Forskning i vikingetidens og middelalderens broer

Introduktion
Ifølge en artikel af Kirsten-Elisabeth Høgsbro i ”De ferske vandes kulturhistorie” starter den egentlige brobygningshistorie i slutningen af vikingetiden hvor de første træbroer bliver opført.(1)
Arkæologer sætter disse træbroer ind i en overordnet, national forsvarsplan. De bliver set i sammenhæng med Harald Blåtands (940-85 e.Kr.) krav om tvangsopførelser af de store ringborge - Trelleborg, Fyrkat, Aggersborg og Nonnebakken i Odense. Høgsbro nævner fundet af Ravning-broen i Vejle Ådal, men også mindre broer i Risby og Bakkendrup på Sjælland kan føjes ind i den første planlagte brobygningsfase i Danmarkshistorien.

Et andet fællestræk ved de første træbroer er at de alle er bygget inden for en kort årrække. Mangel på reparationer viser desuden at broerne kun blev benyttet i en kortere periode. Høgsbro mener at dette faktum skal kædes sammen med Harald Blåtands ønsker om et centralt herredømme. For at kunne beskytte landets sydlige grænse mod tysk invasion, var det nødvendigt hurtigt at kunne transportere tropper og materiel. Broen er bygget som en del af Blåtands modangreb mod tyskerne. Omkring 983 e.Kr. generobrer han de tabte byer Hedeby og Danevirke, som tyskerne har invaderet i 974 e.Kr. Herefter aftager truslen sydfra og broerne mister deres vigtighed; heriblandt Ravning-broen.

Udover at det tidlige brobyggeri har været kædet sammen med et ønske om at centralisere den politiske magt, har forskerne også en anden forklaring på motivet for at bygge de første broer. Det har været en hellig handling at bygge bro i vikingetiden (775-1050 e.Kr.) og middelalderen (1050-1536 e.Kr.) Mange runeindskrifter vidner om at folk ”gjorde bro for hinanden”; dvs. at en person bygger en bro og tilegner den til en anden person. Det skulle lette brobyggerens rejse til det hinsides. Senere i den kristne terminologi kunne brobyggeren få aflad for denne velgerning. I den arkæologiske forskning har stednavne med bro-endelser også været undersøgt. Det har givet et indblik i hvor fortidens broer har været opført; f.eks. Holstebro.

Danske arkæologer har gjort en del fund af broer fra vikingetiden, hvorimod der ikke er fundet mange broer fra middelalderen. De mest betydningsfulde, middelalderlige brofund er fragmenter fra fem forskellige himmerlandske kvaderstenbroer fra 1200-tallet der alle blev ødelagt under 1600-tallets svenskekrige. I forskningen er kædes de sammen med den samtidige opførelse af stenkirker. Der er fremsat teori om at de samme personer eller den samme personkreds har været bygherrer på alle fem broer. Til trods for arkæologiske udgravninger på stedet er der ikke fundet rester efter en stenbro, Værebro, nord for Roskilde.

Høgsbro gør en interessant betragtning når hun fremsætter en undren over at de teglsten, der er indført til Danmark i årene 1157-1241, ikke er brugt til at bygge vejbroer. Teglsten er kun anvendt til at bygge broer over voldgrave til borge og bybefæstninger. Endvidere er de stenbroer forskningen har kendskab til ret beskedne. Der er ingen tårne, intet forsvarsværk og ingen huse på broerne i købstæderne som mange udenlandske broer har.

Hun forklarer at færdslen i oldtid og middelalder har undgået vandløb; derfor har behovet for brobyggeri ikke været stort. Nyere udgravninger af ådale har afdækket hvordan større vandløb i oldtid og middelalder har været passeret i århundreder. Ofte har det været nok at anlægge et vadested eller et stenlagt vad for at komme over en å.

Før 1970 har vadesteder, broer og veje sjældent været hovedformålet med arkæologisk forskning. Spor efter færdsel er ofte indgået som underelementer i udgravninger af bebyggelser. Høgsbro nævner f.eks. at arkæologien ikke tidligere har fattet interesse for fund af pælerækker, der måske kan afdække nye stolpebroer bygget før vikingetiden.

