|
Om museet
Det danske vejnet er en spændende, men overset del af den danske kulturarv. Til sammen udgør veje, broer og tunneler Danmarks største, dyreste og mest benyttede fortidsminde nogensinde, men selv om vi alle dagligt begiver os ud på veje og broer, tænker vi sjældent over, hvordan de er blevet til. De er der bare. Det vil Danmarks Vej- og Bromuseum gerne ændre på. Danmarks Vej- og Bromuseum Danmarks Vej- og Bromuseum er en institution under Transportministeriet. Museet blev oprettet ved Trafikaftale indgået den 5. november 2003 mellem Regeringen (Venstre og Konservative), Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne. Ifølge aftalen er det idéen med museet at formidle viden om veje og broers kulturhistoriske betydning. Opgaver Ifølge vedtægterne har museet som overordnet formål at virke for udbredelse af kendskabet til dansk vej og brobygning. Inden for dette felt er de overordnede sigtelinjer for museets virksomhed: - at belyse udviklingen i vej- og brobygningsteknik,
- at belyse udviklingen i vejsystemet - vejenes udseende og beliggenhed, trafikale anvendelse samt tekniske indretning og udstyr,
- at belyse vejsektorens historie samt
- at belyse vejenes kulturhistoriske og samfundsmæssige betydning.
Museet skal sikre samlingerne fra det tidligere Danmarks Vejmuseum. Museet skal varetage opgaver indenfor indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af genstande med relation til vej- og brobygningens historie i Danmark. Museet skal indgå i samarbejde og arbejdsdeling med relevante danske og udenlandske museer og institutioner. |
|
|
|