), Andreas Hansen (KDAK),
Konsul Ludvigsen (KDAK), Ingeniør Ussing (KDAK?) og Kaptajn Ibsen (KDAK).
Ødelagte emaljetavler i krigs- og fredstid
På amtsvejinspektørernes årsmøde i 1918 blev der talt meget om de mange emaljevejtavler, der var ødelagt af stenkast. FDM og KDAK ønskede ikke at sætte nye tavler op, fordi krigen gjorde det svært at få fat i emalje til at lave nye tavler. Pga. krigen kørte der heller ikke så mange biler rundt på vejene, så nye skilte var ikke tvingende nødvendige. Løsningen blev at klubberne i fællesskab forsøgte at reparere de mest ødelagte tavler.
Selvom klubberne forsøgte at få sat en stopper for ødelæggelsen af de emaljerede skilte, var det ikke en let kamp. I 1926 havde klubberne fået nok. I to indlæg i KDAKs blad ”Auto” blev sagen igen taget op. Nu skulle der snart gøres noget aktivt fra alle sider i samfundet, for at stoppe ødelæggelsen, var holdningen hos bladets redaktion: ”Var det for meget at forlange, at Politi, Skole og Publikum i Almindelighed enedes om at vaage over, at disse Advarselstavler beskyttedes mod Overlast – i fælles Interesse!”(2) Amtsvejinspektør Jespersen fra Skanderborg var også beskæmmet over problemets omfang. Ødelæggelsen gik også ud over vejvæsenets ejendom såsom vejtræer og bunker med vejmaterialer. Han mente at en aktiv indsats skulle sættes i gang fra en bestemt samfundsaktør: ”Kunde Klubberne ikke tænke sig at formaa Pressen til at tage Affære, f. Eks. Ved at denne gratis et Par Gange om Aaret meddeler Ungdommen, at den ikke kan være bekendt at ødelægge Advarselstavler og Landevejstræer. Er det forkert at tiltænke Pressen saa megen virkelig Samfundsinteresse?”(3)
I sommeren 1926 forsøgte FDM at gøre noget aktivt for at modvirke ødelagte skilte. FDM indgik en aftale med det nyoprettede færdselspoliti, som fremover skulle holde øje med at skiltene ikke blev vandaliseret. KDAK blev også nævnt i pressen som initiativtager til dette samarbejde. Men det var klubben utilfreds med, fordi de slet ikke havde haft en finger med i spillet, og fordi de ikke var interesseret i denne ordning med færdselspolitiet.
Vejtavler i Sønderjylland efter Genforeningen
Efter de sønderjyske landsdeles Genforening med Danmark i 1920, gik Det fælles Vejtavleudvalg i gang med at stille skilte op på de veje, som nu var blevet danske. Arbejdet med at sætte tavler op i Sønderjylland fortsatte i 1921 på de veje, der blev bygget om eller forlænget.
Her ses vejtavleudvalgets udgifter til færdselstavler fra dets opstart til midten af 1920´erne. Udgifterne blev fordoblet i de to år, hvor udvalget hængte skilte op på de sønderjyske veje.
Danmarks første færdselslov
Den 1. maj 1923 fik Danmark sin første færdselslov. Bilerne var nu i så stå stort antal, at der var brug for færdselsopdragelse til befolkningen. I 1924 var der ca. 35.000 personbiler. Især i byerne var det nødvendigt at de mange cyklister, fodgængere og bilister viste agtpågivenhed i trafikken og tog hensyn til hinanden. De skulle oplæres i en helt ny færdselskultur. Færdselsloven havde dog ikke bestemmelser med om vejtavlerne. De blev stadigvæk reguleret i motorloven og bekendtgørelser. I færdselslovens § 2 stod der blot, at de vejfarende skulle efterleve de anvisninger som politiet gav enten ved opslag, ord eller tegn.
Kildehenvisning:
1) E. J. Ibsen: Kongelig Dansk Automobil Klubs Historie gennem 25 aar, 1901-1926. København 1926, citat s. 95.
2) Auto 1926, citat s. 59.
3) Auto 1926, citat s. 93.
Anvendt litteratur:
Amtsvejinspektørforeningens 7. aarsberetning 1918, s. 14-18.
Auto, årg. 1916-26.
Christensen, M. A. A. P. og L. A. Damm: Lærebog for Førere af Motorkøretøjer i Danmark særlig med henblik paa forberedelse til Førerprøver. København 1926.
Frederiksen, Erik Ellegaard: Knud V. Engelhardt. Arkitekt & Bogtrykker 1882-1931. København 1965.
Ibsen, E. J.: Kongelig Dansk Automobil Klubs Historie gennem 25 aar, 1901-1926. København 1926.
Motor, årg. 1915-16.