Høgsbro har også formidlet ny viden om de jyske stenbroer; Immervad Bro, Gejlå Bro og Povlsbro. De er ikke som tidligere antaget opført i middelalderen men først bygget omkring 1800.

Vikingebroen ved Ravning Enge
I 1972 bliver det største danske broanlæg fra vikingetiden udgravet i Vejle Ådal. Ravning-broen er opført omkring år 1000. Den har aldrig været repareret og er udført i høj teknisk kvalitet. Som nævnt ovenfor er den i forskningen tolket til at have en forbindelse med de ringborge som Harald Blåtand opførte på samme tid. Broens nærhed til Jelling, datidens magtcentrum, er ifølge forskerne heller ikke tilfældig.

Forskningen i Ravning-broen kan opdeles i tre perioder:

1) Thorkild Ramskous arkæologiske udgravning og undersøgelse i 1970’erne
Arkæolog Thorkild Ramskou skriver i perioden 1977-81 både artikler og en bog om fundet af den lange vikingebro ved Ravning Enge.(2) Fra broen opdages og til den bliver udgravet går der lang tid. Allerede i 1934 finder en lodsejer træstolper. Igen i 1953 dukker der stolperækker af egetræ frem da Ravning Enge bliver drænet. Endelig i 1959 opmåler en arkæologiinteresseret læge stedet. En egentlig arkæologisk udgravning bliver først sat i gang i 1972, da en lodsejer afleverer en stolpe til kulstof 14-prøvning på Nationalmuseet. Udgravningerne, ledet af Thorkild Ramskou, kommer til at strække sig over ti år indtil 1982. Ramskous resultater viser at broen stammer fra vikingetiden; nærmere betegnet 979-80 e.Kr. Dateringerne er foretaget både ved hjælp af kulstof 14-metoden og med den nye metode hvor arkæologerne studerer træets årringe. Denne metode kaldes dendronkronologi.

Broens imponerende ingeniørkonstruktion og tekniske præcision vidner desuden om at bygherren ikke er lokal, men at den har været udført af en central kongemagt (Harald Blåtand) til militært brug. Til at bygge broen har landmålere været med til at placere landmålerstokke. Det viser fundet af landmålerstokke af hasseltræ. Broens levetid bliver af Ramskou sat til 50-60 år, men han fastsætter ikke på dette tidspunkt hvor lang broen har været. Adgangen til broen har foregået på hulveje med to stenstrøede baner der skulle forhindre vognenes hjul i at sætte sig fast i den bløde lerbund.

2) Mogens Schou Jørgensens nye undersøgelser og nye metoder i 1990’erne
Mogens Schou Jørgensen begynder i 1993 nye undersøgelser af Ravning-broen. Han bearbejder Ramskous efterladte udgravningsmateriale og undersøger bundforholdene i ådalen.(3) Udgravningsfelter bliver åbnet igen, og der bliver foretaget boringer og geofysiske kortlægninger. Formålet er at finde ud af hvilken indflydelse terrænforholdene har haft på broens konstruktion? Terrænsætninger har imidlertid ødelagt meget af det fredede broanlæg, og man bliver imidlertid nødt til at foretage en ny undersøgelse. Den foregår i et 60 meter langt forløb i dambrugsarealet hvor broens sydlige del har gået henover. Her finder man rester af broens overbygning. Det viser sig at den har været mere omfattende end tidligere antaget med i alt tre lag tømmer.

Schou Jørgensen drager parallel mellem Ravning-broen og de hidtil gjorte fund af danske og europæiske broer fra denne periode. Men der er ikke fundet nogle lignede brotype i andre lande.
I Danmark bliver der opført flere mindre broer i vikingetiden. Bl.a. en 70 meter lang bro i Risby ved Præstø og en 50 meter lang bro i Vestsjælland ved Bakkendrup. Som tidligere nævnt har også de en kort levetid og ingen reparationer. Broerne er formentlig opført som en del af den tidligere omtalte forsvarsplan. De mindre broer bliver afløst af stenlagte vadesteder.

Efter Schou Jørgensens nye undersøgelse er der gjort forsøg på at konservere dele af fundet på fundstedet. Det er gjort for at sikre de brorester som stadig ligger i jorden. I den sidste udgravning fra november 1996 undersøger de hvordan broens nordlige del har været fæstet på land. Endvidere får arkæologerne endelig bestemt broens længde til 760 meter med en usikkerhed på et par meter.

De nye undersøgelser har også vist at bundforholdene er udnyttet optimalt under broens opførelse. Bygmestrene har valgt det bredeste sted i ådalen. Herved har de forhindret at broen kunne skylle væk ved vand- og ispres.
”Vi skal snarere se Ravning-broens konstruktion og dimensioner som værende bestemt af bundforhold og landskab frem for at opfatte den som et bevidst ”storværk”.(4) Selvom Schou Jørgensen fremsætter denne tolkning, holder han dog fast i teorien om at broen blev anlagt som en del af Harald Blåtands militære strategi. Som belæg for denne tolkning har Schou Jørgensen sammenlignet de skriftlige vidnesbyrd med de arkæologiske udgravningsspor.

Endvidere har hans resultater kastet nyt lys over hvordan bropælene mere præcist er nedsænket, og hvor lang broens levetid har været. Sidstnævnte tolker han ligesom andre i forhold til de militære aktiviteter som også de store samtidige ringborge er udtryk for. Ikke mindst er der foretaget en korrektion af broens levetid til en maksimal brugsperiode på 5 år.

Schou Jørgensen har også beskæftiget sig med de såkalde ”runestensbroer” i Skandinavien, hvor mange indskrifter beretter om personer som har ”gjort bro for hinanden”. Det er ofte kvinder som har opfordret til at bygge broer. Han oplyser at ”bro” også kan dække over en træ- eller stenvejbane.

3) Nyeste tolkninger af Ravning-broens bygherre og datering
I år 2000 fremsætter læge Thorkild Frederiksen en ny tolkning af, hvem der er Ravning-broens og ”Trelleborgenes” bygherre, og hvorfor de er anlagt.(5) Hans hypotese er at broen og borgene ikke er bygget af Harald Blåtand, men af den tysk-romerske kejser Otto d. II. Ifølge Frederiksen besætter Otto d. II Danmark i årene 974-83 e.Kr. med det formål at indlemme Danmark permanent i det tysk-romerske rige. Frederiksen argumenterer med følgende bevisførelse for at den tysk-romerske kejser har bygget broen: For det første mener han ikke at de danske kongers regeringstid før år 1000 kan tidsfæstes med sikkerhed. Desuden skriver biskop Thietmar af Merseburg i sin ”Chronik”, der er udgivet i samtiden, at borgene er bygget af Otto den II og vendt mod danskerne.

Dendronkronolog Kjeld Christensen fremlægger i 2003 ny dokumentation der sår tvivl ved Ravning-broens alder. Han har selv fulgt arbejdet med at datere broen i 1970’erne hvor han er ansat på Nationalmuseet. I 1977 har han over for Mogens Schou Jørgensen gjort opmærksom på de usikkerheder der er ved at anvende den dendrokronologiske metode. I nærværende artikel diskuterer han disse metodiske usikkerheder.(6) Han gennemgår på ny de gamle resultater hvor årringe på træprøver fra broen er optalt. Selvom der i årenes løb bliver indsendt 100 træprøver til årringsmåling, er der kun målinger på i alt 25 stk. Heraf stammer de 23 prøver fra Thorkild Ramskous første udgravning i 1970’erne. De er blevet undersøgt vha. dendrokronologi på et laboratorium i Hamborg.

På baggrund af 22 pålidelige måleresultater konkluderer Christensen: ”Når det som nævnt anføres i litteraturen, at brotømmeret med sikkerhed er fældet år 979 eller 980 e.Kr., har det derimod ikke belæg i de fremlagte dateringsresultater.”(7) Han fastslår endvidere, ”at det sandsynlige fældningsår for brotømmeret på det foreliggende grundlag ikke kan fastlægges nærmere end til perioden ca. 980-1010 e.Kr., og at Ravning-broen altså kan være opført senere end hidtil antaget.”(8)

Hvis Kjeld Christensens resultater bliver anerkendt, vil forskningens hidtidige placering af broen i en bestemt historisk ramme falde til jorden. Hvis de dendrokronologiske dateringer ikke støtter op om at træet er fældet i år 979 eller 980 e.Kr., så vil tesen om Harald Blåtands militære strategibyggeri ikke længere være gyldig.

Løvel bro – én af de fem kvaderstensbroer
De fem såkaldte himmerlandske kvaderstensbroer fra middelalderen har været meget omtalt i forskningslitteraturen. Men hvorfor har netop disse fem stenbroer, hvoraf de fleste kun findes i fragmentarisk form, fået så stor opmærksomhed? Det skyldes at de er de eneste middelalderlige stenbroer som er fundet på dansk jord. Især den ene bro, Løvel bro, har givet forskerne hovedbrud pga. en indskriftsten der har været svær at tyde. I første omgang har forskere interesseret sig for hvem der har bygget broen, og hvornår den er bygget.

Allerede i 1925, hvor en stikbuesten med en indskrift bliver fundet, foretager cand. mag J. C. Hansen en tydning af indskriften. Den forelægger han i starten af 1940’erne. Han daterer Løvel bro til 1313 e.Kr., og dermed formodes broen at være bygget under Kong Erik Menved.(9) 
Men diskussionen om Løvel bro stopper ikke her. Der er både uenighed om tydning af indskriften, og hvornår den er bygget. Civilingeniør Vilhelm Marstrand formoder at den er opført under Kong Erik Plovpenning i 1240´erne.(10) Hans hovedargument for denne teori er at den er opført i græske fod. Denne måleenhed blev nemlig brugt ved kirkebyggeri i den gotiske byggestil i Norden (1250-1550 e.Kr.). Løvel bro kan derfor ikke være meget ældre end omkring 1250-1275 e.Kr, fastslår han.

I 1974 genoptager filolog Erik Moltke diskussionen om bro-indskriften. Han vil gerne finde ud af hvem af de seks Kong Erik’er, som regerede mellem 1095 og 1319 e.Kr., der har stået fader til broen.(11) Moltkes forklaring bygger på en epigrafisk undersøgelse af indskriften.(12) Han hævder at broen er opført enten under Kong Erik Plovpenning 1241-50 e.Kr. eller Kong Erik Glipping 1259-86 e.Kr. Ifølge Moltke taler sandsynligheden mest for den førstnævnte.

Samme år kommer arkæolog Jens Vellev på banen med en artikel om resterne af de fem middelalderlige broanlæg i Himmerland. Her oplyser han at der fra Løvel bro over Skals Å er bevaret et fragment af en bropille og nogle tilhugne kvadersten.(13) I øvrigt tilslutter Vellev sig Erik Moltkes tolkning af broens byggeår. Og dermed er han også enig i at det er Kong Erik Plovpenning som opfører broen i midten af 1200-tallet.

Endvidere kommer Vellev ind på teknikken bag brobyggeriet. Det er den samme kvaderstensteknik der er blevet brugt til at bygge middelalderens jyske granitstenskirker. Derfor formoder han at den gejstlige myndighed også har været ophavsmænd til de himmerlandske stenbroer.

Det er muligt at få mere viden om Løvel bro i en anden artikel som Jens Vellev har forfattet i den vejhistoriske antologi ”Braut 1” i 1996. Heri skriver han også om de fem middelalderlige stenbroanlæg. Han gennemgår og beskriver mere udførligt Løvel bros historie fra midten af 1400-tallet til i dag. Med afsæt i et stort kildemateriale giver han en kronologiske præsentation af broens historie. De tekstuddrag, han har medtaget, gør det muligt at bruge artiklen som en slags kildesamling om broens udviklingshistorie. Det er et brugbart materiale at tage afsæt i til nye undersøgelser af broens historie.(14)

Den sagnomspundne Værebro
I slutningen af 1940’erne bliver der foretaget en undersøgelse af et vadested nord for Roskilde. Formålet og ikke mindst forventningerne til denne udgravning er at finde den sagnomspundne middelalderbro over Værebro Å. Udgravningen bliver sat i gang, fordi åen skal uddybes. Desværre finder arkæologerne kun et brokar og en vejdæmning ned til åen. Der er slet ingen rester af den gamle Værebro. Undersøgelsens resultater bliver hurtigt publiceret i 1951-52 af historikeren Hans Stiesdal ansat som er ved Nationalmuseet.(15) I en artikel sammenligner han med fund af andre brokar og broanlæg. Her får læseren også indblik i de sagn der findes om Værebro; f.eks. hos Saxo.

Vindebroer – middelalderlige borgbroer
De middelalderlige vindebroer ved borganlæg har ikke aflejret sig meget skriftlig dokumentation eller fysisk bevaring for eftertiden.(16) Arkæolog Johannes Hertz tager fat på dette krigsrelaterede emne. Har der været vindebroer på de danske borge, og har de fungeret som en del af borgens forsvarsværk? Det er nogle af de spørgsmål som en artikel offentliggjort i ”Antikvariske studier” giver svar på. Artiklen er ikke mindst en fyldestgørende oversigt over den hidtidige arkæologiske forskning i danske vindebroers konstruktion.

Hertz opsummerer hvor i landet arkæologerne indtil 1980 har fundet spor efter vindebroer. F.eks. er Hindsgavl borgbanke gravet ud i 1941 men det er endnu uvist, om der rent faktisk har været en broklap på anlægget. Han nævner at spor efter vindebroanlæg kan findes på slotte og herregårde. Det drejer sig f.eks. om de huller, hvori borgbroens tov eller kæder har været fastgjort i jerntrisser. Ved et porthus, nær det ikke-bevarede Tønderhus, kan endnu ses spor efter jerntrisser. Dette sønderjyske anlæg daterer Hertz til 1580’erne. Også det berømte bornholmske borganlæg ved Hammershus har haft en vindebrokonstruktion (Havporten) lig den sønderjyske. Nye undersøgelser kan ifølge ham afdække, om der her er tale om Danmarks ældste vindebro. Det forudsætter dog at der kan fremskaffes dokumentation for at anlægget er bygget så tidligt som i anden halvdel af 1200-tallet.

Hvordan de middelalderlige vindebroer har fungeret, dvs. hvilken mekanik eller betjening de har gjort brug af, giver Hertz fem bud på. På dansk jord er den bedst repræsenterede type den såkaldte vippebro. Dog er der kun gjort få fund hvor kontravægten er placeret ”direkte på en forlængelse af broklappen bag for omdrejningspunktet”.(17) Denne konstruktion fordrer at der er en udgravet grube hvor kontravægten kan svinges ned. Sådanne grubefund har arkæologerne fundet ved Hammershus, ved Møllebækstårnet på Vordingborg slot, ved herregården Egholm og Asserbo slotsruin, ved ærkebiskop Eskilds Søborg i Nordsjælland, ved Trøjborg slot og Solvig; begge i Sønderjylland.

Kun ét dansk fund er gjort af en kontravægt som har været brugt til at hejse og sænke en vindebro ved Sønderborg Slot. Johannes Hertz redegør i sin artikel for hvorledes undersøgelser af ruinen ved Bispens Hald ved Viborg har givet ny viden om vindebroen ved Sønderborg Slot. Ved Bispens Hald finder arkæologer et grubesystem med to gruber som tyder? på at der har været to broer. Forskerne mener at den ene bro har været beregnet for den gående, ridende og kørende trafik, og den anden bro har været til fodgængere. Samme grubesystem er herefter fundet ved Sønderborg Slot. Dermed har dette komparative studie afdækket at der har været to vindebroer på disse borge.

1) Kirsten-Elizabeth Høgsbros indlæg I: Erik Hofmeister (red): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Aqua Ferskvands Akvarium, 2004.
Se også Kisten-Elizabeth Høgsbros andre brohistoriske artikler, hvori hun bl.a. skriver om broer fra vikingetid og middelalder:
- Broer - recente fortidsminder. I: Antikvariske studier bd. 2 1978. s. 161-176.
- Historiske broer - magtens symbol. I: Turistårbogen 1984. d. 38-64.
- Historiske broer i Danmark. I: At slå bro på dansk. 1986. s. 11-22.
- Broer i vejhistorisk belysning. I: Braut 1 1996. s. 87-104.
- Transport og færdsel på langs og tværs af de danske vandløb. I: Vejhistorie nr. 9 2004. s. 3-11.
2) Thorkild Ramskou:
- Vikingebroen. I: Skalk nr. 1 1977. s. 3-9.
- Vikingetidsbroen ved Ravning. I: Danmarksposten årg. 59, nr. 8 1978. s. 13-14.
- Vikingetidsbroen over Vejle å-dal. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1980. s. 25-32.
- Vikingerne som ingeniører. Rhodos. Kbh. 1981.
Se også Leo Novrup: Da Vikingebroen blev fundet. I: Vejle Amts årbog 1986. s. 105-113. 
3) Mogens Schou Jørgensen:
- Vikingetidsbroen i Ravning Enge. Nye undersøgelser. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1997. s. 74-87.
- De første brobyggere. I: Dansk vejtidsskrift årg. 75, nr. 6/7 1998. s. 45-49.
- Den berømte bro. I: Skalk 1998, nr. 5. s. 5-11. 
Mogens Schou Jørgensen og Jens Tyge Møller: Landskabet som historiens scene. Ravning Enge i vikingetid og middelalder. I: Vejle Amts årbog 1999. s. 67-82. 
4) Mogens Schou Jørgensen: Vikingetidsbroen i Ravning Enge. Nye undersøgelser. I: Nationalmuseets arbejdsmark 1997. citat s. 81.
5) Thorkild Frederiksen: Hvem byggede "Trelleborgene" og Ravningebroen? I: Vendsyssel årbog 2000. s. 19-30. 
6) Kjeld Christensen: Ravning-broens alder. En af Danmarks sikreste dendrokronologiske dateringer? I: Kuml 2003. s. 213-226.  
7) Citat ibid s. 217.
8) Citat ibid s. 221.
9) J. C. Hansen: Løvelbro-Indskriften og dens Tydning. I: Fra Viborg Amt 1941. Trykt 1942.
10) Vilhelm Marstrand: Indskriften fra Løvel Bro. I: Fra Viborg Amt. 1941/42. Vilhelm Marstrand: Løvel Bros alder. I: Fra Viborg Amt 1949. 
11) Erik Moltke: Indskriften fra Løvelbro. I: Hikuin nr. 1 1974. s. 81-86. 
12) Epigrafik: videnskab om indskrifter.
13) Jens Vellev: Fem himmerlandske kvaderstensbroer rekonstruktion af et middelalderligt vejnet. I: Skalk nr. 1 1974. s. 3-8. Også trykt i Hikuin nr. 1 1974. s. 69-80.
14) Jens Vellev: Løvel Bro. Kong Eriks stenbro, træbroer og arkæologi. I: Braut 1 1996. s. 63-86.
15) Hans Stiesdal:
- Den gamle Værebro. En kort redegørelse for undersøgelserne syd for Værebro Å. I: Fra Københavns Amt 1951. s. 65-67.
- Den gamle Værebro. I: Fra Frederiksborg Amt 1952. s. 43-52. 
16) Johs. Hertz: Vindebroer. Om danske, middelalderlige vindebroer på baggrund af nye fund ved Hald og Sønderborg. I: Antikvariske studier bd. 4 1980. s. 161-178.
17) Citat ibid s. 163.